Rundt om USA’s ulovlige valgfarce i Irak

Af Carsten Kofoed
talsmand for Komiteen for et Frit Irak

Den 30. januar afholdes der valg i Irak. Et overgangsparlament bestående af 275 medlemmer, provinsråd i de af Iraks 18 provinser, hvori valget afvikles, samt et 111 mand stort kurdisk parlament skal vælges. Overgangsparlamentet skal blandt andet danne en overgangsregering og lave et udkast til en permanent grundlov for Irak, der efterfølgende skal føre til en grundlovsmæssig valgt regering inden den 31. december 2005. Sådan lyder i store træk den officielle udlægning af valget og dets formål.

Ulovligt valg

Men det forestående valg i Irak er helt igennem illegitimt. Den amerikansk ledede angrebskrig mod Irak var ulovlig i henhold til FN’s Charter, hvilket FN’s generalsekretær Kofi Annan også nødtvunget indrømmede for nogen tid siden – cirka halvandet år efter den kriminelle aggression. Derfor er alt, hvad besættelsesmagten har foretaget sig i Irak som følge af denne ulovlige krig – afsættelsen af Iraks regering, opløsningen af den irakiske stat, oprettelsen af marionetadministrationer og -institutioner og hele den såkaldte politiske proces, som valget er en del af – også ulovligt. At FN’s Sikkerhedsråd med diverse resolutioner (1483, 1511 og 1546) har forsøgt at gøre det ulovlige ”lovligt”, ændrer intet ved, at både krigen og besættelsen er ulovlig i forhold til international ret. Hvad der derimod er fuldstændig lovligt ifølge samme ret, er irakernes modstandskamp, en ret, som er nedskrevet i artikel 51 i FN’s Charter, men som besætterne, når irakerne udøver den, kalder for ”terrorisme”.

Selv inden for den ulovlige besættelses rammer er det, besætterne er i færd med i Irak, ulovligt.

Da de amerikanske olierøvere og deres medbragte eksilirakiske lakajer indtog Bagdad, annullerede de nemlig Iraks gældende forfatning fra 1990, som blandt andet forbød udenlandsk ejerskab af landets naturressourcer og basale produktionsmidler. Dette banede eksempelvis vejen for privatiseringen af over 200 statsvirksomheder til fordel for hovedsagligt amerikanske firmaer. Sådanne grundlæggende forandringer i Iraks samfundsmæssige struktur er ulovlige i henhold til Den Fjerde Haag-konvention (1907) og Den Fjerde Geneve-konvention (1949), som tilsammen fastslår, at en besættelsesmagt skal respektere det besatte lands eksisterende love, medmindre den helt og fuldt er afskåret fra at kunne gøre det.

Mens det selvstændige Iraks grundlov blev revet i stumper og stykker, stod USA bag udformningen af en ny, ”den midlertidige grundlov”, som det amerikansk indsatte Regerende Råd vedtog den 8. marts 2004. Det er denne, som sammen med resolution 1546 fra FN’s Sikkerhedsråd så at sige udgør det ”lovmæssige” grundlag for valget, der altså ikke afholdes på basis af en folkevalgt grundlov, men på et sæt spilleregler, som er lavet af USA og blåstemplet af amerikanernes udpegede irakere.

USA har fuld kontrol

Netop accepten, skriftligt, af denne ulovlige midlertidige ”grundlov” er en betingelse for at blive godkendt som opstillingsberettiget parti af Iraks Uafhængige Valgkommission, der som resten af dagens officielle Irak på ingen måde er uafhængig. Den blev oprettet af USA (dekret 92, 31. maj 2004), som også har dikteret loven om politiske partier (dekret 97, 15. juni 2004), der blandt andet forbyder alle organisationer, der har en væbnet gren, og som ikke fuldt ud anerkender besættelsesmagtens ”love” i Irak.

Men at deltage på disse amerikanske præmisser er ikke noget problem for de partier, der rent faktisk deltager i valget, for ingen af de opstillede partier og alliancer har det folkelige krav om besættelsens øjeblikkelige ophør eller i det mindste en dato for denne på dagsordenen. Det skyldes selvfølgelig, at de alle, uden undtagelse, ikke ville have den position, som de har i Irak i dag, hvis ikke besættelsesmagten var der. Derudover har USA betalt for sine ”irakiske” partier, blandt andet gennem USAID, som alene har givet 80 millioner dollars til organisationer som pro-Reagan-tænketanken National Endowment for Democracy, der skal ”støtte den demokratiske proces”. USA har fuld militær, politisk og økonomisk kontrol over sine irakiske ”politikere”.

