Unionsforfatningen – en anmeldelse

Af Kommunistisk Politik
KP 5, 2005

Folketingets EU-oplysning har udsendt en diger bog på 416 sider: ‘Traktat om en forfatning for Europa”. Også kaldet ‘unionsforfatningen’, ‘EU-grundloven’ eller ‘Forfatningstraktaten’. Det er den, der skal til folkeafstemning i Danmark tirsdag den 27. september.

Danmark bliver land nummer seks, der stemmer om unionsforfatningen. Spanien kom først; der var et ja givet på forhånd. Det blev da også til et stort ja (om end mindre end beregnet) efter en demokratisk farce, hvor modstanden ikke fik skyggen af en chance for at komme til orde i valgkampen.

Forfatningsmodstand Spanien

Portugal, Frankrig, Holland og Luxembourg afholder folkeafstemninger i løbet af foråret. Polen også en gang i efteråret, irerne til vinter. UK følger efter i 2006, mens Tjekkiet kommer sidst. I de øvrige 15 lande bliver der ikke gennemført folkeafstemninger om forfatningen for Europas Forenede Stater, som står over deres nationale grundlove!
Eller som det hedder i Artikel 1-6:
“Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner under udøvelsen af de beføjelser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret.”

Der står det, klart og uden omsvøb. De danske EU-politikere og deres embedsmænd er opfindsomme, når det gælder om at finde på danske oversættelser, der skal tilsløre indholdet af begreberne: De kalder den ‘forfatningstraktaten’ for at skabe indtryk af, at det blot drejer sig om endnu en traktat i den lange række af unionsdokumenter. Det er den ikke: Den er forfatningen for en europæisk stat, som Danmark bliver en delstat i – grundloven for Europas Forenede Stater, overordnet den danske delstatsgrundlov.

De danske modstandere af unionsforfatningen foreslog, at den danske folkeafstemning blev afholdt samtidig med den britiske. Det var der masser af gode grunde til, men det blev afvist af det store fællesskab af unionspartier.
Da SF blev indlemmet i den samlede parlamentariske front sidste år, var vejen efter regeringens og regeringsalternativets (det er S og R) opfattelse banet for et ja og en taktisk valgt afstemningsdato.

Det forventede danske ja skal styrke unionstilhængersiden i Storbritannien, hvor der findes en udbredt skepsis over for projektet.
De danske unionstilhængerpartier lagde så stor vægt på at få SF (hvis ledelse var mere end villig) til at gå med i Ja-kampagnen, fordi det efter deres opfattelse øger chancen for et ja betydeligt, ikke mindst blandt arbejdere og unge, og fordi oppositionen i folketinget ville blive reduceret til de to ‘yderfløje’ i form af Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Nu har tilhængerpartierne fastsat afstemningsdatoen – og de vil også fastlægge rammerne for det kommende halve års kamp, og det selvfølgelig på en måde, der ikke øger ‘risikoen’ for et nej. Nej-siden vil blive stærkt underrepræsenteret i medierne, ikke mindst de to folkelige bevægelser Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU, som er valgt til EU-parlamentet.

Man har heller ikke til hensigt at følge unionsmodstandernes råd, f.eks. at udsende et eksemplar af det, der skal stemmes om – EU-forfatningen – til alle danske vælgere.
De kan jo risikere, at vælgerne finder ud af, hvad det er, det handler om.

Med en vis personlig indsats kan man imidlertid godt anskaffe sig traktaten på dansk, tilmed gratis. Den er udgivet af Folketingets EU-oplysning.

Opbygning, omfang, ‘stil’

Et af argumenterne, der for nogle år siden i debatten blev fremført for, hvorfor der overhovedet skal være en forfatning for unionen, vil også huske, at det var fordi en sådan forfatningstekst ville være nem og overskuelig, og den skulle helt erstatte alle de hidtidige tommetykke dokumenter.

