Farlig tysk model

Kommunistisk Politik 16, 2004

Tyske koncerner, herunder bilindustrien, er lige nu i fuld gang med at gennemføre en ny farlig model for at fratage de tyske industriarbejdere deres kollektive rettigheder.
Det sker i form af historiske overenskomstrøverier og afpresning, hvis indhold er lønsænkning og udvidet arbejdstid.
“Accepterer I ikke vore krav, gennemfører vi lukning af visse virksomheder.”

Der er god grund til, at arbejderne ikke på nogen måde føler, at det, der nu foregår, sker for at sikre arbejdspladser og beskæftigelsen. Men derimod har en klar fornemmelse af, at det, der skal sikres, er de tyske monopolers krav om maksimalprofit, og at det, der nu er sat i gang, er en livsfarlig historisk glidebane for de tyske arbejderes rettigheder. Ja, for arbejderne i hele Europa.

De seneste påtvungne aftaler er blevet mødt med modstand i form af arbejdsnedlæggelser og protestdemonstrationer, som har omfattet trafikblokade. Spontane aktioner fra arbejderne på gulvet, på trods af fagbossernes modstand. Protester, som har mere end svært ved at finde vej i de danske medier.

20.000 arbejdere på Daimler, Stuttgart, nedlagde arbejdet i protest mod ‘den nye model

Kan kapitalen ikke få indført tilstrækkelig store minusoverenskomster, “haben sie andere Methoden”, og her gør de brug af de tyske fagbossser og Socialdemokratiet, der støtter op om røverierne og udsalget af rettighederne “i denne særlige vanskelige situation”, hvor de er “åbne for ekstraordinære tiltag”.

Lavine af historiske angreb

Disse angreb forsøges solgt med, at de nu giver sikkerhed for tyske arbejdspladser.
Det er det modsatte, som sker, og med god grund. Usikkerheden øges og sættes i system af arbejdsgiverne. En lavine af historiske angreb er måske ved at blive udløst.

Blot måneder efter, at det tyske IG metal har indgået en elendig overenskomst for de tyske industriarbejdere, er de tyske monopoler med Siemens og Daimler/Crysler i spidsen nu gået over til nye angreb på samme overenskomst ved lokalt at stille historiske krav om skrotning af overenskomsten og indførelse af øget arbejdstid og lønsænkning.

I det arbejdsløshedsplagede Tyskland har de påtvunget en række Siemens-arbejdere en 40 timers arbejdsuge uden lønkompensation. Midt i juli kom turen til arbejderne hos Daimler/Chrysler i Stuttgart. Fra 2007 mister arbejderne 500 millioner euro om året Her var kravet: Acceptér direkte forringelser, herunder udvidet arbejdstid for nogle, eller vi kaster 6.000 ansatte på gaden og overfører produktionen til Sydafrika. Også hos Opel og Volkswagen er der nu krav om direkte forringelser.

Der er næppe tvivl om, at de tyske monopoler i deres jagt på maksimalprofit har udtænkt en ny generalplan, en model for undergravning af indgåede overenskomstaftaler. Kravet om direkte lønsænkning og arbejdstidsudvidelse skal indføres i første omgang ud fra den enkelte virksomhed eller koncernsituation. Var det sket i form af et nyt samlet overenskomstkrav, arbejdsgiverne stod fast på for måneder siden, havde det mødt massiv modstand og arbejdskampe.

Angrebene på arbejdstid og løn følges med angrebene på understøttelser og sociale ydelser, den såkaldte Hartzplan/Agenda 2010, som har udløst massedemonstrationer – og senest de voksende mandagsdemonstrationer over hele Tyskland

Nej, lad os forsøge at gøre det nærværende for den enkelte. Din enkelte arbejdsplads er i fare, og så er de reelle muligheder for at undergrave de kollektive overenskomster og for direkte sænkning langt større og omkostningerne i form af arbejdskamp mindre.
Der har de jo ret, og har stor ekspertise i del og hersk-politikken.

