En demokratisk revolution forudsætter at Irak befries fra udenlandske tropper

Nyhedskommentar
Ole S. Larsen

De USA-trofaste danske medier udbasunerede, at søndagens valg – under besættelsesmagtens bajonetter – var det ”det første frie valg i Irak” – som Berlingske kalder deres dækning af ”fup-valget”.

Det siger en hel del om de borgerlige mediers underdanighed og fedteri overfor Nato-alliancens Führer-stat – supermagten i Washington.
En stat som i stadig højere grad optræder som en diktatorisk voldsmagt.
Berlingske videregav det proamerikanske lakaj-regimes propaganda om 72 % valgdeltagelse, men må dog indrømme at dette tal blev trukket tilbage senere. Det var for stor og løgnagtig en overdrivelse til at nogen skulle tro på den.

Alligevel forsætter Berlingske :
”Søndagens valg i Irak blev en større succes end ventet og dermed alligevel blev et vigtigt skridt i landets demokratiske udvikling” (01.02.05)
Ren papegøjesnak. Ingen af Berlingske- journalisterne var i Irak, ligesom der ikke var en eneste international valgobservatør i landet.

Georg W Bush forklarede i sin ‘tale til Unionen’ for et par dage siden at: “Vi bekæmper terrorister i Irak for at slippe for at kæmpe med dem på gaderne her”.
Til det er der at sige, at inden Bush sendte den amerikanske ind i Irak fandtes der ingen “internationale terrorister” i Irak. Under Saddam Hussein-regimet fik Al Queda og Osama bin Ladin ikke mange ben til jorden i Irak.

For 50 år siden – i 1953 – var der også et valg, som blev kaldt “frit”, for at legitimere den daværende britisk-amerikanske Påfugle-Konges (Faisal II’s) enevældige magt. Dengang var Irak også var under britisk og amerikansk ”overvågning”.

Dengang som idag var de irakiske oljereserver i hænderne på udenlandske kapitalistiske monopoler, og dengang som nu blev en valgfarce stablet på benene for at legitimere den udenlanske inflydelse og den voldelige undertrykkelse af det irakiske folks stræben efter national og demokratisk befrielse.

I 1953 gjaldt det valget til en rådgivende forsamling uden hverken udøvende eller lovgivende beføjelser. Det er sigende, at vore dages borgerlige medier fremhæver den irakiske Konges valgfarce i 1955 som et frit valg – ligeså frit som søndagens valg-farce.
Mindre end fem år senere, i 1958, blev den korrupte marionet styrtet af en revolutionær flodbølge, og lige siden har USA og Storbritannien gjort alt for at Irak skal ”vende tilbage” til 1950ernes ”demokratiske magtforhold” – hvor kontrollen over olien lå hænderne på britisk-amerikanske selskaber.

“Mellemøsterns olie er altfor vigtig til at ligge i hænderne på araberne “, sagde USA’s udenrigsminister Henry Kissinger – krigsforbryderen fra krigen i Indokina , da han fremlagde planerne om en ”Pax Americana” i Mellemøsten.

Den amerikanske imperialisme har aldrig haft nogen ægte interesse i demokrati i de regioner, hvor de har tropper. I lande som Kuwait og Saudiarabien regerer halvfeudale monarkier uden ”frie valg”, uden faglige rettigheder for millioner af ”fremmedarbejdere” og uden lige rettigheder for kvinder.
Ligesom USA – militært og økonomisk – støtter den zionistiske kolonistat Israel og dens apartheid-lignende undertrykkelse af palæstinenserne.

Genom historien har USA arrangeret det ene valg efter det andet. Bluff-valget i Syd-Vietnam i 1967, som blev gennemført under amerikanskt overvågning , blev kaldt demokratisk, og der taltes om ”fremgange med 83 procent valgdeltagelse”, mens vietnamesiske børn løb skrigende gennem de napalm-nedbrændte landsbyer .

Det gentager sig i denne tid.
De borgerlige medier påstod at 83 procent af vietnameserne gik til valgstederne. Historien viste, at de såkaldte ”frie valg” under USA’s kontrol var bluff og svindel – sat i værk for at føre den stærke antikrigs-opinion bag lyset.
Nu gentages den samme falske ciffer-eksercits om Irak-valget.
Først var der 72 procent som havde stemt, nogle timer senere var stemmeprocenten faldet til 60 procent, i overenstemmelse med hvad de amerikanske marionetter i den irakiske valgkommission sagde inden valget.
Dagsordenen var allerede skrevet af de amerikanske herskere.

Men bag de opblæste propaganda-trompeter dukker der nye oplysninger op, som peger i en anden retning.
Avisen “DEBKA files”, som er tæt knyttet til den zionistiske stat Israels efterretningstjeneste Mossad, angiver andre – mere realistiske stemmetal .

De zionistiske krigsforbrydere i Israel – som opmuntrede aggressionen mod Iraks folk og tidligere har bombet Bagdad – har et behov for at give militæret pålidelig information om, hvordan virkeligheden ser ud, bag de officielle
propaganda-historier, som befolkningen i de krigsførende lande spises af med.

I “Debka-files” angives det at de officielle 60 procenten i selve værket ikke var mere end 40-45 procent. Avisen skriver, at valgdeltagelsen i de såkaldte ”shiitiske” områder “var nedslående”.
Det var bare i de to religiøse byer Najaf og Karbala, at deltagelsen kom op på 80 procent.
I andre tætbefolkede byer i det sydlige Irak var valgdeltagelsen ikke engang 40 procent. I Basra, den næststørste by i Irak, var valgdeltagelsen ikke mere end 32-35 procent, selvom lakaj-administrationens funktionærer påstod, at 90 procent havde stemt.

I visse Bagdad-bydele åbnede mange valglokaler i det hele taget ikke, og i områder, hvor modstandsbevægelsen var stærkere, var der 150 valglokaler som aldrig blev åbnet. For at sætte prikket over i’et blev titusindvis af kurdere transporteret ind til Kirkuk i busser for at øge den kurdiske repræsentationen i ”smelteovnen” Kirkuk.

Det kan meget vel tænkes at disse tal fra ”Debka”, som nu er ”sluppet ud” også er opblæste, men ikke så meget, at de mister troværdigheden overfor forskellige beslutningstagere.

Det findes stor anledning til at sætte spørgsmål ved de Washington-trofaste mediers dækning af dette valg i Irak. Hvis et valg var blevet gennemført under lignende forhold i noget andet land i verden, var det blevet fordømt og afskrevet som fup og fusk.

I Irak var der ingen valgobservatører og alle forberedelser var gjort af besættelsesmagten.
Alt blev gennemført under overvågning af USA’s ambassadør John Negroponte. Det var samme ambassadør, som fra 1981-85 i det mellemamerikanske land Honduras støttede de fascistiske dødspatruljernes terror og mord på tusinder af mennesker i landet.

En sag er helt sikker: Det irakiske folk vil ikke have de udenlandske besættelsestropper i landet. Det er virkeligheden – ikke engang i besættelsesmagten egne opinionsundersøgelser har de kunnet manipulere noget folkeligt flertal for amerikansk militær besættelse frem, og det irakiske folks modstandskamp vil fortsætte til besættelsestropperne er drevet ud.

Kilder:
Berlingske Tidende – Nyhedsbureauet DEBKA files/ inter_pres –
http://www.debka.com/article.php?aid=974

Netavisen 4. februar 2005