Iraks “nationale” konference: En farce og et nederlag for kollaboratørerne

Af Carsten Kofoed
talsmand for Komiteen for et Frit Irak
23. august 2004

Den såkaldt nationale konference i Irak sluttede den 18. august efter fire dages møde i Bagdads Grønne Zone, besættelsesmagtens hovedkvarter. Konferencen – et produkt af USA’s og FN’s fælles benarbejde inden “magtoverdragelsen” den 30. juni – var i flere omgange blevet udsat på grund af den væbnede modstands styrke og omfang. Alligevel blev konferencen bogstaveligt talt skudt i gang, da morterer slog ned i konferenceområdet ved dens start.

Omtrent 1300 “delegerede” fra Iraks 18 provinser var mødt frem. Men hverken det præcise antal deltagere, navnene på dem, eller hvordan de var blevet udvalgt til at deltage i konferencen, står klart.

Lad det derfor være sagt med det samme: Konferencen var hverken demokratisk eller national. Den var et ynkeligt sammenrend af amerikanske agenter, overbeviste kollaboratører, opportunister og håbefulde karrieremagere. Konferencen burde have været afholdt i Det Hvide Hus.

Og derfor var det også meget symptomatisk, at konferencen, hvis arbejde bedst kan betegnes som en vaskeægte farce, endte med, at en liste med 81 navne, lavet af den amerikanske marionetregering selv, plus en anden liste med 19 personer fra det nu opløste, amerikansk indsatte Regerende Råd blev “godkendt” som Iraks nye, midlertidige nationalråd af konferencen uden afstemning. Selv for en del af konferencedeltagerne, hvis demokratiopfattelse og moral i øvrigt bestemt ikke hører til de mest veludviklede, for så ville de nemlig aldrig have gennemført konferencen, endsige være kommet, blev det dog for meget, og de udvandrede i protest mod dette “valg”.

De var dog ikke de eneste, der forlod konferencen før tid. Allerede på konferencens førstedag og efter at have lyttet til FN’s særlige udsending i Irak, Ashraf Jahangir Qazi, forlod cirka 100 delegerede konferencen i protest mod, at USA sammen med den irakiske udgave af HIPO-korpset massakrerede løs i shiamuslimernes hellige by, Najaf. Det gør de stadig, hvilket i al sin brutalitet udstiller USA’s korstog mod den arabiske og muslimske verden.

Det midlertidige nationalråd vil få ret til med 2/3 flertal at nedlægge veto imod Allawi-regeringens lovgivning. Det skal godkende marionetstyrets budget for 2005 og være med i forberedelsen af valg til en egentlig nationalforsamling i januar 2005, valg, der under besættelsen hverken vil være frie eller demokratiske – hvis de da overhovedet afholdes. Endvidere har det midlertidige nationalråd bemyndigelse til at udpege en ny premierminister eller præsident, hvis disse enten skulle træde tilbage eller dø i deres embedsperiode.

Efter konferencen mente “premierminister” Iyad Allawi, at konferencen var intet mindre end “en sejr over de onde kræfter”. Og Hamid Mousa, formand for Iraks Kommunistiske Parti, der i dag er socialdemokratisk og med i Allawis quislingeregering, udtalte, at “konferencen til slut nåede gode resultater”.

Men konferencen var en fiasko. Den var stærkt præget af splittelse og intern strid, hvilket blandt andet forlængede den med en hel dag. Man kæmpede om de politiske ben og om at blive lakajernes lakaj, og det gik til tider hårdt for sig. Det mest opsigtsvækkende var dog, at konferencen blev boykottet af de kræfter, som marionetstyret ellers havde håbet, at det kunne lokke med i den politiske proces, som totalt kontrolleres af besættelsesmagten og alene har til formål at stabilisere det vaklende marionetstyre og dermed forlænge besættelsen.

Fremtrædende politiske personligheder, der har erklæret sig imod besættelsen, afviste således konferencen og blev væk. Det gjaldt for eksempel Wamid Nadmi, professor i politisk videnskab ved Bagdads Universitet, Muthanna Al-Dhari, leder af det meget indflydelsesrige Råd for Muslimske Lærde og Sheikh Jawad Al-Khalisi, sønnesøn af lederen af den store opstand imod den britiske besættelse af Irak i 1920, Mehdi Al-Khalisi. Også den shiitiske præst Muqtada Al-Sadr nægtede at deltage på konferencen trods en invitation fra konferencens ledelse.

Marionetregeringen, der på det seneste har vist indre sprækker, står efter konferencen og Najaf-opstanden mere isoleret, mere afsløret og mere svækket end før. Dens “politiske proces” har ingen folkelig støtte. Til gengæld står modstanden stærkere. Ikke mindst en modstandsleder som Al-Sadr har øget sin popularitet, fordi han åbent og modigt bekæmper den brutale, amerikansk ledede besættelsesmagt, som de vestlige massemedier kalder “koalitionen”, mens de i samme åndedrag betegner Al-Sadr som “radikal”, “militant” og “yderliggående”, fordi han insisterer på, at besætterne skal ud af Irak.

Konferencen forsøgte at fremstille sig selv som en forsamling af fredelige, demokratiske politikere, som opfordrede den væbnede modstand til at nedlægge våbnene og gå med i “den politiske proces”. I virkeligheden er disse besættelsespolitikere hverken spor fredelige eller demokratiske. De er tilsølet i blodet fra de tusinder af deres landsmænd, som er blevet dræbt af den besættelsesmagt, bag hvis kanoner de sidder og råber op om “demokrati” og “genopbygning”, imens de beriger sig selv og deres familier.

Det irakiske folk har naturligvis intet som helst at vinde ved kollaboratørkonferencer som den netop afholdte. Derimod er den politiske mobilisering af irakerne i form af demonstrationer, strejker, blokader m.m. i samspil med den helt afgørende væbnede modstand den eksplosive cocktail, der i sidste ende vil bringe marionetstyret og besættelsesmagten til fald.

Netavisen 23. august 2004