Hvad viser FV2005?

Valganalyse
Kommunistisk Politik 4, 2005

FV2005 var et kæmpenederlag for den socialdemokratisk ledte opposition og for ‘arbejderflertallet’.
Venstrekræfterne må drage konsekvensen.

Det var en sigende illustration af resultatet af folketingsvalget, der gav krigsforbryderregeringen Fogh Rasmussen ‘mandat’ til at misregere Danmark de næste fire år:
Begejstret over, at den sorte koalition af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vandt valget, luftede Anders Fogh Rasmussen muligheden for, at denne valgsejr blev brugt til at gennemføre folkeafstemningen om unionsforfatningen allerede i dette forår, for ikke at kollidere med kommunalvalget til november.

Intet herom er imidlertid afgjort. Nu rejser der sig stærke røster imod Foghs plan. Socialdemokraterne og SF er i krise og i færd med at gennemføre problematiske formandsskifter, så Fogh opfordres til at besinde sig og ikke udskrive folkeafstemning, for ‘der er brug for en fuld indsats fra alle unionspartierne for at sikre et ja’. Dertil er et dueligt S og SF nødvendigt!

Denne situation fortæller både noget om dybden af nederlaget for den ‘parlamentariske opposition’ og om denne ‘oppositions’ karakter af støtte til borgerskabets politik.

Anders Fogh er borgerskabets kårne regeringsleder, og den første venstrestatsminister, der har opnået genvalg og mere end en regeringsperiode, men Socialdemokratiet og SF er nødvendige brikker for at sikre politikkens gennemførelse.

Valgets lære (1)

Fogh-regeringen har truffet den måske vigtigste beslutning, nogen dansk regering har truffet i efterkrigstiden. Den er gået i krig mod et andet land, mod Irak, som ikke udgjorde nogen som helst trussel mod Danmark. Fogh har gjort Danmark til deltager i en imperialistisk aggressionskrig og en af den superreaktionære Bush-administrations nærmeste allierede.

Den kan udlægge – og udlægger – sit genvalg som en godkendelse af denne krigsforbryderiske politik, som fortjener at blive stillet for en domstol og ikke belønnes med fornyede ministerposter.
Alene på dette spørgsmål, hvor Fogh har et klart og vredt flertal af danskerne imod sig, burde han og hans sorte slæng være væltet.

Regeringens arbejderfjendske, ungdomsfjendske og i det hele taget fjendske politik i øvrigt burde også være nok til at vælte den på dens egne gerninger mod flertallet af befolkningens interesser.
Men Fogh sidder der endnu, fordi den parlamentariske opposition – især S, R og SF – ikke udgør noget grundlæggende alternativ til Fogh og den førte politik.

Den beskylder regeringen for at føre blokpolitik (hvad den også gør), men har selv stået forrest i køen for at være med til at ‘få indflydelse på’ regeringens reaktionære politik. Den har støttet den ulovlige besættelse af Irak, støtter unionsforfatningen, strukturreformen og de øvrige nyliberalistiske og EU-dikterede angreb på det store flertal.
Det er den egentligste årsag til den parlamentariske oppositions, herunder ‘arbejderpartiernes’ og det uopfyldte ‘arbejderflertals’, store valgnederlag.

Her ligger årsagen, og ikke i bi-omstændigheder, som at valget blev gjort til et ‘præsidentvalg’, Lykketofts ‘manglende gennemslagskraft’, den udeblevne økonomiske støtte fra LO, Venstres spindoktorer, eller hvad der ellers er bragt frem.
Danskerne følte ikke, at der var et reelt valg, og det var der heller ikke. Så kunne ‘bi-omstændighederne’ afgøre det.

Valget viser også, at det herskende borgerskab i Danmark, som altid er den udslagsgivende faktor ved alle parlamentariske valg, ikke længere foretrækker Socialdemokratiet ved regeringsmagten, når der skal gennemføres projekter og politikker, som der er massiv modstand mod i befolkningen. Det foretrækker (i al fald for tiden) en åbent borgerlig regering og tildeler de Radikale og ‘arbejderpartierne’ rollen som frustreret, men loyal opposition.

Valgets lære nr. 1: Der findes ingen parlamentarisk opposition, kun to borgerlige regeringsalternativer, hvoraf det ene er groggy.

Valgets lære (2)

Valget er udtryk for betydelige forskydninger i de traditionelle stemmemønstre. Det er en kendsgerning, at selvom arbejderklassen udgør ca. 60 pct. af den arbejdende befolkning, får de tre store og små socialdemokratier S, SF og Enhedslisten kun hen ved halvdelen af arbejdernes stemmer.
Rigtig mange arbejderstemmer går til Venstre og Dansk Folkeparti.

Den sædvanlige forklaring er, at ‘klassekampen er død’ og at arbejderne ikke stemmer efter klasseinteresser. Den virkelige årsag er, at der ikke findes et parlamentarisk alternativ, som repræsenterer og udtrykker arbejderklassens selvstændige interesser.

Det er ikke arbejderne, der svigter ‘arbejderpartierne’. Det forholder sig omvendt: ‘Arbejderpartierne’ og ‘arbejderflertallet’ af S, SF og Enhedslisten repræsenterer ikke arbejdernes klasseinteresser.
Det er ingen ny situation, tværtimod, men den er kommet plastisk til udtryk ved dette valg.

Valgets lære nr. 2: Venstrekræfterne må opgive den falske forestilling om, at Socialdemokratiet /de Radikale repræsenterer et brugbart alternativ til den borgerlige politik, og arbejde på at skabe et selvstændigt alternativ baseret på modstand mod begge de borgerlige regeringsalternativer.

Valgets lære (3)

De virkelige sociale og politiske bevægelser i det danske samfund – det, der bobler under overfladen – afspejles kun i forvrænget og uklar form ved folketingsvalg af denne karakter.

Der eksisterer dybe og rodfæstede folkelige bevægelser, som ikke slår igennem og ikke kan slå igennem parlamentarisk pga. hele denne situation. Det er den massive antikrigsbevægelse, det er EU-modstanden, det er den brede folkelige modstand mod den nyliberalistiske nedskæringspolitik, og det er arbejderklassens voksende modstand mod jobudflagning, lønnedgang, arbejdsløshed osv.

Enhedslistens fremgang er kun en mat afspejling af disse virkelige bevægelser og af en stor del af ungdommens venstregående bevægelse.
Denne kom bl.a. til udtryk ved et prøvevalg organiseret af STOP NU-initiativet i ugen op til valget. Ungdomsvalget omfattede alt 455 deltagende uddannelsesinstitutioner, ca. 100.000 unge stemte. Her fik SF og Ø hhv. 15 og 11 pct., samlet 26 pct. af stemmerne, mens VK og Dansk Folkeparti fik 34,5 pct. tilsammen.

Valgets lære nr. 3: Venstrekræfterne må opbygge, organisere og synliggøre en front mod imperialisme, nyliberalisme og krig, rodfæstet i arbejderklassen og dens kamp, som ikke tager udgangspunkt i parlamentariske spekulationer, men i de virkelige tendenser i den danske befolkning.

Det er den centrale opgave, der stiller sig efter FV2005.

Se også
FV 2005: Valgets fakta

Foghs dagsorden
Leder Kommunistisk Politik 4, 2005

Fagbevægelsen efter valget: Tid til selvransagelse!
Kommunistisk Politik 4, 2005

Demokrati og valg
Leder, Kommunistisk Politik 3, 2005

Stop Nu-initiativets prøvevalg

Netavisen 16. februar 2005