Jobløse Danmark

Hvert fjerde job er i farezonen på kortere sigt. Derudover er hvert andet job sårbart og usikkert. Kun den sidste fjerdedel regnes for ’sikre’ på længere sigt. Det viser en opsigtsvækkende ny undersøgelse.

Kommunistisk Politik 19, 2004

Det danske arbejdsmarked er som i andre imperialistiske lande i voldsomt opbrud. Hundredtusinder af jobs er truede, ikke mindst de ufaglærtes arbejdspladser. Hver fjerde danske arbejdsplads, især i industrien, står i fare for at forsvinde de nærmeste år. Omkring 375.000 arbejdspladser står overfor at blive nedlagt, viser en omfattende undersøgelse, foretaget af konsulentfirmaet Rambøll Management for Ugebrevet A4 og DR Undervisning.

De halvanden million danske lønmodtager-jobs er indgået i undersøgelsen, som meget detaljeret sætter tal på tre grupper:

373.700 job er ‘truet’.
728.525 job er ’sårbare’.
385.279 (!) job er ’sikre’.

Hvert fjerde job står altså i fare for at blive nedlagt på kortere sigt. Det gælder især for ansatte inden for træ-, papir-, møbel-, jern- og metalindustrien (altså kernejob i industrien) – og først og fremmest de ufaglærte. Desuden trues de ufaglærte inden for serviceerhverv. Også en del lederjobs rationaliseres væk.

I den modsatte fjerdedel – i kategorien ’sikre jobs’ – finder man ‘faglært arbejde med mellemlange videregående uddannelser’. Det er især jobs inden for den offentlige sektor – som blandt andet pædagog, sygeplejerske og politibetjent. Specialister med en lang videregående uddannelse har også ret sikre job.

Halvdelen af de danske arbejdspladser befinder sig mellem disse to kategorier. De er ’sårbare’ – usikre på noget længere sigt.

Fogh-regeringen lader sig ikke ryste af disse tal. Tværtimod lader den såkaldte beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (for 117 gang) i Politiken (20.09) meddele, at ‘kurven er knækket’:
– Nu vender det, og måned for måned vil vi se, at ledighedskøen bliver mindre og mindre.

Indtil videre har det modsatte vist sig. Antallet af arbejdsløse og langtidsledige vokser. Opsvinget er udeblevet. Kommer det vil det ikke knække arbejdsløshedskurven. Fænomenet kaldes ‘det jobløse opsving’ og Rambøll-undersøgelsen peger på to hovedfaktorer bag denne situation: Arbejdspladserne flyttes simpelthen til udlandet, hvor arbejdskraften er billigere (det kaldes også ‘globalisering’) og rationaliseringer på grundlag af den nyeste teknologi slagter titusinder af arbejdspladser.

Den kapitalistiske økonomiske cyklus (hvor et solidt opsving ikke er sat ind i Danmark eller nabolandet Tyskland), den skærpede konkurrence på verdensmarkedet og den medfølgende flytning af hele industrier samt den ny fase i den teknologiske revolution økonomiske krise er de afgørende grunde til, at Fogh-regeringens løfter om arbejdspladser ikke holder, og dens ‘beskæftigelsespolitik’ har spillet fallit.

Dens egentlige politik består heller ikke i at skabe arbejdspladser, men at trykke arbejdskraften: alle arbejdende skal arbejde mere, længere, være langt mere fleksibel, og finde sig i hvadsomhelst. De arbejdsløse skal jagtes helt i bund.

Og mens basisindustrien flyttes ud af landet og ufaglærte arbejdspladser får tabt, har LO-fagbevægelsen kun et svar: mere uddannelse. Det nydannede storforbund 3F (Fagligt Fælles Forbund) af det sammenlagte SiD og KAD, der har fået Knud Erik Skov Christensen udpeget som formand, har heller ingen egentlig strategi for fuld beskæftigelse eller for at sikre et bæredygtigt samfund på længere sigt. Det vil nemlig kræve en helt anden samfundstype: et socialistisk Danmark.

Se også
Opsvinget bed sig fast – i nakken af de fyrede
Kommunistisk Politik 19, 2004

Treparts-borgfred
Kommunistisk Politik 19, 2004

Netavisen 21. september 2004