I sikkerhedens tjeneste

Kommunistisk Politik 16, 2004

Det er ikke alt, der af hensyn til nationens sikkerhed kommer til offentlighedens kendskab. Det ville slå skår i Danmarks demokratiske fernis, hvis landets egne versioner af Watergate blev rullet op. Tamilsagen, hvor alle sten skulle vendes og intet fejes ind under gulvtæppet, sluttede uden strafafsoning.

Statsministerløgnen “Unionen er stendød” er aldrig blevet genstand for en retsforfølgelse. Beskydningen af en stor folkemængde 18.maj 1992 har udløst talrige rapporter, men der er aldrig én, som er blevet stillet til ansvar for politistatsmetoderne.

Nu har den danske regering oven i sin forbryderiske krig mod det irakiske folk fået endnu en skamplet på sin samvittighed: Den danske hær benytter tortur over for den irakiske befolkning. En dansk officer med rang af kaptajn og andre soldater har ved afhøringer af civilbefolkning benyttet torturmetoder. De “beskyttede” – som Genève-konventionen omtaler de afhørte – er blevet anbragt i smertefulde, ydmygende stillinger, nægtet mad og drikke, og sidst har det vist sig, at de er blevet truet med kniv.

Kaptajnen tilkendegiver, hvad sandt er, at ledelsen hele tiden har været informeret og bekendt med metoderne. Forsvarsministeren, hvis direktiver om umiddelbart at blive informeret om alt af den art er omgået eller arkiveret i egen skuffe, har følt sig nødsaget til at hjemkalde ledelsen for de udstationerede, som dog ikke er sat på anklagebænken.

Efterfølgende er det fremkommet, at hæren ved uddannelse af forhørsledere instruerer i metoder, der består af tortur, og derved overtræder de internationale konventioner. Det forklares med, at det ikke er metoder, som de skal benytte, men det er for at forberede dem på, hvad de selv kan komme ud for ved eventuel tilfangetagelse.

Luften er tyk af løgne og fortielser. Det eneste sikre er, at offentligheden kun har fået kendskab til toppen af isbjerget, og forsvarsministeren og regeringen vil gøre alt for at skjule resten, mens kendsgerningerne er, at Danmark i praksis er meldt ind i klubben af despotiske regimer.
Det må samtidigt konstateres, at det er op til det danske folk at kræve torturen og krigsforbrydelserne bragt til ophør ved tilbagetrækning af tropperne, da det kun er få og spagfærdige krigsmodstandere, der er repræsenteret i folketinget.

Netavisen 14. august 2004