Demokrati og valg

Leder
Kommunistisk Politik 3, 2005

Det borgerlige demokratis, parlamentarismens, væsen består, som det er blevet sagt, i ‘kunsten at regere mod folket ved hjælp af folket’.

Danmark ville ikke være medlem af Den europæiske Union og på vej ind i Europas Forenede Stater, hvis ikke det var tilfældet – for flertallet af danskerne har været imod dette projekt fra starten – helt tilbage i 1972, da man stemte ja til det ‘Europæiske Økonomiske Fællesskab’. Hvis det ikke var tilfældet, ville Danmark ikke være deltager i den ulovlige krig og besættelse af Irak. Og var det ikke sådan, ville det såkaldte ‘velfærdssamfund’ – resultaterne af arbejderklassens kamp igennem årtier – ikke være på vej i skraldespanden, som det er.

Det borgerlige demokratis princip er det modsatte af demokrati: nemlig princippet om, at flertallet må indordne sig under mindretallet og dets interesser.
Det borgerlige parlament er ikke andet end en snakkemaskine oprettet med det formål at bedrage almindelige mennesker, som Lenin sagde. Eller med Karl Marx’s kontante ord, så skal vælgerne
‘hvert tredje (eller fjerde, KP) eller sjette år afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke folkets mål i parlamentet.’
Valget i Danmark består i, hvilken fraktion inden for det danske borgerskab, som skal styre de kommende år, – og som repræsenteres af henholdsvis Fogh og hans gruppe eller Lykketoft/Jelved og deres halehæng fra SF og Enhedslisten.

Hele kampen mellem de to blokke, de to statsministerkandidater og de to regeringsalternativer, er ikke andet end et stort og aftalt skuespil, som skal forhindre den virkelige opposition i at manifestere sig ved valget. I bedste amerikanske stil organiseres ‘valgdueller’ mellem præsidentkandidaterne, hver med deres medbragte hold af mobiliserede og højtråbende unge klakører.

Hvis den virkelige folkelige opposition søger at komme til udtryk i valgkampen, bliver den i medierne nærmest fremstillet som terrorister, som det var tilfældet da nogle krigsmodstandere i Svendborg protesterede – tilmed aldeles fredeligt og fuldt lovligt – ved et af Fogh Rasmussens reklamefremstød.
Fogh og Lykketoft var enige i at fordømme krigsmodstanderne i Svendborg.

Selvfølgelig bliver stemmerne og folketingspladserne købt: Valgbudgetterne til FV2005 har aldrig været større. En stor del af valgskuespillet, herunder partiernes valgkampe, betales af skatteyderne. Monopolerne giver også deres bidrag. A.P. Møller ser gerne, at Fogh-regeringen fortsætter, og har nu sat Pia Kjærsgaards støtteparti på listen over værdige modtagere af midler fra den almennyttige fond: Dansk Folkeparti har fået – beskedne – 100.000 kr. af Maersk.

At de ‘respektable’ og ‘demokratiske’ politikere ikke viger tilbage for regulære ulovligheder for at sikre sig penge til valgkampen, fik Ekstra Bladet afsløret, da avisen tilbød 5 forskellige politikere 40.000 kr. som ulovlige, anonyme tilskud. Blandt de åbent borgerlige politikere var der fuldt hus. 3 ud af 3 tog med glæde imod pengene. De var alle særdeles opfindsomme med hensyn til, hvordan de ulovlige midler kunne skjules. Da de blev afsløret, beklagede de selvfølgelig: De kendte ikke reglerne! De er stadig værdige til at sidde i folketinget. Deres partier har tilgivet dem.

Valget afgøres på de to store TV-kanaler, og ‘duellerne’, valgkampsreportagerne, de daglige meningsmålinger og de særligt udvalgte eksperters valgkommentarer er en central del af det store spil om, hvem af de to regeringsalternativer, der faktisk kommer til at råde over folketingsflertallet og regeringsmagten.

Det største vælgerkøb hedder valgløfterne. Det er en særlig konkurrencesport, der går så stærkt, at ingen kan følge med: 5 milliarder til skolerne? Ingen højere? Bingo!
De stakkels vælgere er nok skeptiske, men ‘de mener det jo godt nok’, politikerne.

Det største valgløfte af dem alle sammen ved FV2005 stod Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theill for. Hun er slagkraftig, virker oprigtig – og er blevet en af valgets mediestjerner. I sine afslutningsord i et TV-vælgermøde – ‘Op af sofaen’ – med alle partierne, kunne hun meddele, at selvom Enhedslistens drøm om et helt andet samfund måske lød utopisk, kunne den realiseres ‘bid for bid’ – og hun gentog: ‘bid for bid’ – via folketinget.
Det er ikke bare det største, men også det frækkeste, bedrag af dem alle.

Nertavisen 3. februar 2005