NATO’s ny koloniorden: Baglæns fra det 20. århundrede

Af Rick Rozoff
Reality Macedonia

Koloniimperier i 1914, af Matthew White.

En nyhedsartikel fortæller, at Den Demokratiske Republik Congo hjemkalder sin ambassadør fra sin tidligere koloniherre i Bruxelles i protest mod, at den belgiske udenrigsminister Karel De Gucht har opfordret til, at Congo ‘placeres under internationalt ‘mandat’, så udenforstående kan styre landet’. Det sker lige op til Congo’s første omfattende almindelige valg siden det fik selvstændighed fra Belgien for fyrre år siden.

Denne diplomatiske pinlighed er et nøgent udtryk for de internationale udviklinger over de sidste tretten år og for det mønster, som uimodsigeligt toner frem – nemlig den stadig mere tydelige genetablering af forbindelser mellem de tidligere kolonimetropoler og deres eks-kolonier, som minder mere om det 19. end det 20. århundrede.

Afrika i 1812. Fra Arrowsmith Atlas

Når netop Belgien af alle lande gør sig til talsmand for et ‘internationalt mandat’ for Congo efter modellen fra 1877, som gjorde Bruxelles til formel ansvarlig for en fælles vesteuropæisk kolonisering af Centralafrika, sker det på baggrund af en fransk og tysk anført EU-troppeanbringelse i Congo i begyndelsen af sidste år.

UK har nu igen fået kontrollen over sin tidligere vestafrikanske koloni Sierra Leone tilbage, også her med tropper, ligesom dets militær er vendt tilbage til Afghanistan efter at være blevet fordrevet derfra ved de britiske invasioner i 1838-42, 1878 og 1919.

Godt 9000 britiske soldater er også tilbage i Irak efter at de sidste UK-soldater forlod landet i 1932 efter dets daværende besættelse, og naturligvis opretholder London sit koloniale overherredømme over Diego Garcia, Nordirland, Malvinerne (britisk betegnelse: Falklands-øerne) samt diverse caraibiske og andre besiddelser.

Tilsvarende er franske tropper tilbage i Haiti, Cote d’Ivoire (Elfensbenskysten) og Djibouti, den sidstnævnte delt med allierede NATO tropper fra USA og Tyskland. Der foregår en stadig mere omfattende tysk global militær ekspansion. Berlin har for øjeblikket flere oversøiske tropper end nogen anden nation bortset fra USA, og er ved at krybe ned af den østafrikanske kyst hen imod dets tidligere koloni Tanganika.

Som den seneste udvikling i FNs Sikkerhedsråd demonstrerer, så har Paris igen blikket vendt mod Libanon. Ligesom UK og andre NATO-alliere fortsætter Frankrig undertrykkelsen af århundredgamle kolonier – i Paris’ tilfælde den italiensktalende ø Korsika, Martinique, Guadalupe, Saint Martin, La Reunion, Mayotte i Det Indiske Ocean og Fransk Polynesien.

De Forenede Stater – som aldrig officielt har været koloniherre – har igen fået kontrollen over sin halvkoloni Liberia og amerikanske marinesoldater er tilbage i Haiti, med disses tidligere blodige optræden under den amerikanske besættelse af denne nation fra 1915-1934 stadig i frisk erindring hos haitianerne.

Danmark har stadig kolonibesiddelse over Grønland med dets majoritet af inuitter/eskimoer og opretholder det som en fælles dansk-amerikansk miltærbase, som snart vil være hjemsted for ‘Stjernekrigs’-missilskjolds-anlæggene. Det samme gælder Færøerne, hvor meningsmålinger regelmæssigt viser, at de fleste indbyggere ønsker uafhængighed fra København.

Holland besætter stadig Antillerne, hvorfra det hjælper sine NATO-allierede USA og UK med overvågning og anden assistance i forbindelse med krigen mod oprørerne i Colombia.

Spanien er besluttet på at genvinde kontrollen med et olierige Ækvatorial Guinea, når næste kupforsøg lykkes, og besad indtil for nylig kommandoen over tidligere centralamerikanske og caraibiske kolonitropper i Irak.

For ikke at blive holdt uden for NATOs genoplivede kolonialliance planlægger Portugal en tilbagevenden til Sao Tome og Principe, med deres nyligt opdage olierigdomme, og Guinea Bissau, når det næste succesrige kup gennemføres der.
Derudover har Portugal gennem de sidste fire år anført årlige fælles militærøvelser med dets tidligere kolonier Brasilien, Angola, Øst-Timor, Sao Tome og Principe, Cap Verde, Guinea Bissau og Mozambique.

Tættere på den klassiske europæiske kolonialismes hovedstæder er tyrkiske og tyske tropper vendt tilbage til Balkan, hvor Serbien og Macedonien ‘decentraliseres’, fragmenteres og genetableres som de fakto-kolonier i sig selv, med de samme herrer som førhen, de samme som genkoloniserer verden fra nord til syd, fra øst til vest.

Gid der var en ny Mark Twain eller Joseph Conrad som kunne afsløre dette nye internationale kolonityveri for hvad det er.

Originalartikel:
NATO’s New Colonial Order: Going Backwards From the Twentieth Century
Reality Macedonia

Netavisen 28. oktober 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater