Fiskedøden

Et rekordstort antal mindre fiskere har søgt om ophugningsstøtte. EU’s reguleringssystemer har gjort det umuligt at tjene til dagen og banken.

Fiskeindustrien har en helt særlig rolle i de sidste halve århundredes bedrøvelige udvikling for den danske fiskerflåde. Industrien, EU’s støtte ordninger og statens bankgarantier til værfter og fiskere, er alle dele af den ufortalte historie bag overfiskningen.

‘Overfiskning’ er i virkeligheden et lidt skævt begreb, sagen handler mere om, at prisstyring og kvoter har betydet, at bifangster systematisk er blevet smidt over bord som affald.

Mekanismen er, at fiskeren får penge for sin fangst efter kvaliteten – altså jo større fisk jo bedre pris – mens kvoterne handler om, hvor mange tons fisk, han må lande. Dvs. at det er tilladt at fange en fisk og smide den ud igen, hvis den er “for lille”.

For at regnskabet skal nå sammen ønsker fiskeren jo så, at han i opfyldelsen af sin kvote lander de størst mulige fisk. Alt andet ryger over bord, inden han kommer i havn.

Hvor mange tons fisk, der ryger over bord, er ubegribeligt og til tider mange flere, end der bliver landet. Mekanismen bag overfiskning er altså en ganske simpel økonomisk kalkule.

Ordningerne, der skulle “hjælpe” erhvervet med f.eks. statsgarantier, har betydet, at de enkelte fartøjer er blevet større, og dermed er overfiskningen accelereret. Større skibe er meget mere effektive. Jagten på den maksimale indtjening er blevet mere ubarmhjertig.

Skiftende ministre holder konsekvent hånden over systemet og ønsker kun at give støtte til ophugning, hvis den samlede tonnage i fiskerflåden bevares – dvs. gerne færre skibe, men større. Fordi aftalen med de andre EU lande betyder, at reelle nedskæringer i tonnagen ikke kan udvides igen. Og tildelingen af kvoter fungerer efter, hvor meget flåden vejer.

Tilbage er en historie om et erhverv, der af industri og EU er blevet tvunget til at ødelægge grundlaget for sin egen eksistens, da de sidste hummere og rødspætter blev fisket og efterlod havet goldt som en ørken.

Netavisen 19. oktober 2004