Valg i Hviderusland

Strøtanker
Kommunistisk Politik 21, 2004

Når medierne boltrer sig i ord som diktator, manglende pressefrihed, forfølgelse af oppositionspolitikere og valg, der ikke overholder de internationale standarder må jeg undersøge, hvad det er for et samfund.
Hvorfor er det pludselig så vigtigt, når de samme forhold ikke omtales og kritiseres, når de findes i vores eget samfund eller i andre såkaldte vestlige demokratier?
Hvorfor får vi for det meste kun nogen generaliserende påstande og ikke konkrete facts om forholdene?
Hvor går grænserne for, hvad der hører under et lands selvbestemmelsesret?

Med de seneste EU-udvidelser ligger Hviderusland eller Belarus, på grænsen mellem Rusland og EU’s indflydelsessfærer.

Landet har en god infrastruktur og en meget veluddannet befolkning, men meget lave lønninger. Et eldorado for industrien. Den store medieinteresse for Hvideruslands demokratisering handler derfor i høj grad om at bane vejen for vestlig industri.

Lukasjenko balancerer på en knivsæg, hvor han på den ene side forsøger at bevare de gode handelsforbindelser med Rusland og de øvrige tidligere sovjet-stater uden at sætte muligheden for at udvide handelen med EU og andre overstyr. På den anden side forsøger han at forbedre befolkningens levestandard og undgå markedsøkonomi.
Denne balancegang har ført til mange kritisable kompromiser og til undertrykkelse af pressefrihed og demokratisk opposition, utilstrækkelig indsats, da landet ramtes af Tjernobyl-katastrofen i de nordlige provinser, en katastrofe, der stadig kræver mange ofre.

Hvad befolkningen foretrækker, ved jeg ikke, men her er et par tal, der kan være med til at nuancere forståelsen af forholdene i Belarus, et land der er 4 gange så stort som Danmark og har dobbelt så mange indbyggere, og hvor Lenin og proletariatets diktatur ikke er skældsord:

Fra 2003 til 2004 (første ½-år)
– steg Hvideruslands nationalprodukt med 10,3%
– steg industriproduktionen med 14,4%
– steg landbrugsproduktionen med 5,7%
– realindkomsten pr. indbygger steg med 12,4%

Analfabetisme er omtrent ukendt 99,7% kan læse og skrive
Alle har adgang til rent vand
Gini-koefficienten, som udtrykker forskellen mellem rig og fattig var i 2001 på 34 (mod 52 i Rusland, 25 i Danmark), på niveau med England og Irland
Landet bruger 6% af BNP til uddannelse og overgår herved de andre tidligere sovjetstater og en lang række europæiske lande (herunder Tyskland, Østrig, England, Frankrig m.fl.)

Blandt CIS-landene (fællesmarkedet af tidligere sovjetstater)
– har de den laveste dødsrate for børn under 5 år
– har de førstepladsen for udgifter pr. person til sundhedsvæsenet (464 US-$)
– flest telefonlinier: 299 pr. 1000 indbyggere
– forholdsvis dobbelt så mange internetbrugere som Rusland

Netavisen 21. oktober 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne