8. marts i reaktionens vold  

8. marts blev etableret som Kvindernes internationale kampdag på en socialistisk kongres i København i 1910, hvor bl.a. den tyske revolutionære marxist Clara Zetkin deltog, som ydede et stort bidrag til analysen og kampen mod undertrykkelsen af arbejderkvinderne.

Clara Zetkin

Markeringen af kvindernes krav for ligestilling og frigørelse med demonstrationer, protester og møder har siden været en fast etableret tradition i stadig flere lande verden over.
I 1975 gjorde FN 8. marts til ‘International kvindedag’.

At 8. marts-dagen har fået denne ‘officielle’ status har også betydet, at de herskende kræfter, som står i vejen for kvindernes frigørelse i dag, forsøger at omklamre den og fremstille sig selv som de virkelige garanter for fremskridt for kvinderne verden over. Ikke bare organiserer FN en lang række aktiviteter og initiativer omkring 8. marts hvert år – de mest reaktionære regimer lancerer reaktionære initiativer, forklædt som fremskridt for kvinderne.

I USA var den amerikanske præsidentfrue Laura Bush hovedtaler ved en kvindekonference med repræsentanter fra 15 muslimske lande. Hun benyttede lejligheden til at opfordre kvinderne i Mellemøsten til at støtte den amerikanske imperialismes ‘reformer’ i regionen.

Blandt hendes ‘guldkorn’ var følgende:

‘I dag hører vi den velkendte appel om frihed, lighed og tolerance i hele verden. Præsident Bush har gjort fremme af kvindernes menneskerettigheder til en global politisk prioritering. Vi forener os med folk verden over for at protestere mod den husarrest, som Aung San Suu Kyi, som er leder i kampen for frihed i Burma, lider under. I Kina og Cuba kan kvinder stadig ikke frit udtrykke deres politiske eller religiøse overbevisning.”

”Valgene i Afghanistan og Irak og i de palæstinensiske territorier vil have langtrækkende konsekvenser… Pludselig rejser kvinder og mænd i andre dele af Mellemøsten spørgsmål, de ikke vovede før. Hvornår kan vi vælge vores ledere? Hvornår bliver vi frie? I de sidste uger har folk i Beiruts gader hævet stemmerne og krævet demokrati og stop for besættelse. Folk i Mellemøsten og kommentatorer rundt om i verden er begyndt at overveje, om ikke de nylige valg kan betyde et vendepunkt af samme betydning som Berlinmurens fald.
Vores arbejde for at opmuntre demokrati er en del af en større bestræbelse for at støtte kvinder over hele Mellemøsten og Nordafrika …
Alle mennesker, som elsker frihed, håber på, at vi er vidner til begyndelsen på en ny æra af udvidet frihed og voksende muligheder for kvinderne verden over.”

Det er 8. marts i reaktionens vold.

I en 8. marts-udtalelse konstaterer Human Rights Network, en koalition af 160 amerikansk-baserede menneskerettighedsorganisationer, følgende:

”Den amerikanske regerings holdning til kvindernes rettigheder er ikke mindre problematisk i USA (end globalt). USA er nr. 60 af 139 lande – langt efter Rwanda, Cuba, Vietnam, Tunis, Pakistan, Sydafrika og Uzbekistan – hvad angår kvinders deltagelse i regeringen.

Hovedparten af verdens fattigste er kvinder og børn

Mens USA bruger mere op sundhedsudgifter pr. person end noget andet industrialiseret land, er vort land i gennemsnit – målt på indikatorer som levetid, børnedødelighed og omsorgskvalitet – ringere end noget andet industrialiseret land. Racemæssige og etniske minoriteter lider under en større sygdomsbyrde, af skader, invaliditet og dødelighed end hvide amerikanere, og på nogle områder vokser kløften. Afro-amerikanske og latinske kvinder er hhv. 4 gange og 1.7 gange mere udsatte for at dø under svangerskab eller dødsel end hvide amerikanere, og amerikanske indianere og indfødte i Alaska har en børnedødelighedsrate, som er næsten det dobbelte af raten blandt hvide.”

Det er ikke noget tilfælde, at den danske regering, som er et permanent amerikansk ekko, har lanceret en særlig udgave af Laura Bush’s reaktionære og pseudodemokratiske reformkampagne for Mellemøsten og forsvar for den amerikanske besættelse af Irak og hele regionen, hvor hun vil bruge den falske støtte til kvindernes rettigheder som murbrækker for amerikanske interesser.

Den danske ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) benyttede kvindernes internationale kampdag til at lancere en kampagne rettet til indvandrerkvinderne om ‘ligestilling mellem kønnene’ og til at gøre op med ‘muslimske mænds undertrykkelse’.
Budskabet er nøjagtig det samme, og nøjagtig lige så reaktionært som den amerikanske præsidentfrues.

Det er et forsøg på at så splittelse – og bane vej for en borgerlig politik til skade for kvinder og mænd, for arbejderne af begge køn, for det store flertal.
Fru Kjer Hansen undlod at nævne elementære kendsgeringer som uligelønnen mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet i dag er lige så stor som i 70erne – at både mænd og kvinder har fået en længere gennemsnitlig arbejdsdag (i form af erhvervsarbejde og arbejde i hjemmet) end for 35 år siden – og at den ideologiske undertrykkelse fra reklamer, modeindustri o.s.v. er endnu tungere end da kvindebevægelsen sidst for alvor rørte på sig.

Den internationale kvindedag er fortsat en kampdag, selvom burgøjsermadammerne prøver at udnytte den til beskidte og reaktionære formål.
Og når kvinder i Mellemøsten – som i Tyrkiet – går på gaderne for at rejse deres krav, bliver de mødt af brutal politiundertrykkelse.

Næste 8. marts må kvindernes kampdag også vende sig imod de kvinder fra den herskende klasse – Laura Bush’erne og Kjer Hansen’erne – som slår plat på den.

Se også
8. marts er stadig en kampdag

Netavisen 10. marts 2005