Det må siges at være en sandhed med modifikationer. Selve forfatningsteksten på dansk fylder 300 sider, delt i fire hoveddele: Del I (44 sider) er de almindelige forfatningsbestemmelser, Del II rummer ‘Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder’ (18 sider), Del III ‘Unionens politikker og funktionsmåde’ (214 sider) og Del IV ‘Almindelige og afsluttende bestemmelser’ (9 sider).
Dertil kommer, at
“Protokollerne og bilagene til denne traktat udgør en integrerende del af denne.” Artikel IV-442.

Disse protokoller og bilag udgør et helt bibliotek. Den danske udgave af unionsforfatningen gengiver 9 af en liste på 36 protokoller, især dem, der specifikt vedrører Danmarks forhold. Desuden foreligger der en lang række erklæringer til tolkning og uddybning eller modsigelse af forfatningens bestemmelser, hvoraf enkelte gengives.

Forfatningen er skrevet i et kompakt, undertiden decideret snørklet juridisk sprog, og ofte i et tvetydigt politisk sprog, der åbner for tolkninger. Når det bliver klart og forståeligt, drejer det sig i reglen om smukke fraser, demagogiske løfter og fine hensigtserklæringer.

Demagogsprog:
“Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.”
Artikel 1-2 (‘Unionens værdier’).

I alle borgerlige forfatninger bliver de smukke fraser om folkets rettigheder dementeret af andre paragraffer, der modsiger dem. Forfatningen for den kapitalistiske superstat EU udgør ingen undtagelse.

I den følgende artikel 1-3 (‘Unionens mål’) smugles den afgørende erklæring til dementi af alle de smukke hensigtserklæringer sig ind – lige præcis som et underordnet led i en sætningskæde. Den første sætning her lyder:
“Unionen arbejder for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne (KP’s udhævning), hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten.”

Koden er ‘markedsøkonomi med høj konkurrenceevne’. En højeffektiv kapitalistisk økonomi. ‘Social’ er pynt. Det er den virkelige og egentligste drivkraft bag hele unionsprojektet, skjult i en bisætning. Til gengæld er en meget stor portion af Del III i unionsforfatningen en konkret anvisning på den højeffektive kapitalistiske økonomi, det detaljerede forfatningsfæstede nyliberalistiske projekt.

Den højeffektive markedsøkonomi, som i konkret form i 2010 skal gøre EU til verdens mest ‘konkurrencedygtige økonomi’, er garantien for, at de smukke løfter i de foregående paragraffer ikke vil blive virkeliggjort i monopolernes EU. Den er i kraft af sine egne objektive love en garanti for, at der vil være og blive stadig dybere skel mellem menneskene i unionen, mellem rig og fattig, besiddende og besiddelsesløse, udbyttere og udbyttede. Og en garanti for voksende forskel og forskelsbehandling mellem samfundsmedlemmerne, mellem kønnene, mellem etniske grupper osv.

I den ‘sociale markedsøkonomi’ vokser hæren af arbejdsløse og udstødte. Reallønnen falder, og fattigdommen i bunden stiger. Det vil altid gå ud over de svageste, over de ‘svageste’ mænd, ‘det svage køn’, de fattiges børn.

Er disse formuleringer eksempler på den demagogiske løftepolitik og det tvetydige politikersprog i forfatningen, så må det følgende række som et eksempel på den ustyrlige bureaukratjuridiske jargon. (Artikel III-128: ‘Sprog’):

“Enhver unionsborger har i medfør af artikel 1-10, stk. 2, litra d), ret til at henvende sig til institutionerne eller organerne på de sprog, der er opregnet i artikel IV-448,stk. 1, og få svar på samme sprog. De institutioner og organer, der er omfattet af artikel I-10, stk. 2, litra d), er de i artikel 1-19, stk. 1., andet afsnit, artikel I-30, I-31 og I-32 opregnede institutioner og organer samt Den Europæiske Ombudsmand”.

