EU-monopolernes offensiv

Snakken om Lindø og 40 timers arbejdsuge:

Kommunistisk Politik 17, 2004

Når Lindøs nye direktør Torben Anker Sørensen pludselig under stor mediebevågenhed bakker op om den tyske model, ‘Arbejd længere for mindre’, som det er sket hos Siemens-fabrikkerne og Daimler Chrysler i Tyskland, kommer det ikke som en pludselig indskydelse på baggrund af noget, han nu er blevet tvunget til at forholde sig til.

Det samme gælder, da Siemens og Daimler Crysler hen over sommeren, på trods af omfattende protester og modstand, påtvang de tyske arbejdere historiske gennembrud i forringelser med 40 timers arbejdsuge uden lønkompensation samt lønnedgang, så var det ikke noget, som pludselig faldt ned fra himlen fra en koncern i økonomisk krise og panik. Det var derimod et led i et nyt velgennemtænkt anslag fra de europæiske monopolers side mod industriarbejderne i hele Europa, hvor Siemens og Daimler Crysler blot bliver brugt som murbrækkere.

Det er et generalangreb på arbejderne i hele EU, som udvikler sig efter en overordnet plan, hvor angrebene sættes ind på den enkelte industrikoncern, forbundet med trusler om udflytning af virksomheder og med aggressive krav om korpsånd og koncernsolidaritet, sådan som det også er kommet frem med Lindøvirksomhedens krav om en håndfæstning fra den enkelte arbejder.

Ser man bare lidt i bakspejlet har alle kapitalismens tænketanke og EU varmet op til udvidet arbejdstid og lønsænkning samt forringelse af pensioner. EU-landenes stats- og regeringschefer gav også på EU-topmødet i marts 2000 i Lissabon hinanden håndslag på i løbet af 10 år at forvandle EU til “den mest dynamiske og konkurrencedygtige økonomi i verden”.

Dette er kapitalismens intensiverede jagt efter maksimalprofit, og her er der ingen grænser.

Et centralt krav er: Væk med alle “snærende bånd” for kapitalen, frem mod ubetinget “fleksibilitet”. Det leder alt sammen hen imod stadig mere målrettede opgør med arbejderklassens erobringer i form af generelle krav og værn for klassen.
Væk med værn i forhold til generel arbejdstid – væk med mindstelønnen – krav om accept af direkte lønsænkning – opgør med generelle pensioner (privatisering) – sænkning arbejdsløshedsstøtten og dens varighed.

På alle disse områder er tingene sat under pres for arbejderne i hele Europa, og der føres kampe mod det, sådan som vi så det ved Daimler Crysler, og sådan som vi pt. ser det i Tyskland med mandagsdemonstrationerne, der breder sig.
(Den danske efterløn har for længst fået det røde kort af de europæiske monopoler og EU´s institutioner, hvor Poul Nyrup adlød ordre, da han lagde op til dens undergravning, og høstede folkelig storm).

“ERT, European Round Table of industrialist”, som rummer repræsentanter for en lang række monopolvirksomheder i hele Europa, har spillet en central rolle som en vigtig tænketank for EU. En visionsskaber, indpisker og opfølger på strategien. De var på mange måder ophavsmænd til hovedindholdet af det, der bliver kaldt Lissaboncharteret vedtaget på EU-topmødet i Lissabon i 2000. Et klart udtryk for EU som de europæiske monopolers projekt på bekostning af arbejderklassen og folkene.

So ein ding müssen wir auch haben

I Danmark står erhvervsledere i kø for at bakke op om de nye tider fra Tyskland. F.eks. formanden for Dansk Erhvervsråd Anders Knutsen bakker op om Lindø-direktørens forudsigelser om den tyske models indførelse i Danmark i de kommende år og udbygger kapitalens vision:
“I Europa er der for mange, der får for meget for at lave for lidt.”
Han tilføjer, at spørgsmålet om en 40 timers arbejdsuge uden lønkompensation blot er én model.
For ham er spørgsmålet ikke specielt arbejdstidens længde, men endnu mere kravet om selve angrebet på lønnen, som han foretrækker at kalde “opbremsning”.

Det, de europæiske og danske arbejdere forsøges indrulleret i, er en del og hersk-politik, en korpsånd med den enkelte virksomhed. På den enkelte virksomhed skal alt være muligt i forhold til omgåelse af kollektive aftaler, som trinvis undergraves og gøres “umoderne”. Som noget forholdsvist nyt forsøger virksomhederne samtidig at formulere sociale pagter og håndfæstninger for at binde arbejderne til den enkelte virksomheds krav.

På Lindøværftet forsøger den nye A.P. Møller-direktør Torben Anker Sørensen, tidligere medlem af koncernledelsen i den tyske toggigant Bombardier, straks ved sin ankomst at indføre sådanne “moderne tider”. Indtil nu er det lykkedes ham at få værftets tillidsfolk med opbakning fra CO Industri til at underskrive en utrolig håndfæstning, hvor fleksibilitet står i centrum, hvor klassekamp afskrives og korpsånd gøres til en dyd:
Heri lyder det f.eks. “Fremover er det VI og OS.”

Fremover kræver det en “vindermentalitet “, “selvom det kræver blod, sved og tårer”, og med forventning om, at den enkelte henvender sig til sin værkfører for at fortælle, om man er enig.
Er man ikke enig i håndfæstningens bud om “gennem blod sved og tårer” og med “vindermentalitet ” at kæmpe for A.P. Møllers profitter, har man jo mulighed for at rejse eller få sparket ved næstkommende fyringsrunde og ikke mindst, hvis man ikke “tænker på værftet som sin egen virksomhed”.
Håndfæstninger sammen med arbejdsgiverne er en farlig kapitulationsvej og et led i deres angreb og må afvises

Frem mod en 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation

Offensiven om 40 timers arbejdsuge er også et led i at erklære hidtidige faglige kampe i Europa som den tidligere formulerede kampagne især igennem 70’erne og 80’erne om en 35 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation som fuldstændig forældet, død og borte.

I et Europa og Tyskland og Danmark med omfattende arbejdsløshed er det om at komme krav om en 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation i forkøbet.

Fremsættelse af perspektivet om en 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation er ikke umoderne. Det er det ikke for arbejderfamilierne, som har en stadig mere stresset hverdag. Det er det ikke for de mange arbejdsløse, som står uden job.

Det er kun kapitalismens logik og kamp for profit som kan sige, at de, der arbejder skal arbejde endnu hårdere og længere, og at en stor arbejdsløshedsstyrke, en reservearmé, er nødvendig og bør udvides for at kontrollere løn og arbejdsforhold.

Arbejdsretsseksperter, virksomhedsledere og fagbosser påstår, at sådanne krav om 30 timers arbejdsuge er urealistiske og passé Gammeldags tænkning, der må erstattes af det, de kalder “fleksibilitet”.
Går man ind på en sådan logik, kan det kun gå ned ad bakke uden perspektiv.

Kravet om nedsættelsen af arbejdstiden, flere i arbejde på profittens bekostning og forsvaret af reallønnen må tværtimod populariseres som en vej frem uden illusioner om, at arbejdsløsheden kan afskaffes under kapitalismen.

Men det er ikke krav om nedsat arbejdstid på bekostning af profitterne, man hører, når de faglige topfolk skal kommentere de nye angreb.
LO’s formand Hans Jensen tror ikke på en “firkantet” 40 timers løsning, siger han.
Men det har arbejdsgiverne jo for længst fundet ud af ikke er den nemmeste vej.
Det, der er under udvikling, er de såkaldte “frivillige aftaler”, og “frivillige” aftaler er Hans Jensen fortaler for.

Hos Metal i Odense udtaler formanden Kjeld Vestring sig mod en 40 timers arbejdsuge, fordi det ganske rigtig er at gå ned i løn, men åbner samtidig op for en udvidelse af arbejdstiden i forbindelse med evt. mere frihed eller pensionsordninger.

Hvordan ser det så ud med den selverklærede opposition “Faglig Ansvar”?
Her leder man også forgæves efter genfremsættelse og styrkelse af kravet om nedsættelse af den generelle arbejdstid. På deres hjemmeside udtaler Klaus Lorenzen, forretningsfører i SID Transport og medlem af Faglig Ansvars ledelse, sig ikke imod en udvidelse af arbejdstiden
Tværtimod går han med på yderligere fleksibilitet, “blot vi får del i ledelsesretten”. Som han udtrykker det .

– Hvis vi skal være mere fleksible, så kræver det, at fleksibiliteten går begge veje. Det er ikke klaret med, at arbejdsgiverne kan sende folk hjem, når der ikke er noget at lave, eller holde på dem, når det brænder på. Det kræver indflydelse og selvbestemmelse for de ansatte. Hvis vi skal forhandle yderligere fleksibilitet, så skal der en anden dimension i spil: Arbejdsgiverne kommer til at slippe noget af ledelsesretten over arbejdstiden
, siger Klaus Lorenzen.

Det er til at le og græde over. Solgt er de arbejdende på illusionen om, at man kan få reel medbestemmelse på ledelsesretten på vore betingelser. Medbestemmelse er at få lov til at sige ja til udvidet arbejdstid og sociale pagter, som binder arbejderne til virksomheden og dens behov.
Slagteriarbejderne kender alt for godt sådanne rettigheder om mulige aftaler, hvor arbejderne lokalt sættes pistolen for brystet. Udvider I ikke arbejdstiden, flytter vi ganske enkelt.

Det er ikke øget fleksibilitet, der på nogen måde kan pege fremad. Det er vejen for del og hersk, individualisering, atomisering af arbejderne og solidariteten

Generelle ordninger for hele arbejderklassen som mindsteløn og arbejdstidens længde er vigtige værn mod arbejdsgiverne. Forsvaret og udbygningen af dem bliver stadig mere påtrængende. Det er herom, solidaritet kan udvikles, og mulighederne er reelt store.

Se også
Farlig tysk model
Kommunistisk Politik 16, 2004

Social Pagt: Arbejd længere – tjen mindre
Faglig kommentar, Kommunistisk Politik 16, 2004

Netavisen 31. august 2004