En sådan plan garneret med tårevædet tale om, at man her og nu må mødes gennem indførelse af en ekstraordinær “socialpagt ” for at sikre arbejdspladsen mod lukning, skal bringe både fagbosserne og Socialdemokratiet på banen og forsøge at inddæmme modstanden.
Hos Daimler i Stuttgart blev der i juli måned etableret en “social pagt”, hvor angrebet blev garneret med en såkaldt “beskæftigelsesgaranti frem til 2012”. Det tyske IG metal og lokale bedriftsråd sagde ja og blev mødt med pibekoncert og protester.

Efter indgåelsen udtalte koncernchefen ved Daimler i Stuttgart, at aftalen skulle have modelkarakter. Arbejdsmarkeds-“eksperter” i Tyskland taler da også om, at noget helt nyt i tysk arbejdsmarkedspolitik har set dagens lys, og forudser en lavine af aftaler med indhold af lønsænkning og arbejdstidsudvidelse.
Gennemført ud fra devisen: Har kapitalen det godt, ender det i sidste ende med at smitte af på de ansatte.
Men først skal de ansatte gå gruelig meget igennem, senere bliver det bedre. Den gamle arbejdersang “Du får steg, kammerat …ikke nu, men i himmelen” i en mere moderne form.

Angreb på arbejdstiden på vej i Danmark

Også herhjemme har vi i sommeren hørt tale om, at de kollektive aftaler med deres usle mindstelønninger skulle være en hindring for beskæftigelsen.

Brian Mikkelsen taler om, at mindstelønningerne bør sættes ned. Han drømmer måske om amerikanske tilstande, hvor en reel afskaffelse af mindstelønnen sikrer “mobiliteten på arbejdsmarkedet”, og hvor arbejdere er tvunget til at have flere job for overhovedet at kunne eksistere, med en samlet arbejdstid, som langt overstiger de 40 timer, som forsøges indført i Tyskland.

Den selvstændige modstand mod sådanne angreb kan ikke undgå at udvikle sig og tage form. Forud for den påtvungne Daimler’ske “socialpagt” nedlagde 20.000 arbejdere arbejdet ved Daimler i Stuttgart – og 5.000 i Bremen – og gik i demonstration.

Selvstændige aktioner mod sociale forringelser fandt også sted i Tyskland i november måned, hvor der var organiseret en landsdemonstation med over 100.000 deltagere.
Der er ingen tvivl om, at nye sociale angreb og angreb på de kollektive rettigheder vil udløse og udvikle større modstand.

I Tyskland er fagtoppene udmærket klar over farligheden af den selvstændige modstand, som udvikler sig på trods af dem, og har derfor også igennem nogen tid arbejdet med fagforeningsudelukkelse af to aktive arbejdere hos Daimler Chrysler i Wittingen.

Den tyske model er ikke noget helt nyt fænomen, men der er al mulig grund til at være på vagt over for denne model for angrebsbølge, som sagtens kan være under forberedelse i de andre EU-lande.

I Danmark har SAS påtvunget de ansatte løntilbagegang, og koncernchefen for Danfoss, Danmarks største industrikoncern, har tidligere været fremme i tv og forsøgt at sælge ideen om, at det i virkeligheden er en social foranstaltning at gennemføre forringelser for de ansatte af hensyn til konkurrenceevnen, og allersenest har vi hørt snak om sænkning af efterlønnen.

Men vi også i Danmark ser vi, at det ikke er let blot at fjerne generelle rettigheder som efterlønnen. Fjernes efterlønnen i ét hug, vil der rejse en storm af modstand af protester, uanset om man hedder Poul/Mogens eller Anders. Derfor må de raffinere deres undergravning af denne rettighed.

Se også
Social Pagt: Arbejd længere – tjen mindre
Faglig kommentar, Kommunistisk Politik 16, 2004

Netavisen 17. august 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne