A.P. Møller – sejlende i død og ødelæggelse

Tale holdt af Carsten Kofoed, talsmand for Komiteen for et Frit Irak, den 5. september 2004 ved demonstrationen imod A. P. Møllers ”Åbent Skib” i anledning af indvielsen af containerskibet Albert Mærsk på Langelinie i København.

Som A.P. Møllers store, nye containerskib Albert Mærsk ligger der, ser det både fredeligt og imponerende ud. Solen skinner, og vandet omkring skibet er blåt, eller er det? Nej, den blå farve er kun tilsyneladende. Kølvandet fra A.P. Møllers skibe er rødt. Det er rødt af blodet fra blandt andet de tusinder af døde irakere, som hr. Møller – ivrig tilhænger af den ulovlige krig mod Irak – med sin transport af krigsmateriel til den amerikanske hær i Irak har ”befriet” til en tilværelse hinsides. Imens har han selv set sine profitter nå nye højder. I 2004 forventer Danmarks suverænt største købmand i død og ødelæggelse at opnå et overskud på ikke mindre end 20 milliarder kroner.

Ethvert menneske med en anstændig moral bør efter min mening føle den største afsky over for den business og de ideer, som en A.P. Møller har gang i og står for, for hans moral sidder kun ét sted: i pengepungen. Derfor er det heller ikke overraskende, at netop økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen sidste år på regeringens vegne hyldede A.P. Møller som et forbillede for hele Danmark, for Fogh-regeringen – den mest proamerikanske regering i Danmark nogensinde – har ingen anstændighed overhovedet.

Den danske regering er kort sagt en bande krigsløgnere og -forbrydere, der som en hovedopgave plejer en A.P. Møllers økonomiske interesser og sikrer hans blodige profitter. Som en anden Al Capone, med hovedsæde på Esplanaden i København, sidder den almægtige Møller og fører sine små, lydige dukker i regeringen og statsapparatet. Det kaldes med et fint ord for monopolkapitalisme og er et karakteristisk fænomen ved kapitalismen i dens imperialistiske fase, en fase, som verden har været i siden starten af 1900-tallet.

Men heldigvis er hverken A.P. Møller eller hans nære venner i den danske og amerikanske regering og stat alene i verden. Heldigvis er det sådan, at hvor der er imperialisme og dermed også udplyndring og undertrykkelse, er der også modstand og kamp for en verden på folkenes – og ikke de multinationales – præmisser. Og en af disse afgørende slagmarker er Irak, hvor et folk på 24 millioner, udrustet med ganske lette våben, bekæmper den amerikanske supermagt, som har besat Irak og med blandt andet A.P. Møllers hjælp sluger landets sorte guld, olien.

Lad mig derfor kort ridse den seneste udvikling i Irak op:

I Irak har sommeren været præget af det opsving i modstandskampen, som opstanden i april, der blandt andet endte med et befriet Falluja, satte i gang. Den såkaldte magtoverdragelse sidst i juni er fuldstændigt afsløret som en farce og løgn. Det amerikansk indsatte quislingestyre under ledelse af den mangeårige CIA-agent Iyad Allawi eksisterer kun i kraft af USA’s militære tilstedeværelse i Irak.

Til trods for massiv udenlandsk støtte er det ikke lykkes for marionetstyret at stabilisere besættelsen af den simple grund, at det hverken repræsenterer det irakiske folk eller har dets opbakning. Manglende folkelig støtte er også det ord, der bedst beskriver den amerikansk kontrollerede politiske proces, som blandt andet skal udmunde i såkaldte valg i januar 2005. Denne politiske proces, hvor forudsætningen for deltagelse er accept af besættelsen, har intet med demokratisering at gøre, men tjener alene til at stabilisere, konsolidere og forevige besættelsen af Irak.

Den såkaldte genopbygning i Irak er udplyndring, hvor Iraks rigdomme nu er i hænderne på firmaer fra de deltagende lande i den såkaldte koalition. Den nuværende økonomiske udvikling i Irak er således ikke til gavn for det store flertal af irakere – tværtimod. Og derfor er det heller ikke så sært, at tusinder af irakiske frihedskæmpere – på tværs af politiske, religiøse og etniske skel og støttet af millioner af irakere – bekæmper besættelsesmagten i stort set alle irakiske byer.

Den seneste større opstand mod besættelsesmagten i Irak fandt sted i august og havde sit centrum i shiamuslimernes hellige by, Najaf. I tre uger havde besættelsesmagten belejret Najaf. Mere end 1000 irakere blev dræbt under kampe mellem den shiamuslimske modstandsleder Muqtada Al-Sadrs modstandsfolk og den teknologisk stærkt overlegne besættelsesmagt. Men det lykkedes hverken at knuse eller afvæbne Al-Sadr og hans Mahdi-kæmpere, der blev den egentlige sejrherre i det slag. Al-Sadr, der i massemedierne fejlagtigt fremstilles som en islamisk fundamentalist med en islamisk stat i Irak på dagsordenen, er blevet kraftigt styrket. Millioner af irakere uanset religiøst tilhørsforhold står bag hans to retfærdige og demokratiske krav: besætterne ud af Irak og selvbestemmelse for irakerne.

De samme krav rejser vi her i Danmark over for den danske krigsforbryderregering ledet af Bush-nikkedukken Fogh. Men disse to krav kan aldrig virkeliggøres uden modstand, uden væbnet modstand, mod besættelsesmagten i Irak. Vi må derfor støtte irakernes legitime modstandskamp i hele dens forskellighed og bredde.

Et befriet Irak vil ikke bare være en kolossal glædelig begivenhed for irakerne selv, men det vil også betyde et stort tilbageslag for den amerikansk ledede ”krig mod terror”, en terrorkrig for USA’s uindskrænkede verdensherredømme og en krig, som A.P. Møller profiterer voldsomt af. Det vil også være en sejr for freden i verden, for det vil bringe os et lille skridt nærmere den fantastiske dag, hvor kilden til krig, imperialismen, ikke længere vil findes på vores fælles jord, og hvor dødens købmænd som en A.P. Møller ikke mere vil husere på verdenshavene, men hvor hans milliarder af kroner, tjent på død og ødelæggelse, vil komme hans ofre i blandt andet Irak til gode.

Lad mig derfor slutte med at sige:

A.P. Møller, du er en dødens købmand!
Besættelsesmagten ud af Irak!
Danske soldater hjem nu!
Støt det irakiske folks modstandskamp!

Komiteen for et Frit Irak www.fritirak.dk

Netavisen 6. september 2004