Demokrati rimer på lig

Leder
Kommunistisk Politik 23, 2004


Massakre på Falluja: ‘Demokratiets’ triumf

Yassir Arafat: palæstinensisk martyr. Valgt præsident for et folk, hvis land gennem mere end et halvt århundrede har været besat. Et mishandlet, undertrykt, fordrevet folk, som et aggressivt Israel og supermagten USA har terroriseret og nægtet de mest elementære rettigheder – indbefattet retten til en selvstændig stat.

Arafat var symbolet på den palæstinensiske identitet, på Palæstinas kamp og håb. Han var og han forblev kaptajnen, der nægtede at forlade broen. da Israel satte skibet i brand med fly og bomber og jævnede huse og oliventræer. Isoleret i sine sidste år i Ramallah, reelt som Israels fange, politisk anbragt på sidelinjen, stemplet som ‘terrorist’ og ‘politisk irrelevant’, forblev symbolet Arafat hos sit folk til det sidste, i en af dets sværeste og mest afgørende stunder, under den brutale israelske massakre og ulovlige besættelse, beordret af slagteren Sharon. De sidste måneders israelske ‘offensiv’ i Gaza har været en opvisning i fascistisk statsterrorisme.

Så myrdede Israel Arafat – og ‘terroristen’ blev ‘statsmand’, fik en statsmands æresbevisninger med besøg ved kisten af regeringschefer og udenrigsministre, som hyldede ham i døden. Og endelig vendte han hjem fra sin sidste odyssé, til sit sørgende folks arme og sit hjemlands hellige jord.

Allerede før hans legeme var blevet koldt og mens lovordene over Arafat lød højest fik verden at vide, at hans død betød et nyt håb for palæstinenserne: Forhindringen for en løsning af konflikten med Israel var væk, en ny proces mod fred kunne begynde.

Arafat forrådte ikke sit folk. Han opgav aldrig dets grundlæggende rettigheder og krav. Derfor blev han myrdet, og hans død skal bane vejen for en israelsk-amerikansk dikteret ‘løsning’ – på bekostning af palæstinenserne og den arabiske verden.

Et enormt pres bliver nu lagt på palæstinenserne for kapitulation. Det er planen, at en ‘ny præsident’ skal indgå en sådan ‘fredsaftale’. Det er en situation, som stiller ekstreme krav til det palæstinensiske folks enhed og dets modstandsvilje. I døden forenede Arafat endnu engang sit folk omkring dets mål: et frit og uafhængigt, demokratisk Palæstina.

Kun en samlet folkevilje kan modstå imperialismens pres og den kristne og zionistiske fundamentalismes aggression. En samlet folkevilje i Palæstina, Irak, i hele den arabiske verden. Den racistiske dæmonisering af arabere og muslimer kender ingen grænser. ‘Muslimhaderne’ – islamofoberne – ophidser til religionskrig, til racekrig. Det ligger som en vedholdende undertone i USA’s proklamerede mål om at skabe en ny ‘demokratisk’ ordning i Mellemøsten. Apartheidmur i Israel, apartheid, indre terror og politisk undertrykkelse indadtil i USA og de vestlige lande.

Mens Israel har terroriseret Gaza og dræbt Arafat, har USA gennemført stormen på Falluja i Irak, lagt en historisk by i ruiner og massakreret dets indbyggere og modstandsfolk. Bare ved denne ene aktion er der dræbt flere mennesker end der omkom 11. september 2001. Det er starten på en amerikansk storoffensiv angiveligt for at sikre ‘frie valg’ i Irak. Falluja blev ødelagt og dets indbyggere fordrevet eller dræbt for at ‘redde byen’ og ‘sikre den mod terror’. Nu er turen kommet til Iraks tredjestørste by Mosul – og endnu en snes bynavne står på listen.

Under al denne terror har islamofober i Danmark og verden over haft travlt med at udnytte terrormordet på den hollandske filmmand og islamofob Theo van Gogh til at udsprede deres hadske budskab om de muslimske og arabiske ‘undermennesker’, som kun kan dræbes til demokrati.

Ikke én fremtrædende dansk politiker har fordømt folkedrabet i Falluja. Ramaskriget ved en massakre, som ligger på linje eller overgår den berygtede massakre på Hué i Vietnam, er udeblevet.

Tværtimod er der imens truffet en ny bred aftale i folketinget med deltagelse af Radikale og Socialdemokraterne om at forlænge de danske besættelsestroppers tilstedeværelse i Irak, mens Holland og Ungarn har besluttet at trække sig ud af svineriet.

Og størstedelen af de intellektuelle dukker hovedet og tier. Krigsforbryderen Anders Fogh Rasmussen kan slippe af sted med at erklære: “At trække sig ud af Irak eller blot diskutere det på nuværende tidspunkt er at spille terroristernes spil”, og hans udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen kan om massakren på Falluja erklære: “Det, der er sket nu, det er et klart fremskridt…. det er et skridt i den rigtige retning”.

Krigsforbrydelser og massemord bliver blåstemplet og medierne tramper på grave og lig og råber:
“Terrorister: I fik hvad I har fortjent.”
Det er fascismens, kolonialismens og imperialismens perverse logik.

På amerikansk, israelsk og officielt dansk: ‘Demokrati’ rimer på lig.

Netavisen 17. november 2004