Valg og valgtaktik

Kommunistisk Politik 5, 2005

Folketingsvalg er gode at få forstand af. De handler om besættelsen af nogle af det kapitalistiske samfunds kommandoposter. Valgkampen og valget er højdepunktet i den ‘demokratiske proces’, det ypperste, som det borgerlige demokrati kan præstere.
Hele nationen er opdraget til, at det at stemme er en borgerpligt, en moralsk pligt, uanset om der ikke er noget parti, man kan støtte. I tre uger snakkes der politik, så accepterer alle resultatet, sejrherrerne fordeler posterne, og taberne ser sig om efter nye ledere.

Valgboykot-taktikken (som denne gang konkret og alene skyldtes kommunisternes svaghed) er ikke populær. Selv da DKP under besættelsen var forbudt og med rette opfordrede til boykot af kollaboratørvalget i marts 1943, var det ikke en succes. Stemmeprocenten blev enorm, kollaboratørpolitikerne jublede. Et halvt år senere tvang folkestrejkerne regeringen væk …

Valgboykot i dag – fordi kommunisterne ikke er stærke nok til at stille op – er dømt til at være en ‘vælgerfiasko’. Ikke desto mindre er der mange, som af politiske grunde vælger ikke at stemme ved disse års iscenesatte valg, stemmer blankt eller skriver deres mening på stemmesedlen (ugyldige stemmer). Over halvanden pct. ved dette valg var blanke eller ugyldige, og mange ‘boykottere’ blev helt væk.
Det skyldes selvfølgelig ikke APK’s lavmælte opfordring, men er et udtryk for mistillid til partierne eller hele den demagogiske farce, som udspilles ved valgene.

Alle de revisionistiske og trotskistiske organisationer uden undtagelse støttede Enhedslisten og førte valgkamp for den – og Enhedslisten kvitterede med fraser om at være bevægelsernes talerør og med at bilde folk ind, at deres strategi, deres visioner og drømme kan gennemføres via parlamentet ‘bid for bid’. Socialismen kan det ikke, og ved valget fik EHL endnu en gang demonstreret, at den især benytter bevægelserne som springbræt for at sikre sig mandater.
EHL satte ikke krigen mod Irak i centrum for hverken sin egen partiprofil eller valgkampen som sådan.
APK’s valgtaktik har bl.a. markeret, at der også findes en modstand fra venstre mod Enhedslistens strategi og linje. Det er også et udgangspunkt for at opbygge den nødvendige front mod imperialisme, krig og nyliberalisme.

For reformister og revisionister med deres tyrkertro på det borgerlige demokrati skal man give sin stemme til et af de opstillede partier.
Som marxist-leninister mener vi derimod, at stemmeretten er et principielt demokratisk gode – men det er et taktisk spørgsmål, om vi stiller op til valg eller anbefaler boykot. Det afgøres af den kommunistiske bevægelses styrke, og hvad der tjener kampen for socialismen, den revolutionære strategi.

Derfor foretager vi en konkret bedømmelse af taktikken ved hvert eneste valg, landsdækkende eller lokalt, og ved hver eneste folkeafstemning. Ved den kommende afstemning om unionsforfatningen skal der selvfølgelig mobiliseres til et Nej.
Samtidig afgrænser vi os fra anarkister, der principielt er modstandere af parlamentet og af parlamentarisk kamp overhovedet og derfor principielt altid boykotter.

Stiller vi op til parlamentariske valg, er det ikke for at ‘gennemføre vores program’, thi det er umuligt, men for at bruge parlamentet og posterne som talerstol til afsløring af det borgerlige demokrati, til at styrke massekampen.
For os er den parlamentariske arena derfor heller ikke det afgørende kampfelt.

Socialismen kan ikke gennemføres ad parlamentarisk vej. Den er arbejderklassens, massernes værk – og derfor er vores vej massekampens, massebevægelsernes, masseorganiseringens vej.

Netavisen 4. marts 2005