Det er da klar snak, som det såmænd kun kræver en juridisk embedseksamen eller lignende akademisk uddannelse at finde rede i. Det er m.a.o. ikke meningen, at almindelige folk skal kunne hitte ud af det.
Her er vi ovre i den teknisk-juridiske afdeling, som folk ikke skal blande sig i. Det er imidlertid den, som er den konkrete substans i hele forfatningen. Det er disse politikker, institutioner, procedurer og regler, som udgør den konkrete statsdannelse og dens bestemmelser, lovgyldige og overordnede for enhver unionsborger uanset nationalitet.

Miltærstat EU

Den Europæiske Union er allerede en kapitalistisk superstat med sine egne organismer og sit eget bureaukrati. Men unionsforfatningen lægger nogle nye sten til bygningen.

Det er velkendt, at EU skal have sin egen præsident, der ikke må kaldes præsident og ikke er på folkevalg. Han hedder ‘Europa-Kommissionens formand‘. Samtidig vil der også være en Formand for ‘Det europæiske råd’ (ministerrådet), der ikke har noget ‘nationalt embede’.
Til gengæld får EU en udenrigsminister, der skal varetage unionens ‘fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik’.

Det er ikke mindst på dette område, at unionsforfatningen åbner for store nye skridt i opbygningen af EU som en ny global supermagt: Den globale militære supermagt EU står på dagsordenen.
Artikel I-41:
“1. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt. Udførelsen af disse hverv bygger på kapaciteter tilvejebragt af medlemsstaterne.
2. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom.”

Unionsforfatningen forpligter medlemslandene til øget oprustning og opretter et særligt organ for at fremme militariseringen af unionen som helhed frem mod Europahæren. Fra Artikel I-41, stk. 3:
“Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet. Der oprettes et europæisk agentur for udvikling af forsvarskapaciteter, forskning, anskaffelse og forsvarsmateriel (Det Europæiske Forsvarsagentur), der skal klarlægge de operationelle behov, fremme foranstaltninger til opfyldelse heraf, bidrage til at påpege og eventuelt iværksætte alle hensigtsmæssige foranstaltninger til styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis, deltage i udformningen af en europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik samt bistå Rådet med at evaluere forbedringen af den militære kapacitet.”

Siden Romtraktaten (der trådte i kraft i 1958, og som nu afløses af unionsforfatningen) har flere EU-lande ført masser af krige langt fra deres egne lande. Frankrig i Algeriet og Afrika, UK mod talrige lande, herunder mod Argentina (Falklandskrigen), og Danmark på slæb efter Bush i krigen mod terror og Irak. Alle unionslandene støttede Golfkrigen i 1990 og NATO’s aggressionskrig mod Jugoslavien i 1999. I Afghanistan er de fleste på banen. For første gang siden 2. verdenskrig har Tyskland væbnede tropper i aktion uden for sine egne grænser.

Nu skal det ikke være EU’s stormagter, der fører sine egne krige længere, eller EU-landene på slæb efter USA. Unionen skal føre sine egne krige – til gavn for de europæiske monopoler og for Unionens geopolitiske interesser.
Det efterlader unionsforfatningen ingen som helst tvivl om.

Bogen anbefales til almindelig kritisk læsning. Ud over læseoplevelsen savner den ikke informationsværdi. Vidste du f.eks., at ‘Europadagen fejres den 9. maj overalt i Unionen’ , og at ‘Unionens motto er: Forenet i mangfoldighed”?!

PS!
Folketingets EU-oplysning mener at det er vigtigt for folk at kende de danske unionspolitikeres holdning til traktaten. Derfor optrykkes ‘Politisk aftale mellem Regeringen, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre om Danmark i det udvidede EU’ som bilag 3 i bogen. Der er ingen bilag fra eller om Nej-siden.

Netavisen 3. marts 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne