‘Demokratiske socialisters’ opfattelse af demokrati og Lenin

Borgerskabet har i samklang med toppen af dansk fagbevægelse i tide og utide stedt Karl Marx’ tanker til de evige jagtmarker. Det er pudsigt nok: De samme revolutionære tanker kræves at blive jordbelagt en gang hvert årti, og på trods af al mulden lever de videre.

Det er på samme måde svært at komme uden om Lenins betydning for og rolle i den internationale arbejderklasses historie, men nu gøres der forsøg på at jordlægge den for den revolutionære bevægelse så afgørende figur.

Sømændenes Forbund forærede for år tilbage en statue af Lenin til Arbejdermuseet i København. Her har han så stået siden i nogenlunde fred og ro. I forbindelse med ombygningen og udvidelsen af museet er det faldet en kreds af borgere – bestående af 20 medlemmer af toppen af Socialdemokratiet med Lykketoft i spidsen – for brystet, at denne “ikke-demokratiske socialist” har en plads midt i hjertet af København. De kræver, at han fjernes. Indtil videre har bestyrelsen for museet (til dels) modstået presset.

Andre spørger, hvad det næste bliver: Skal Karl Marx og Engels censureres ud af skolebøgerne og fjernes fra bibliotekshylderne? Skal vi gå direkte over til bogafbrænding?

Underlaget for de “demokratiske socialisters” korstog mod Leninstatuen er udsagn om, at han angiveligt påførte sine medmennesker utallige lidelser. Når nu Lenin er trukket frem til debat, så lad os da mindes, hvilken rolle han havde.

Den vigtigste var ubetinget, at han stod i spidsen for opbygningen af det revolutionære kommunistiske parti i Rusland under zarstyret, hvilket var en afgørende forudsætning for den første socialistiske revolution i verdenshistorien, som han også stod i spidsen for. Lenin videreudviklede marxismens forståelse af imperialismens karakter samt forståelsen af det kommunistiske partis karakter. Fra revolutionen i 1917 til hans død i 1924 var han formand for partiet.

Den socialistiske revolution betød et radikalt vendepunkt til gode og glæde for alle arbejdende og småkårsfolk i det tidligere Sovjetunionen. Den betød fred, frihed, arbejde og brød. Igennem de næste fire årtier udvikledes Sovjet i en hast, det ikke var set før i historien, hvilket blandt andet resulterede i, at nazihærene måtte tage flugten i 1942-43.

For nu at blive ved krigsophidserne, så er det også værd at nævne, at det var Lenin, der op til udbruddet af 1. verdenskrig i den internationale arbejderbevægelse sloges mod opportunisternes, dvs. topsocialdemokraternes krigshysteri i alliance med deres egne borgerskaber.

Når nutidens “demokratiske socialister” kører et felttog mod Lenin, udtrykker det jo i sig selv, hvad de står for. Med kravet om fjernelse af hans statue siger det alt om deres egen demokratiopfattelse.

Med accepten og samarbejdet med den tyske nazimagt under 2. verdenskrig understreges denne opfattelse. Som monopolborgerskabets foretrukne regeringsparti siden 2. verdenskrig har arbejderklassen fået dets krisepolitik at smage i et halvt århundrede.

Hvad de “demokratiske socialister” ikke har, det har Lenin: En plads i hjertet af København.

Se også
De uovervindelige
Leder, Kommunistisk Politik 18, 2004

Netavisen 23. september 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne