Finanslov – og valg?

Leder
Kommunistisk Politik 17, 2004

Anders Fogh og hans regering har opført sig påfaldende gennem et stykke tid. Nærmest mistænkeligt pænt. Regeringschefen har feset landet rundt og hilst på børn. Han har ikke kastet landet ud i en ny krig et stykke tid. Han har ikke overfaldet sine modstandere. Han har ikke fundet nye syndebukke at jagte eller lægge for had.

Det er overladt til nogle af ‘fagministrene’ – ikke mindst Brian Mikkelsen – at lufte upopulære forslag så som at sænke mindstelønnen og hæve arbejdstiden. Og han har rokeret om på sit kabinet, så det har fået et kvindeligt løft. Fogh-regeringen virker for øjeblikket lammeblid, så det nærmest er uhyggeligt.

Det kan være, at en af det borgerlige Danmarks mere kløgtige politikere – De Radikales Marianne Jelved – har ret: Fogh pønser på at udskrive folketingsvalg. Efterårsvalg.

Fru Jelved angav også et par gode grunde dertil: Noget i retning af, at bliver valget udskrevet snart, vil danskerne endnu ikke have nået at opdage at det så ofte annoncerede økonomiske opsving bliver afblæst, at det udebliver – og med det den lovede beskæftigelse. Og mange af os vil stadig tro på Foghs ’skattelettelser’, før vi finder ud af, at pungen ikke er blevet mere fuld og de fleste af os ikke vil mærke dem. Regeringens ansigtsløftning med ministerrokaden vil heller ikke komme den til skade.

Dertil kunne føjes, at Fogh og Co. gør sig store anstrengelser for at inddæmme det parlamentariske regeringsalternativs, og ikke mindst socialdemokratiets, taktik med ’saglig opposition’, baseret på ‘positive og konkrete’ forslag. Og det i en sådan grad, at en frustreret Lykketoft beskylder regeringen for at drive socialdemokratisk politik (hvad der ikke taler til fordel for socialdemokraterne) ved at omklamre og overtage de socialdemokratiske udspil.
Yderligere kan det konstateres at det ikke er lykkedes antikrigsbevægelsen og venstrekræfterne – og slet ikke ‘venstrekræfterne’ i folketinget – at opretholde presset på Fogh-regeringen for dens forbryderiske krigspolitik i Irak og Afghanistan. Fogh – denne ulv i midlertidige fåreklæder – burde være på vej til en krigsforbryderdomstol og ikke til genvalg.

Oven i det hele slipper Fogh for lige nu at skulle ud i den valgkamp og folkeafstemning, som mere end én gang har kostet en siddende regering om livet: den næste unionsafstemning. Afstemningen om unionsforfatningen er skudt et godt stykke ud i fremtiden, efter al sandsynlighed til efter, at den bebudede engelske afstemning er blevet holdt.

Der er med andre ord masser af grunde til, at Marianne Jelved kan få ret. Mange af folketingspartierne har da også taget konsekvensen og indstiller maskinerierne på valg. Det kan komme i forbindelse med finansloven for 2005, som er på trapperne.

På forhånd betegnes det som en finanslov ‘uden de store armsving’ – som altid før folketingsvalgene, når den siddende regering er i vanskeligheder på grund af politik til fordel for landets rige. På disse tidspunkter plejer finanslovene at være uden de helt store nye angreb på store samfundsgrupper. De åbne angreb holdes tilbage til taburetterne er sikret for en ny periode. Eller til ‘oppositionen’ tager over – og viderefører den nyliberale monopoloffensiv, unions- og krigspolitikken.

Reklametrommerne forkynder, at finansminister Thor Pedersen vil præsentere en buket af populære tiltag – såsom øget forskning og uddannelse, en ekstra indsats for et bedre miljø og en pakke til forbedringer for børnefamilierne. Samlet set vil omkostningerne ikke rokere meget – og det vil blive finansieret af allerede gennemførte angreb (‘besparelser’) på nogle af de samme områder.

Men enhver finanslov – det årlige budget til omfordeling fra det store flertal til de få – har ligesom enhver kapitalistisk kontrakt sine særlige klausuler, skriften med småt, som kan rumme vidtrækkende indgreb og angreb – og som først kommer for dagens lys, når det samlede forslag er gennemtygget.

Finansloven skal under alle omstændigheder kunne præsenteres som et afsæt for en valgkamp – og for genvalg af Fogh til en ny mareridtsagtig periode.

Hvis folketingsvalget kommer, vil Arbejderpartiet Kommunisterne anbefale at undlade at stemme. Hverken regering eller den socialdemokratiske opposition (hvis ‘venstrefløj’ hedder Enhedslisten) fortjener stemmer fra de revolutionære kræfter og klassebevidste arbejdere.

Netavisen 26. august 2004