Danskere stemmer også – på usynlige kandidater

I Danmark udmønter den irakiske valgskandale sig i, at selv danske statsborgere kan stemme – hvis de har en irakisk baggrund. Det kan de i øvrigt også i 13 andre lande, hvor Den Internationale Organisation for Migration (IOM) organiserer valget for de omtrent en million irakiske stemmeberettigede, der tilsammen lever i de 14 lande. De irakiske vælgere, med eller uden fremmed statsborgerskab, vil hverken kunne se kandidaternes navne eller billeder på stemmesedlen, kun partinavn og -logo, for Vestens irakiske ”demokrater” frygter modstandsbevægelsen, der på det seneste har optrappet og sofistikeret sine aktiviteter med blandt andet direkte angreb på amerikanske militærbaser og på grund af sin folkelige udbredelse og voksende opbakning nu stort set straffer kollaboratørerne efter behag.

Skræmt fra vid og sans og dybt mistroiske over for det folk, som de hævder at skulle repræsentere, sidder de irakiske parlamentskandidater beskyttet i besættelsesmagtens hovedkvarter i Bagdad, hvorfra de på de amerikansk kontrollerede og finansierede tv-stationer døgnet rundt bombarderer den irakiske befolkning med smarte valgreklamer for deres forhadte partier. Imens fører besættelsesmagten ”valgkamp” ved at begå massakrer og kaste napalmbomber over Falluja for at ”sikre ro og orden” til den ”demokratiske” proces. For ganske nylig har Allawi-styret forlænget den såkaldte undtagelsestilstand med 30 dage, så den også vil virke under valget. Som om en besættelse med mere end 150.000 udenlandske tropper, massetortur og mere end 100.000 dræbte civile irakere siden krigens start ikke er undtagelsestilstand!

Valgets formål og dansk støtte

Under ovenstående betingelser burde det være indlysende, at det forestående valg på ingen måde kan betegnes som hverken legitimt, frit eller demokratisk. Alligevel støttes det af regeringen og den socialdemokratisk-radikale ”opposition”. Et skridt på vejen mod demokrati kalder de valgfarcen, som de har støttet med 25 millioner kroner, og som de erklærede besættelsesmodstandere i SF og Enhedslisten har set som deres opgave at bakke op om ved at sikre, at så mange stemmeberettigede i Danmark som muligt får mulighed for at deltage i dette ulovlige valg. Regeringen og hele vejen ud til venstre er enige om at bruge danske skattekroner på at give herboende irakere og ”irakiske” danskere, cirka 15.000 i alt, fuld rejserefusion i forbindelse med vælgerregistrering og stemmeafgivelse. SF og Enhedslisten har med deres valgstøtte startet det nye år med at udstille en bedrøvelig kendsgerning: Der findes ingen principiel og konsekvent modstand mod den ulovlige besættelse af Irak i det danske folketing.

For hvad er valget? Det er en brik i USA’s og Israels store plan om, ikke at demokratisere, men at kolonisere Irak, at gøre Irak til en loyal amerikansk-zionistisk oliekoloni, hvorfra dominans over og aggression mod områdets nabolande kan udøves. Det er nok et forsøg på – efter to amerikansk indsatte marionetregimer, som begge er dumpet – at få installeret en irakisk regering, som tilstrækkeligt mange irakere vil betragte som ”legitim”, hvilket ville betyde, at nedkæmpelsen af modstandsbevægelsen i højere grad end nu ville kunne ”irakiseres”. Dette ville bane vejen for, at USA kunne begynde tilbagetrækningen fra Irak, en besættelse, som bliver stadig mere upopulær i USA, og som indtil nu har kostet USA cirka 150 milliarder dollars, og for tiden er oppe i næsten 6 milliarder dollars om måneden. Presset på hjemmefronten stiger, mens moralen i den skandaleplagede amerikanske hær falder.

Modstanden boykotter

Så USA’s plan går ikke, som den skal. Det er heller ikke lykkes at oppiske den etniske og religiøse splittelse blandt irakerne til et niveau, som kunne udgøre brændstoffet til en regulær borgerkrig, som kunne dele Irak, hvilket er Israels mål. Selvom valget har en borgerkrigsfremmende dagsorden, så er det meget lidt sandsynligt, at det vil kunne give dette resultat. Dertil er enheden omkring de helt afgørende politiske spørgsmål i Irak, nemlig afvisningen af besættelsen og støtten til Iraks enhed, for stor.

Stort set alle Iraks 5 millioner arabiske sunnimuslimer, cirka 20 procent af den irakiske befolkning, forventes at boykotte valget. Men de arabiske sunnimuslimer vil ikke være de eneste, som nægter at deltage i valgfarcen, hvilket er det indtryk, man let får, hvis danske medier er ens eneste nyhedskilde. Den shiamuslimske leder Moqtada al-Sadr boykotter også valget sammen med de nu mere end 100 politiske partier, der en efter en har annonceret deres boykot af det ulovlige valg, foruden den væbnede modstand selvfølgelig.

