Venezuela sejrer – igen, igen!

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 17, 2004

Præsident Hugo Chavez sejrede klart ved sidste søndags folkeafstemning, om han skulle fortsætte sin valgperiode ud – med knap 60 pct. af stemmerne mod den forenede oppositions godt 40. Internationale observatører med en tidligere amerikansk præsident – Carter – i spidsen sagde god for valget og valgresultatet, selvom oppositionen råbte ‘snyd’ og det igen trak overskrifter i de borgerlige medier. Og venezuelanerne jublede – flertallet af dem, de fattige, for Chavez er deres præsident.

Det var ikke første gang, de har gjort det. Faktisk er Chavez den siddende præsident som oftest har fået sit mandat bekræftet ved et valg eller en folkeafstemning. Det seneste var nr. 8 siden 1998, hvor han blev valgt som præsident, da den korrupte politiske alliance af overklassens partier for første gang blev stemt ud.

Den venezuelanske elite har aldrig accepteret dette første nederlag – og har lige siden med alle tænkelige metoder, lovlige og ulovlige, parlamentariske og ikke-parlamentariske – fra vold, kupforsøg og attentater over demonstrationer, blokader og reaktionære strejker til nyvalg og folkeafstemninger – forsøgt at få Chavez fra magten for selv at genindtage deres tabte positioner og fortsætte den århundredgamle udplyndring af Venezuelas rigdomme og folk.
Denne korrupte elite hader Hugo Chavez, hans reformer til gavn for det store flertal og hans ‘bolivariske revolution’.

Bag den står et USA, som også er vant til at få sin broderpart af det venezuelanske røveri. Det mislykkede militærkup og ‘oppositionens’ almindelige undergravningstaktik er udklækket dér.

Både den amerikanske præsident Bush, hvis regering var indblandet i kuppet til op over begge ører, og hans udfordrer John Kerry betegner Hugo Chavez som ‘antidemokrat’. De borgerlige medier bliver ved med at fremstille ham som var han en selvindsat diktator eller kupmager. Men hvad angår folkeligt mandat og gennemkontrolleret demokratisk opbakning kan Chavez slå den nuværende amerikanske præsident med mange længder. Hans reformer, der tager sigte på at løfte flertallet af venezuelanere ud af fattigdom og uvidenhed, og bringe hele landet et gigantskridt fremad, er i dybeste forstand folkelige og dybt demokratiske.
Det er netop det, der har sikret ham USA-imperialismens og den hjemlige reaktions dybe og uudtømmelige had og udløst deres mest blodtørstige forbryderinstinkter.

‘Hemmeligheden’ bag Chavez popularitet er, at det ikke bliver ved ordene, ved de populistiske fraser: reformerne er reelle og mærkbare. Siden 1998 er levevilkårene for millioner af venezuelanere blevet dramatisk bedre.

Minimallønnen er blevet fordoblet. Mere end 1,5 millioner hektar land er blevet fordelt til jordløse bønder. Der er bygget hundredtusinder af boliger. Der er blevet oprettet markeder med fødevarer til lave subventionspriser for de fattige. Kvinder er blevet støttet og opmuntret til at komme i arbejde. I de seneste år gennemføres et stort anlagt sundhedsprogram for at opbygge sundhedstjenester i slumområder og i landsbyerne. 11.000 lokale sundhedsstationer er blevet oprettet (med hjælp fra tusindvis af cubanske læger) og 12 millioner venezuelanere har nu adgang til lægeydelser. Analfabetismen (der er 1 ½ mio. analfabeter) er blevet stærkt afhjulpet gennem en effektiv udryddelseskampagne.
Af disse grunde er Chavez så populær som nogensinde.

Venezuela er et rigt land på grund af olien. Det besidder nogle af de største oliereserver i verden – og de eksplosivt stigende verdensmarkedspriser har øget regeringsindtægterne med 50 pct. Det er det, der gør det muligt for Chavez at gennemføre sine reformer, uden for alvor at antaste overklassens ejendom. Denne tilgang til olierigdommene er ikke mindst, hvad der adskiller Chavez fra den ret fåtallige række af latinamerikanske reformatorer (som Allende i Chile), der har forsøgt at bringe deres land og folk fremad. Men det er også olien, der gør Venezuela til et højt prioriteret mål for røverne i Washington.

Hverken USA eller ‘oppositionen’ i Venezuela vil affinde sig med Chavez’ 8. valgsejr. Undergravnings- og isoleringspolitikken vil fortsætte. ‘Oppositionen’ samler alle de rådne samfundselementer, som er villige til at sælge landet til den amerikanske imperialisme.

Den indbefatter desværre også et såkaldt marxistisk-leninistisk parti Bandera Roja (BR). APK har for længst afbrudt alle forbindelser med dette parti. Som alle de øvrige marxistisk-leninistiske partier i verden glæder vi os over det venezuelanske folks sejr og fremgang og støtter Venezuelas revolutionære udvikling.

Netavisen 26. august 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne