Massakre i Kaukasus

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 18, 2004

Det var hæsligt: TV-billederne fra gidseltagningen af skolebørnene og massakren i Beslan i Nordossetien, en af de små kaukasiske nationer, har oprørt en hel verden.

Fra de første beretninger, som viderebragte de russiske myndigheders oplysninger om 3-400 gidsler, til det endte med et tal på dræbte børn, der var endnu større end dette, kunne TV-seere verden over afvente den tragiske udgang. Med erfaringen fra tidligere blodige gidseltagninger og de russiske myndigheders kendte reaktionsmønster var det på forhånd givet, at ingen af gidseltagerne ville slippe ud i live, og at der ville være høje tabstal på ofrene.

Det endelige mareridt overgik i sin grumhed alle forestillinger. Massemord på børn for åben skærm er den ultimative kvalme.

Rusland har fået sit ’11. september’. Det er det, der står tilbage, selvom alle andre spørgsmål omkring massakren er ubesvarede: Hvem der egentlig stod bag, hvorfor det fandt sted i Ossetien, hvad myndighedernes, efterretningstjenesternes og mediernes rolle i det hele var?

En ting, som er sikker, er den, at de officielle forklaringer, i al fald i første omgang, ikke nødvendigvis er til at stole på. Det er mindre end et år siden, at Spanien blev ramt af terror, og den daværende regering straks gik ud og fortalte, at det var den baskiske uafhængighedsbevægelse ETA, som stod bag. Den historie er stadig ikke afklaret.

Det sikre er, at det ikke var ETA – og at den daværende spanske regering, som bedrev politisk spekulation med terroren, blev tunget væk.
Bush-regeringen var i løbet af få timer efter den 11. september i stand til at udpege Osama bin-Laden og Al-Qaeda som terrorens ophavsmænd. Men er der nogen, der føler sig sikre i den sag?

Nordossetiens regering har meddelt rasende demonstranter, at den går af. Beslans og ossetiernes vrede, afmagt og krav om hævn søger retning – og Putin-regeringen peger på islamiske fundamentalister, Al Qaedas lokaldafdeling i Kaukasus. Den peger også på Tjetjenien og løsrivelsesbevægelsen dér. Den trommede gigantdemonstrationer sammen over hele Rusland i protest mod terroren og massakren – og til støtte for Putin-regeringen selv.

Putin har benyttet situationen til at erklære sin ‘krig mod terror’, som Bush gjorde med 11. september 2001. Den tidligere leder af den russiske efterretningstjeneste, som nu er præsident, har yderligere – ligesom Bush – erklæret, at hans krig ikke vil holde sig inden for de nationale grænser, men slå til mod ‘terrorister’ overalt, hvor de måtte findes. Det vil i Ruslands tilfælde især sige nabolandene, først og fremmest i Kaukasus.

Putin vil bruge terroren i Beslan til at styrke sin storrussiske politik, skærpe den nationale undertrykkelse i den råkapitalistiske russiske føderation og sikre sig en slags carte blanche til at føre krig.

Det brutale barbari, som massakren i Kaukasus er udtryk for, har storpolitisk baggrund og storpolitiske konsekvenser. Den globale ‘krig mod terror’ er, som de sidste års begivenheder har demonstreret til fulde, en fællesimperialistisk metode til krig og kolonialistisk slavebinding af folkene. Og den har en generel retning mod ‘islam’ og ‘muslimer’ – andre ord for de gigantiske olie- og magtpolitiske interesser, som i sidste ende bestemmer stormagtspolitikken.

Den får sine forskellige udtryk hos den ene eller anden imperialistmagts herskere, som hver især forfølger egne ‘strategiske interesser’. Konsekvenserne af gidseltagningen i Beslan vil synliggøre de russiske herskeres strategi.

Det vil være en overforsimpling at gøre det til et spørgsmål om den nationale kamp i blot et enkelt område som Tjetjenien, hvor den russiske krigsførelse under Jeltsin og Putin har kostet op mod 200.000 civile tjetjenere livet, her op mod 35.000 børn. Krigen i Tjetjenien står som en flammeoverskrift over det kapitalistiske Ruslands politiske fallit.

Men spændingerne i hele Kaukasus, der kan blive pustet til for at udløse nye krige, for at splitte og undertrykke folkene i dette udvidede Balkan med de enorme olieressourcer, kan kun forstås og bedømmes som en del af det geopolitiske imperialistiske stormagtsspil. Ikke kun Rusland, men i høj grad også USA, NATO og EU, der forsøger at oprette en militær og strategisk jernring omkring den potentielle imperialistiske konkurrent, har mere end en finger med i spillet og udviklingerne.

Vi kan konstatere, at sammen med ‘krigen mod terror’ breder terroren sig. Flykapringerne i New York og Pentagon, togsprængningerne i Madrid og massakren på nordossetiske skolebørn er blot nogle af de hæslige udtryk for denne hæslige og forbryderiske imperialistiske krig.

Det er ikke det amerikanske kontinent, som har oplevet disse seneste opsigtsvækkende terrorhandlinger. Det er det europæiske kontinent, det er Rusland. Det er Asien. Mellemøsten står i flammer, indhyllet i Bush’s ‘endeløse’ krig.
‘Krigen mod terror’ er imperialismens krig mod folkene.
Den bringes kun til ophør ved folkenes sejr over imperialismen.

Netavisen 9. september 2004