Den 13. januar meddelte Farid Ayar, talsmand for den irakiske valgkommission, at han forventer, at cirka halvdelen af de irakiske vælgere stemmer, det vil sige, cirka 7-8 millioner. Af det kan man konkludere, at tallet vil være betydeligt lavere, for Allawi-regimets repræsentanter hører ikke til dem, der ligefrem er kendt for at holde sig til sandheden, som nok snarere er, at valgets karakter som en legitimering af USA’s brutale besættelse og dennes forlængelse, den udbredte folkelige lede ved besættelsen, som naturligvis ikke står til diskussion ved valget, og modstandens trusler mod og angreb på valgkollaboratører og valgsteder tilsammen vil betyde, at valgdeltagelsen bliver endog så lav, at den ene million eksilirakere og andre statsborgere, herunder 250.000 israelere, som stemmer i udlandet, vil få en ganske stor relativ vægt.

Valgets konsekvenser og den nære fremtid

Netop fordi valget er USA’s valg, vil ”valgresultatet”, et kurdisk-shiitisk marionetstyre meget lig det i dag, ikke få nogen væsentlige konsekvenser med hensyn til besættelsen. Til gengæld har udviklingen i det år, der er gået, siden shiismens øverste åndelige leder, ayatollah Ali al-Sistani, bragte et par millioner irakere på gaderne i Bagdad og Basra, vist, at al-Sistani i dag har stillet sig på besættelsesmagtens side. Han har endda været primus motor i dannelsen af Iraks Forenede Alliance, en klar shiamuslimsk liste, der blandt andet omfatter samarbejdspartierne SCIRI og Al-Dawa, ja selv den bedrageridømte krigstilhænger, den nu forhenværende Pentagon-yndling, Ahmad Chalabi. Endvidere har al-Sistani udstedt en religiøs forordning, der opfordrer shiamuslimerne til at stemme ved valget under fremmed besættelse. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at to af al-Sistanis nære medarbejdere for ganske nylig er blevet dræbt. Dette kunne tolkes som om, at modstandsbevægelsen er ved at miste tålmodigheden med al-Sistani og hans samarbejdslinje, der som en tung dyne ligger over en ikke ubetydelig del af shiamuslimerne.

For det er dem, der som ”fisk svømmer i folkets hav”, Maos velkendte beskrivelse af guerillaen, der har teten i Irak i dag. Lederen af marionetstyrets efterretningstjeneste, Mohamed Abdullah Shahwani, sagde den 3. januar, at den væbnede modstand udgøres af mere end 200.000 aktive modstandsfolk og sympatisører, som hjælper med alt fra efterretninger over logistik til skjulesteder. De 200.000 er af propagandamæssige årsager helt sikkert en underdrivelse, men at marionetstyret nævner et tal, der tilmed er højere end besættelsesmagtens troppeantal og den irakiske quislingehær tilsammen, viser, hvor stor opbakning og kraft modstandsbevægelsen egentlig har, noget, der også ses af den kendsgerning, at land efter land er blevet jaget ud af Irak, senest Ukraine og Portugal. Det er alene takket være den væbnede modstand.

To ting vil have ganske stor betydning i den kommende tid. Aktiveringen af større dele af den shiitiske befolkning, herunder genaktiveringen af al-Sadr, i befrielseskampen og lukningen af olieeksporten i det sydlige Irak, som ikke har været under samme angreb som i nord, hvor modstandsbevægelsen praktisk talt har lukket for dette store bidrag til USA’s krigsmaskine. Et dagligt tyveri af irakisk olie på 2 millioner tønder til en gennemsnitspris på 40 dollars per tønde giver USA 2,4 milliarder dollars om måneden, hvilket er mere end en tredjedel af det, som USA i dag bruger månedligt i Irak. Olien er i allerhøjeste grad en del af det irakiske folks befrielseskrig.

Men ét er sikkert: USA’s ulovlige valgteater med irakiske kollaboratører og landsforrædere, der profiterer på besættelsen, udsalget og ødelæggelsen af deres eget land, som skuespillere og den irakiske befolkning som statister vil hverken kunne bremse eller blot svække modstanden mod besættelsen. Tværtimod vil tiden efter valget meget hurtigt, ligesom efter ”magtoverdragelsen” i juni 2004, yderligere reducere og isolere dem, som fabler om ”fredelig afvikling af besættelsen”. Uret tikker for modstandsbevægelsen og det store flertal af irakere, der ønsker besættelsen bragt til ophør her og nu.

Originalartikel: http://www.fritirak.dk/artikler/synspunkt/2005/0117-ck.htm

Hjemmeside/Website: www.fritirak.dk

Netavisen 17. januar 2005