De gamle venner og livet i dødvandet

Af Franz Krejbjerg
Kommunistisk Politik 2, 2005

Med en taktik, der nærmest kan sammenlignes med at bygge sandslotte, bevæger samlingsprocessen mellem KPiD og DKP-ml sig nu igen rundt i dødvandet. Denne gang to skridt tilbage til KPiDs sidste kongres.

DKP-ml’s landsledelse hos fotografen

I løbet af de sidste par år er det lykkedes for DKP-ml og Kpid at afholde fælles sommerlejre og et par fællesledelsesmøder. Forløbet er ikke længere end jeg lige hurtigt kan genopfriske hukommelsen hos den læser, der måske for længst har glemt romancen.

* For snart 8 år siden (i foråret 1997) udskiltes af DKP-ml de partimedlemmer, der fulgte partiets beslutninger og linje og med det revolutionære DKP-ml som kerne havde s at en samling af de danske kommunister på marxismen-leninismens grund på dagsordenen – og en gruppe, der ønskede en topstyret partisammenlægning mellem DKP-ml, KPiD, Fælles Kurs og DKP stjal magten i partiet.

* I foråret 2003 tog KPiDs kongres en beslutning om at gå med i en undersøgelse af projektet: et nyt fælles parti bestående af DKP, DKP-ml og KPiD.

* I sommeren 2003 mødtes DKP-ml og KPiD og smed DKP ud af processen, med den skrivebordsbegrundelse at DKP ikke havde noget færdigt program eller ‘demokratisk centralisme’.

* Foråret 2004 (på det indtil videre sidste fælles ledelsesmøde) stillede KPiD nye krav til DKP-ml. De skal f.eks. æde hele den (sovjet)revisionistiske internationale og droppe deres egne venner.

* April 2004 nedsættes en 8 mands arbejdsgruppe, der skal lave et fælles oplæg til en ny køreplan.
I november kommer konklusionen: partiet kan stiftes i 2006! DKP-ml vedtager planen, mens KPiD forkaster den med en glad henvisning til, at planen ikke nævner DKP og at KPiDs kongresbeslutning jo udtrykkeligt nævner, at DKP skal med.

* I efteråret 2004 kører den store opstart på en fælles opstilling til kommunalvalget november 2005 med hastige skridt mod afgrunden. DKP/ML afviser fælles opstilling i København, og KPiD opgiver at stille op. DKP-ml vil hellere arbejde med deres nye organisation “Borgerinitiativet Ja til Europa – Nej til EU-forfatning”.

* Februar 2005 er sat som deadline for en afklaring af KPiDs holdning til det videre forløb.

Enigheds-papirerne

Fra 1997 har Jørgen Pedersen (med rette) hævdet, at der ikke var nogen principielle uenigheder mellem DKP-ml og KPiD. Taktikken frem til nu har derfor gået på i praksis og i programmatiske diskussioner at godtgøre dette. Derfor blev der også lagt mange kræfter i sidste års fælles ledelsesmøder og i den efterfølgende beslutning om at nedsætte en 8 mands arbejdsgruppe til at diskutere såkaldte enigheds-papirer (altså enighed om strategi og taktik, parti og klasseanalyse).
Resultatet var altså udstukket på forkant med DKP/ML-formandens tese om enighed: Nu gjaldt det kun om at formulere denne enighed.

Derfor har arbejdsgruppen også udeladt en gennemgang af uenigheder og problemer.
F.eks. er spørgsmålet om det kommende fælles partis internationale placering kun nævnt som et tilfældigt punkt på dagsordenen på et af deres møder, mens problemstillingen er forsvundet.

Med hensyn til klasseanalysen er de kommet frem til den konklusion, at de er enige med Lenin i den generelle definition af klassebegrebet!
De er også enige et stykke hen ad vejen, når det handler om den generelle beskrivelse af klasserne i Danmark og de økonomiske modsætninger mellem disse. Men hvad er den sociale basis for tendenser, politiske strømninger og partier i Danmark? Her leder man forgæves i arbejdsgruppens enighedspapir.

De er kort sagt kun enige om, at de skal arbejde videre med spørgsmålet.
Mekanismerne er ellers ikke så komplicerede at forstå, et eksempel: når DKP-ml stiller med tre fagforeningsansatte og en handelsskolelærer til arbejdsgruppen, så vil også disse menneskers hverdag jo farve dem som individer. Almindelige arbejderes erfaring med deres repræsentanter i fagforeningerne er den simple at desto længere tid de har været ansat, jo støre fagforeningskontor, desto rigere fagforening, osv. – jo mere er de fagforeningsansatte blevet til repræsentanter for systemet i stedet for medlemmerne.

Marxismen løfter sådanne erfaringer til et videnskabeligt niveau og viser, at kun proletariatet er en virkelig revolutionær klasse, mens mellemlagene i deres kamp mod borgerskabet kun forsvarer deres nuværende stilling.

Sig mig hvor længe?

Den fælles arbejdsgruppe mellem de to enige partier er naturligvis enige om at basere det kommende fælles parti på forestillingen ‘det antimonopolitiske demokrati’ og anerkender den gradvise transformation af samfundet som forberedende trin til en revolutionær overtagelse af statsmagten.
Parolen hedder ‘arbejderflertal’, hvor den danske enhedsfagbevægelse spiller en nøglerolle. Parlamentet defineres som selvstændigt fra resten af statsmagten, og ved denne finurlige opdeling ser de sig i stand til at erobre den parlamentariske magt og ‘forberede revolutionen’.
I praksis altså ingen forskel fra tidligere forsøg som f.eks. Chile, hvor regeringen fik under tre år, før den blev myrdet af fascismen.

Med hensyn til de politiske spørgsmål, som arbejdsgruppen har behandlet og lavet en eller anden konklusion på, så er det ikke muligt at se, hvilken forståelse de egentlig har, fordi de formulerer sig meget generelt, bruger traditionelle formuleringer og ikke går dybere ned i de bagvedliggende ideologiske og filosofiske implikationer – samt mildt sagt er unøjagtige i den historiske detalje.

Hvad der står tilbage i det dunkle er derfor, hvorfor de ikke går sammen, når de nu er så enige om at være enige?
Revisionismen giver selv svaret: Mistillid, magtkampe, forræderi, personlige og parlamentariske ambitioner har alle dage været dens ødelæggende følgesvend, fordi revisionismens sociale basis er mellemlagene.

Det er nu snart 8 år siden, at DKP-ml opgav sin revolutionære linje til fordel for en topstyret ’samlingsproces’ med de opsplittede revisionistgrupper. Siden er disse selvudnævnte ‘kommunister’ blevet stadig mere marginaliserede og ubetydelige i det politiske landskab, DKP-ml og KPiD indbefattet.

‘Samlingen’ befinder sig stadig i dødvandet.
Hvordan synes I selv det går?

Netavisen 23. januar 2004