Foghs dagsorden

Leder
Kommunistisk Politik 4, 2005

Folketingsvalget gav krigsforbryderen Anders Fogh Rasmussen grønt lys til at fortsætte sin dagsorden.

Danmark vil internationalt være at finde blandt den aggressive og krigsgale imperialismes kernelande, som et hjul i den akse, der udgøres af George W. Bush’s USA, Ariel Sharons Israel og Tony Blairs UK, som lige nu forbereder angreb på Iran, Syrien og andre suveræne lande, som ikke truer andre, og som i modsætning til denne ‘ondskabens trio’ ikke besidder atomvåben.

Fogh og Co. udlægger resultatet af valget som en vælgergodkendelse af denne politik og den danske deltagelse i den ulovlige krig og besættelse af Irak.
I forhold til opbygningen af Den Europæiske Union vil Foghs Danmark balancere mellem de europæiske supermagtsdrømme og det ‘transatlantiske partnerskab’. At få sikret et Ja ved den kommende folkeafstemning om unionsforfatningen er en hovedprioritet for Fogh og Co. ved begyndelsen af dens anden regeringsperiode.

Indadtil vil Fogh og Co. videreføre den nyliberalistiske offensiv mod arbejderklassen og det store flertal af danskerne: Foghs ‘vision’ for Danmark er – trods al pragmatisme og ‘midtsøgning’ -en unionstilpasset minimalstat, hvor arbejderne fratages deres tilkæmpede rettigheder, hvor de sociale budgetter barberes ned til et minimum (bestemt af klassekampens styrkeforhold): Skibsrederens og de multinationales (skatte)paradis, helvede for de underste. Denne kurs kaldes ’strukturreform’, ‘velfærdsreform’ – Fremtidens Danmark.

Valgløfternes tid er forbi: Nu skal de konkretiseres, modificeres og der skal sættes adresse på dem, der skal betale regningerne: det er ikke A.P.Møller. Den skjulte dagsorden, som sløret ikke blev løftet for i valgkampen, vil træde i karakter.
Det vil blive en periode med skærpet klassekamp. Arbejderne bliver tvunget på barrikaderne for at slå Foghs dagsorden tilbage.

Valget har efterladt socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i en dyb krise. Det kostede ikke bare Mogens Lykketoft og Holger K. Nielsen posterne som partiformænd, men det efterfølgende slagsmål i begge partier om formandskabet afslører også dybe interne modsætninger om partiernes politiske platform.

‘Fløjkrigene’ er brudt ud – og partierne søger med lys og lygte efter formandskandidater, hvis hovedopgave vil være at holde sammen på stumperne og videreføre de interne kompromisser, den interne magtbalance, som Lykketoft og Holger K. hver især havde etableret.

Det vil ikke være så nemt igen. Vælgertilbagegangen for de to partier er et plastisk udtryk for reformismens, den socialdemokratiske klassesamarbejdspolitiks, krise. Den aggressive imperialisme og den nyliberale Union har ingen plads til det traditionelle reformistiske klassesamarbejde. Borgerskabets kontrakt med socialdemokraterne er opsagt.

Hverken socialdemokraterne eller SF har i den situation formået at formulere et selvstændigt projekt, en reformistisk vision for fremtidens Danmark. Før i tiden hed projektet ‘demokratisk socialisme’, ’socialisme via et flertal i folketinget’, ’skabelsen af et arbejderflertal’. I konkretiseret form hed det f.eks. ‘overskudsdeling’, ‘ØD’, ‘demokratisering’ (eller i DKPs variant: ‘antimonopolistisk demokrati’).

I dag hedder det ingenting. Alle partier konkurrerer på fraser om ‘mennesket i centrum’: Det er de borgerlige partiers reklamefolk mindst lige så dygtige til som reformisterne.

I praksis har de to socialdemokratier indsnævret deres fremtidsvisioner til en luftig plan om at reformere Den Europæiske Union, som de vil forvandle til en global ‘moralsk’ supermagt, som lægger afstand til den aggressive amerikanske supermagt.
Da denne drøm både fremstår som en utopi, der modsiges af alle erfaringer med Unionen og modsiges af selve dens grundlag – den nyliberalistiske unionsforfatning – er det ikke nemt for S eller SF at overbevise om deres nye projekt, endsige sikre sig begejstret tilslutning.

De har placeret sig som halehæng til det europæiske monopolbourgeoisis projekt ‘Europas Forenede Stater’. Der er ikke noget at sige til, at også en stor del af arbejdervælgerne finder, at det så kan være hip som hap med, hvem der i Danmark skal stå i spidsen for projektet, og falder for de borgerlige partiers udspekulerede demagogi.
Folketingsvalget har endelig gravlagt ideen om ‘arbejderflertallet’ – som strategi eller taktik.
Det er Fogh og Co., som suverænt sætter den parlamentariske dagsorden.

Se også
Hvad viser FV2005?
Valganalyse, Kommunistisk Politik 4, 2005

Åbent brev til venstrekræfterne
Arbejderpartiet Kommunisterne

Netavisen 17. februar 2005