Stemmeret og fodlænker

Bag kassen
Kommunistisk Politik 24, 2004

“Bistandsklient satte ild til sig selv”
Sådan lød overskriften til en af de små notitser, som i dagbladene er samlet på stribe i spalter fra top til bund i aviserne. Notitsen var blandet sammen med de mere gængse, som i stor udstrækning kunne være taget direkte fra politiradioen, hvilket et udpluk af de øvrige overskrifter underbygger: Færre spritbilister, 18-årig voldtaget i solcenter, Barn kørt ned af 17-årig osv. osv.

Ved en nærmere fordybelse af disse spaltenotitser finder man faktisk en hel del pudsigheder. De er alle sammen brygget af Ritzaus Bureau og må have til formål at dække den mere sensationslystne og skandalehungrende del af læserne.

Ved andet gennemsyn konstaterer man, at notitserne er meget præcise i deres benævnelse af anden etnisk baggrund, når indvandrere i første, anden eller tredje generation er indblandet. Det er også karakteristisk, at historierne sjældent bliver fulgt op. De får så at sige ofte lov til at stå alene til stor begejstring for nogle læseres fantasi.
Det var også gældende for historien om bistandsklienten.

Ganske vist redegjorde notitsen for, at den 29-årige mand havde forvoldt skaden på sig selv, idet han “tilsyneladende var utilfreds med størrelsen på sin kontanthjælp og overhældte sig selv med benzin, som han havde medbragt i en flaske. Herefter satte han ild til sig selv.”
Historien endte angiveligt lykkeligt, idet en vagtmand og en anden klient “resolut fik smidt manden på gulvet og rullet ham rundt…..Manden slap med forbrændinger på arme, hænder, hals og ansigt.”
Det var jo godt.

Lad nu Ritzaus og redaktionssekretærers valg om læsernes brug af deres fri fantasi komme til sin ret:

Manden var jo i forvejen ikke til megen gavn for samfundet. Han var røget ud på samfundets tredje revle, hvor han ikke kunne bunde.
Han havde tidligere stået på første revle med fast arbejde; men var på grund af omstrukturering blevet bortrationaliseret. Derefter gik det den tunge gang over anden revle med nogle år på dagpenge. Kurser med forskellige kurser kombineret med aktivering med offentlig støtte på nogle fabrikker holdt håbet om nyt arbejde i live.

Det gik ikke og pludselig var han stødt ud på det yderste, – der hvor man mister alle forhåbninger om igen at vende tilbage til havets overflade. Omgangskredsen svandt også ind, og det blev mere og mere vanskeligt at se sig selv, sin familie og bekendte i øjnene. Han havde nu i en årrække oplevet fornedrelsen på byens socialkontor, hvor de udstødte blev behandlet skeptisk, kritisk og ydmygende.
Det kunne let være historien.

Til gengæld er følgende de nøgne fakta:
Få dage inden sit selvmordsforsøg kunne han i radioen høre, at en ungdomspolitiker i Venstres Ungdom gjorde sig til talsmand for at fjerne stemmeretten for dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og pensionister.
VU’eren, der ernærede sig selv som studerende på overførselsindkomst, mente tilsyneladende, at de øvrige grupper er nassere, der skal fratages deres borgerlige demokratiske rettigheder.

En højtstående Venstrepolitiker slog efterfølgende fast, at synspunktet var i overensstemmelse med hendes medlemskab af Venstre, så længe det var et personligt standpunkt. Det eneste, der kunne bringe eksklusion på banen, var en åbenlys tilkendegivelse af sympatier for Hitler.

Hvis vores kære kontanthjælpsmodtager dagen efter ildspåsættelsen var faldet over notitsen, kunne han i notitsen lige over læse følgende ny betragtning om sig og sine lige:
“Der er for stor forskel på at afsone i en strandvejsvilla og i en toværelses lejlighed på Vesterbro. Derfor rammer regeringens lovforslag om hjemmeafsoning med elektrisk fodlænke skævt, mener Landsforeningen af beskikkede advokater.”
I stedet bør de tildeles samfundstjeneste, mener advokaterne.

Netavisen 3. december 2004