Tid til selvransagelse!

Fagbevægelsen efter valget:

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 4, 2005

Strategien for en arbejderflertalsregering – eller blot en socialdemokratisk ledet regering på basis af radikale stemmer – fik ved folketingsvalget en regulær øretæve. Regeringen og dets støtteparti beholdt deres mandatantal. SF tabte et, Socialdemokratiet tabte tre, mens EnhedsListen opsugede to yderligere mandater.

Summa summarum: Det såkaldte arbejderflertal gik to mandater tilbage efter mere end tre års sort borgerligt styre. Det er årtier siden, Socialdemokratiet er så dårligt repræsenteret. Den samlede blok af arbejderpartier har fået så få mandater, at det svarer til SD’s, da det stod stærkt.

Der var masser af råderum for profilering. Samtlige tre arbejderpartier kritiserede korrekt regeringen for at have ført blokpolitik med Dansk Folkeparti; men kendsgerningen er, at de ikke selv – til dels med undtagelse af EnhedsListen – fremlagde, endsige var, et alternativ.

SD er enige med krigsforbryderregeringen om besættelsen af Irak. SD og SF er enige med regeringen om EU-forfatningen, hvilket de tilmed har lavet en håndfæstning på, der inkluderer en fælles indstilling til afviklingen af folkeafstemningen om forfatningen. De er grundlæggende enige om kommunalreformen og den kommende såkaldte velfærdsreform.

De er med andre ord enige om alle grundlæggende spørgsmål, der sætter dagsordenen for mindre spørgsmål. Deres EU-liderlighed forbyder dem også at være andet, da det er monopolernes EU, der sætter den overordnede dagsorden.
Deres mangel på en klar oppositionspolitik gav sig udslag en total mangel på appel til arbejderklassen. De radikale opsamlede, hvad arbejderpartierne lod ligge.

Valgresultatet udløste en kolossal skuffelse i den etablerede fagbevægelse. De selvudnævnte fagligt aktive kræfter, forsamlet i Fagligt Ansvar, havde gennem tre år med jævnlige landsdækkende tillidsmandsmøder lagt alle deres æg i valgkampens kurv.

Fagligt Ansvars landskonference i Odense 28.08.2004:
Holger K., Søren Søndergård – og Mogens Lykketoft var hovedtalere.
De to er snart fhv. partiformand – Søndergård ude af folketinget

Når der var brug for at blæse til kamp, som eksempelvis omkring arbejdsmarkedsreformen Flere i arbejde, forblev de tavse, hvilket havde sin naturlige forklaring deri, at Socialdemokratiet var med til at strikke forliget sammen.

Dette er nøglen til at forstå, deres uformåenhed eller manglende vilje til at bakke arbejdernes reelle krav op. Ligesom de fredede Nyrup-regeringen i dens ni-årige periode, således freder de Socialdemokratiet i “opposition”, og ligeledes vil de frede dem, hvis de kommer tilbage til regeringstaburetterne. Disse “aktive” kræfter er og har speciel grund til at være skuffede.

Valgresultatets øretæve giver dem anledning til at slikke deres sår. Det er tid til selvransagelse. Dagen efter valget fremkom de da også med et forsøg på en forklaring. Hvad gik der galt?
“Vi kom for sent i gang med arbejdet med de faglige krav til en anden politik, men det er det arbejde, som kan bære frem. Det viser erfaringerne fra valgkampen”, udtaler Finn Sørensen (EnhedsListen) på vegne af Fagligt Ansvars sekretariat.
– Vi kom for sent. – Javel! Finn Sørensen ved godt, den er for tynd, så der må suppleres:

“Valgkampen viser, at det ikke nytter at tilpasse sig den borgerlige politik. Og hvis velfærdspolitikken ikke er mere markant, end de borgerlige uden problemer kan overtage de socialdemokratiske holdninger, så er det ikke godt nok. Det løser man ikke ved at søge ind på midten. Derfor er det vigtigt, at de fagforeninger, der har været med i arbejdet med de faglige krav holder fast i den linie og udbygger samarbejdet med arbejderpartierne lokalt.”

– Vi skal få Socialdemokratiet til at ændre politik. Javel! Det har den reformistiske venstrefløj forsøgt i de sidste halvtreds år – uden held. Faktisk er det gået stik modsat: Venstrefløjen har altid tilpasset sig Socialdemokratiets politik. Nyrupregeringen – med Lykketoft som finansminister i en årrække – sikrede sig flertal for sine reaktionære finanslove med SF’s og EnhedsListens stemmer.

Den er stadig tynd, Finn Sørensen. Prøv at give arbejderne skylden:
“Den politiske debat er fraværende på arbejdspladserne. Det er vigtigt at få genrejst den politiske diskussion igen, men det er en svær opgave at få vendt den tendens, for det viser, at mange kolleger slet ikke er interesseret i den diskussion, det kræver at vi finder nye veje.”

Det bliver dyrt at sætte sin lid til reformistisk politik og arbejderflertals strategi i fire år mere. Initiativet må vristes ud af forbunds- og fagforeningskontorerne.
8-900.000 udstødte må kræve ret til synliggørelse.
De godt 2 millioner i arbejde kan og må sætte sig igennem med de vitale krav.
Der er en vej. Massekampens vej; socialismen er målet.

Netavisen 15. februar 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne