Efter det irakiske valg:Bush’s fornyede krig

Bush-regeringen forbereder nye krige: Borgerkrig i Irak – Angreb på Iran …

Kommunistisk Politik 4, 2005

Den 19.-20. marts vil antikrigsbevægelsen over hele verden være på gaden igen – ved to-året for indledningen af den ulovlige aggressionskrig mod Irak.
I appellen fra Verdens Sociale Forum WSF i Porto Alegre hedder hovedparolen:
‘Tropperne ud af Irak nu! Ikke flere krige!’

For opgaven for antikrigsbevægelsen består ikke blot i at bringe besættelsen af Irak til ophør. Genvalget af Bush og fortsættelsen af hans krigspolitik viser at faren for nye krige og ny aggression er overhængende. Iran står centralt i skudfeltet for Bush’s planer, som er samstemt med Israels Ariel Sharon og den ‘trofaste’ Tony Blair.

Er Anders Fogh Rasmussen stadig medlem af en kvartet, af dette krigsforbryderkor?
Der er grund til at frygte det. Hans udtalelser til støtte for Sharon-regimet under valgkampen med deres fascistiske undertoner tyder på det.


Den amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice har været i Europa for at forberede bossen besøg i næste uge

Efter det irakiske valg

Det illegitime irakiske svindelvalg har været en større propagandasejr for George W. Bush, hvis udlægning af det som et ‘kæmpeskridt mod irakisk demokrat’ og mellemøstligt demokrati i det hele taget, er blevet gentaget af hans allierede og venner blandt regeringsledere over hele kloden.

Den irakiske valgkommission har offentliggjort resultatet af studehandlerne bag lukkede døre: Den shi’itiske liste United Iraqi Alliance, støttet af ajatollah Al-Sistani, fik 47 pct. af stemmerne og flertal i det nye parlament. Det ser ud til at den peger på Dawa-partiets leder Ibrahim al-Jafaari som afløser for den direkte amerikansk-indsatte Allawi som regeringsleder.

Den kurdiske alliance har fået en stærk overrepræsentation af stemmer og medlemmer af den ny ‘grundlovgivende’ forsamling i forhold til andelen af befolkningstallet: 25 pct. På tredjepladsen kom Allawis liste med angiveligt godt 13 pct. af de afgivne stemmer ved det fiksede valg.

De øvrige lister og partier fik – hvis de kom ind – meget begrænsede stemmeprocenter og et enkelt, to eller en lille håndfuld medlemmer af parlamentet. Det gælder også det irakiske kollaboratørparti Iraks Kommunistiske Parti, hvis valgalliance fik to mandater.

Valgets vinder blev som forudset shi’itiske islamiske partier. Det paradoksale er, at disse kræfter har tætte forbindelser til præstestyret i Iran – og det er dem, der nu vil udforme en islamisk stat i Irak, hvor sharia’en igen kommer til at spille en stor rolle. Sløret og sharia’en kommer med de amerikanske raketter …

Den stærke modstandsbevægelse har tvunget USA til at lave et kompromis med disse kræfter for at kunne opretholde besættelsen. De shi’itiske ledere, der forkyndte, at det var en synd ikke at stemme ved valget, fortalte også vælgerne, at de ville forlange de amerikanske tropper ud efter valget. Det vil de ikke. Den ‘militante’ shi’itiske leder Muqtada Al-Sadr er ude med at krav om en præcis dato for amerikansk tilbagetrækning.

Valget er fremstillet som et stort nederlag for modstandsbevægelsen. Den fortsætter imidlertid – og er fortsat den stærkeste faktor, som kan bremse Bush aggressionsplaner. Når mange shi’iter i løbet af en tid opdager, at amerikanerne ikke trækker sig tilbage, vil de tilslutte sig modstanden, der nu står over for opgaven at udforme ikke bare en militær, men også polisk modstandsalliance.

Amerikanerne satser på ‘irakisering’ af konflikten: at irakere slås med hinanden, først og fremmest på en borgerkrig mellem shi’iter og sunnier, og gør alt hvad de kan for at fremme sekterisk splittelse som midlet til at fortsætte og konsolidere deres tilstedeværelse.

Iran i sigtekornet

Det brutale og barbariske irakiske præstestyre var blandt de største tilhængere af Bush’s fupvalg i Irak. Det har en indlysende interesse i at sikre deres venner vigtige positioner i det irakiske spil. Bush-krigernes retorik peger umiskendeligt på Iran som det næste mål for militær aggression. Det har hele tiden været Tel Avivs plan.

Den ny amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice har været sendt på diplomatisk turné til Europa for at genoprette de gamle venskabsforbindelser, og det samme har krigsminister Rumsfeld. Det er vigtigt at neutralisere eventuel europæisk modstand op til ny aggression.

Påskuddet for aggression mod Iran har allerede længe været klar: Det er dets postulerede forsøg på at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben, atomvåben. Både Israel og USA har truet med at bombe iranske anlæg – USA fra nogle af de 15 permanente militærbaser, det har bygget i Irak.

Men Iran er ikke det eneste mål for amerikansk militær aggression. Også Syrien og Nordkorea står på listen over det, Condoleeza Rice ikke længere kalder ‘ondskabens akse’, men ‘tyranniets udposter’ – og som USA har en hellig mission i at ‘demokratisere’.

Samtidig laver man nye komplotter for at vælte Hugo Chavez i Venezuela. Efter de mislykkede kup, planlægger USA nu at bruge Colombia og dets hær som sin brik i spillet og udløse en krig mellem de to lande.

I det politiske og militære kaos, som Bush-administrationen har skabt, ligger kun en ting fast: Bush mener, at han har mandat til fornyet krig, til nye krige.
Antikrigsbevægelsen verden over er opmærksom på det.

Netavisen 16. februar 2005