Stem som vi vil

Kommentar
Kommunistisk Politik 24, 2004

Den danske valgkamp er i gang. Partiernes kampagnestrategier er fastlagt, kandidatlisterne klar, de fleste valgplakater trykt, annonceteksterne udkastet og slagordene pudset af. Det er det danske demokratis ypperste masseaktion, selve kernen i demokratiet: vælgernes ‘dom’, ‘folkets’ afgørelse’.

Venstre Ungdom går til valg:
Søde piger vil fjerne stemmeretten for en stor del af danskerne

Endnu ved kun statsministeren, om det bliver i januar, selvom alle regner med det. Det er den lille taktiske gevinst, som regeringen og regeringspartierne normalt har overfor den parlamentariske opposition: statsministerens ret til at bestemme, hvornår valget udskrives. Og Fogh behøver stadig ikke udskrive det, før der er gået fire år – nemlig til november 2005, hvor det næste kommunalvalg ifølge loven skal finde sted.

Alt er således lagt op til et normalt dansk valg, med det repræsentative demokrati som sikker vinder, uanset hvem som bliver valg, og hvem som kommer til at danne regering.

Alle danske statsborgere over 18, i landet og udenfor, kan stemme – bortset fra nogle få umyndiggjorte, som er frataget stemmeretten. Det her er ikke USA, hvor man skal registreres hos partierne for at stemme, og hvor 6-7 millioner straffede, især sorte, ikke har valgret.

Valghandlingen foregår uden direkte tryk, stemmesnyd finder (stort set) ikke sted og har ikke indflydelse på resultatet; valgtilforordnede fra de forskellige partier kontrollerer hinanden. Det her er ikke USA, hvor et enkelt parti i den enkelte stat eller valgkreds kan organisere valget, kontrollere optællingen eller programmere den elektroniske stemmeafgivning for George W. Bush.

Forholdstals-valgsystemet gør, at mandaterne fordeles proportionalt efter de afgivne stemmer – med en enkelt undtagelse: spærregrænsen. Det her er ikke England eller de amerikanske delstater, hvor vinderen tager det hele og kalder det ‘verdens bedste demokrati’.

Partier, der har haft penge og kræfter til det og indsamlet underskrifter nok til et enkelt mandat, er opstillingsberettigede, efter en besværlig godkendelsesprocedure. Får man 2 pct. af de afgivne stemmer, vil man normalt få fire medlemmer af folketinget. Det er bare ærgerligt stemmespild, men det her er ikke USA eller UK eller Tyskland med forholdstalsvalg, men en spærregrænse på 5 pct.

Det her er rigtigt demokrati. Det er rigtige ‘frie valg’. Ikke som USA, hvor valgresultatet afgøres af monopolstøtte og demokratiske begrænsninger og valgsvindel sørger for resten. Det her er ikke Irak, som skal lære rigtige ‘frie valg’ på amerikansk og bombes, massakreres, intimideres og manipuleres til demokrati. Det er ikke et østland eller en tidligere sovjetstat som Ukraine, der har lært demokrati, organisering af valgresultater og valgsvindel af et USA, som i sidste omgang afgør om et valg et hvilket som helst sted har været ‘frit’ og ‘fair’. Det vil sige: som USA vil have det.

‘Frie valg’ betyder på præsidentamerikansk ‘Stem som vi vil’: Ellers laver vi det bare om. Og der er ikke en eneste fidus til at ‘organisere’ et ‘demokratisk valgresultat’, som USA ikke kender og ikke har brugt et eller andet sted.

Den almindelige stemmeret og valgene i Danmark, som vi kender dem, er resultatet er en mere end århundredlang kamp mod den herskende klasses eksklusive kontrol med den politiske proces, mod de privilegeredes ‘demokrati’.

Fremtrædende medlemmer af Venstres Ungdom drømmer sig tilbage til de gode gamle dage, hvor ejendom var lig med stemmeret, og vil have, at stemmeretten fjernes for alle på overførselsindkomst – fra pensionister over arbejdsløse og bistandsmodtagere til unge på SU. Forslaget kommer fra den samme kreds af ‘ultraliberalister’, som skriver udkastet til Anders Fogh Rasmussens nytårstaler.

Denne gang gik den for langt: “Jeg tager klart afstand fra de pågældende udtalelser. De stemmer på ingen måde overens med den demokratiopfattelse, vi har i Venstre”, måtte statsministeren meddele vennerne og vælgerne.

For det her er ikke Irak eller Afghanistan, som bombes til ‘fri valg’ under udenlandsk besættelse i ‘demokratiets’ navn, selvom Anders Fogh også kalder dét for demokrati. Det er ikke Albanien eller Serbien eller Hviderusland eller Ukraine, hvor ‘de frie valg’ omstødes efter amerikansk finansierede masseprotester, selvom Anders Fogh kalder det for ‘demokratiske revolutioner’.

Det her er Danmark og heller ikke Venstres store liberale forbillede USA. Den ivrige VU’er gik for langt, da hun ikke blot anbefalede den amerikanske to-parti-model, dens beskårne stemmeret, monopolfinansierede valgkampagner og ‘rigged elections’, men gik halvandet hundrede år baglæns i Danmarkshistorien.

Og først og fremmest: Det er ikke nødvendigt. Indskrænkninger i stemmeretten og valgsnyd er ikke nødvendige for at få det resultat, som det danske ‘VI’ ønsker. Det er ikke nødvendigt at rokke ved illusionerne om det nærmest perfekte ‘folkestyre’. Indtil videre, i al fald.

Fogh har styr på det. Modellen: at ‘regere mod folket ved hjælp af folket’ har virket godt og længe for den herskende klasse i Danmark. Penge, organisation, professionelle valgkampagner, manipulation, systematisk splittelse og løgn, løgn og atter løgn er nok til, at vi stemmer, som de herskende vil. Indtil videre.

Netavisen 3. december 2004