‘Magtoverdragelsen’ – fup fra ende til anden

Den irakiske modstandsbevægelse lover forstærket kamp

Et gigantisk internationalt medieshow blev orkestreret omkring den såkaldte ‘magtoverdragelse til irakerne’. Det skal skjule at intet ændrer sig: den kriminelle besættelse fortsætter. Og den irakiske modstand er optimistisk og lover forstærket kamp.

Kommunistisk Politik 14, 2004

Det var det sædvanlige billede, når den amerikanske præsident eller hans udsendinge drager til udlandet på diplomatisk korstog: Demonstranterne var parat. I Irland var Bush til topmøde med EU: Bush er ikke velkommen! Arrestér Bush nu – lød opfordringen. Så drog han videre til NATO-topmøde i Istanbul: Titusinder på gaden. Store gadekampe mellem politi og demonstranter: ‘Istanbul vil blive NATOs gravplads’, råbte de.

Indsættelsen af den ny amerikansk-indsatte irakiske regering blev af ‘taktiske grunde’ fremrykket med nogle dage, og Bush kunne fra NATO-topmødet deltage i det store medieshow: Operation falsk irakisk selvstændighed.
De ‘taktiske grunde’ var frygten for den irakiske modstand.

Den hidtidige amerikanske statholder Paul Bremer flygtede ud af Irak samme dag – og hans afløser som den egentlige magthaver i Irak, den berygtede Reagan-diplomat John Negroponte, der er udnævnt som ‘amerikansk ambassadør’ i Irak for en stab på 3000 mand, fløj dertil.

NATO-topmødet skulle være en demonstration af genskabelsen af enheden mellem de store imperialistmagter. USA/UK har opnået FNs, EU’s og stormagternes opbakning til den ny irakiske regering, som de anerkender som ‘legitim’ og ’suveræn’. Men det lykkedes dem ikke at få NATO-tropper til Irak, eller tropper fra Tyskland og Frankrig. Derimod blev der truffet en beslutning om, at NATO skal uddanne den irakiske vasalregerings soldater. Man kan imidlertid ikke blive enige om, hvor denne ‘uddannelse’ til borgerkrig skal foregå.

Til gengæld blev man enige om at sende flere NATO-tropper til det kaotiske Afghanistan, hvor såkaldt ‘demokrati’ er ved at blive indført af krigskoaltionens soldater. De har bragt ruin, kaos og en massiv genoptagelse af opiumsproduktionen med sig.

Det gigantiske medieshow omkring ‘magtoverdragelsen’ fortsatte uanfægtet af realiteter i Tyrkiet, Irak og i de globale medier. Også den danske krigsminister Søren Gade deltog med et budskab til de krigsskeptiske danskere. Han jublede over den fremrykkede indsættelse af den ny håndplukkede regering i Irak:
– Det betyder, at Danmark ikke længere er besættelsesmagt, og det er vigtigt, fordi det har mange danskere det svært med, sagde han.

‘Suverænitets-svindelen’

Den amerikanske skribent Rahul Mahajan, forfatter til bogen “Full Spectrum Dominance: U.S. Power in Iraq and Beyond”, som var i Irak under kampene om Falluja, kommenterer det store skuespil omkring ‘magtoverdragelsen’ således:

– ‘Hvad der fandt sted to dage før (den annoncerede skæringsdato 30. juni) var ikke ‘overdragelse af suverænitet’, men suverænitets-svindel. For at gøre det tydeligt at USA forbliver den styrende magt udstedte Paul Bremer en hel stribe sidste-øjebliks dekreter på en lang række områder, indbefattet indsættelsen af håndplukkede folk på kontrakter for de fem kommende år i nøglepositioner som ‘national sikkerhedsrådgiver’, ‘national efterretningschef’ og ’statsanklager’ i alle den irakiske regerings 26 ministerier.

– Mit navn er Allawi – chef for den suveræne irakiske regering
Klik og forstør

Han nedsatte en valgkommission med magt til at udelukke partier fra valgdeltagelse og til at forbyde politisk deltagelse af partier, som har en tilknyttet milits – hvad der vil udelukke de fleste større politiske partier i Irak i dag. Disse bestemmelser supplerer de allerede gældende – såsom kopskatten på 15 pct., at udlandet kan eje de fleste irakiske virksomheder 100 pct. og sikringen af immunitet fra irakisk lov for alle militære og civile medlemmer af koalitionsstyrkerne. Bremers bestemmelser gør det også meget svært for den nye regering at ændre disse dekreter.

Mahajan konstaterer endvidere:
– Mens Iraks olieindtægter formelt er under den nye regerings kontrol, traf Bremer en række beslutninger i sidste øjeblik, som båndlægger økonomiske midler på en måde, som fastlåser den ny regering i det nuværende økonomiske mønster. Vigtigere endnu er det, at overdragelsen sker til en ikke-valgt regering, som ledes af Iyad Allawi, en mand med en lang historie om brutalitet i magtens tjeneste, først som agent for Saddam’s Mukhabarat, senere som bagmand for terroristangreb i Irak med støtte fra CIA og Englands M16. Og vigtigst af alt er den fortsatte tilstedeværelse af 138.000 amerikanske soldater, sammen med de øvrige udenlandske tropper, som har fuld bemyndigelse til at gennemføre militæroperationer og immunitet fra irakisk lov. Dette er en hån mod begrebet ’suverænitet’.

De danske og internationale medier kappedes med hinanden om at fortie disse kendsgerninger og fremstille suverænitets-svindelen som et nyt håb for den irakiske befolkning. Danske TV-reportager talte om at regeringsindsættelsen blev hilst med glæde af irakerne – og viste billeder af nogle hundrede købte demonstranter, der ‘fejrede’ begivenheden.

DR2’s Deadline slog alle rekorder, da det fremstillede den ny amerikanske magthaver John Negroponte som en ‘blød mand’ i modsætning til den hårde Bremer. John Negroponte er kendt som amerikansk bagmand for dødspatruljer i Honduras og Latinamerika under Reagan. Han er håndplukket for sin hårdhed til et beskidt job: at undertrykke det irakiske folk og den irakiske modstandsbevægelse gennem de amerikanske styrker og koalitionsstyrkerne og kontrollen med den indsatte lakajregering.

Modstandsbevægelsen: Bagdads befrielse forestår

Det overvældende flertal af irakere ser på den ny regering med samme skepsis som dens miskreditterede forgænger, det såkaldte ‘regeringsråd’. De opfatter den som det den er: et redskab for amerikansk politik.
Den irakiske modstandsbevægelse er i denne situation trådt frem med en række kommentarer og erklæringer, som understreger at modstanden ikke bare vil fortsætte, men også blive forstærket.

Et interview i Asia Times med to generaler og en oberst fra den opløste irakiske hær, der nu er aktive i den væbnede modstand mod besættelsesmagten i Irak, har overskriften “Befrielsen af Bagdad er ikke langt væk”.
De siger bl.a.:
– Vi vidste, at hvis amerikanerne besluttede sig til at angribe Irak, så ville vi ikke have nogen chance over for deres teknologiske og militære styrke. Krigen var tabt på forhånd, så vi forberedte os på tiden efter krigen. Med andre ord: Vi forberedte modstanden. I modsætning til hvad der overvejende er blevet sagt, så deserterede vi ikke, da de amerikanske tropper indtog Bagdads centrum den 5. april 2003. Vi kæmpede et par dage for Iraks – og ikke Saddam Husseins – ære, hvorefter vi modtog ordre om at sprede os – og forklarer dermed amerikanernes lette indtagelse af den irakiske hovedstad.

– Her mere end et år efter starten på krigen er usikkerhed og anarki stadig fremherskende i Irak. På grund af deres manglende evne til at kontrollere situationen og holde deres løfter har amerikanerne gjort den irakiske befolkning som helhed fjendtligt indstillet. Modstanden er ikke begrænset til et par få tusinde mennesker. Cirka 75 procent af befolkningen støtter og hjælper os, direkte og indirekte, ved at give informationer, skjule modstandsfolk eller våben. Og alt dette til trods for den kendsgerning, at civile også rammes i operationerne imod besættelsesmagten og dens kollaboratører, siger de og definerer i samme åndedrag, hvem kollaboratørerne er:

– Enhver iraker eller udlænding, der samarbejder med besættelsesmagten, er et mål. Ministerier, lejesoldater, oversættere, forretningsfolk, kokke og stuepiger; det er ikke graden af samarbejde, som betyder noget. At underskrive en kontrakt med besættelsesmagten er at underskrive sin egen dødsdom. Iraker eller ikke-iraker, de her folk er forrædere. Glem ikke, at vi er i krig, lyder den klare besked fra de tre modstandsfolk.

Skuespillet om magtoverdragelsen

Iraks Patriotiske Alliance siger i en erklæring omkring det absurde skuespil, som er foregået omkring indsættelsen af lakajregeringen:

“Dette skridt repræsenterer et endnu farligere led i den kæde af manøvrer og taktiske kneb foretaget af besættelsesmagten for at legitimere besættelsen og fortsætte dens forbrydelser imod vort land. Alt dette finder nu sted under et “nationalt” dække. Den nye regering er intet andet end en kopi af det Regerende Råd, som var kommet i miskredit, fordi det tjente som et redskab for besættelsesmagten.

Regeringen afspejler på ingen måde de patriotiske forhåbninger hos vort folk, der kæmper for såvel befrielsen af vort besatte land som opnåelsen af fuld suverænitet og national uafhængighed. Over for vort folks forstærkede og omsiggribende kamp imod besætterne og deres lakajer på den ene side og det Regerende Råds nedsynkning i en sump af korruption og forbrydelser imod vort folk på den anden ser dette nye ynkelige nummer ud til at være deres sidste udvej, især efter at deres grusomme forbrydelser i Abu Ghraib-fængslet er blevet kendt.

Besættelsesmagten forsøgte at bruge den bedrageriske mægler Lakhdar Brahimi (FN’s særlige udsending i Irak, o.a.) til at give den udpegede regering og præsident international legitimitet. Anerkendende ord fra nogle arabiske ledere fulgte hurtigt, og herved adlød disse amerikansk ordre. En af de første tilhængere af komplottet og deltager i forbrydelserne imod vort folk og fædreland var og er Kofi Annan.

Alle institutioner oprettet af besættelsesmagten er en del af dens planer om at forevige besættelsen af vort land. Deres eneste formål er at tjene besættelsesmagten, at sikre dens absolutte kontrol over vort lands rigdomme, at virkeliggøre det amerikansk-zionistiske koloniprojekt, at stjæle vores ressourcer, at ødelægge vores historie og udslette vores islamisk-arabiske arv. Den udpegede premierminister (Iyad Allawi, o.a.) har allerede erklæret, at han vil kræve fortsat tilstedeværelse af besættelsestropper i Irak!

Vi opfordrer alle patriotiske kræfter og vort lands folkelige masser til på alle måder at udtrykke deres afvisning af enhver regering indsat af besættelsesmagten. Hovedmålet i vores kamp er det nationale: at drive besættelsesmagten ud, befri landet og genoprette suveræniteten.

Sejr til vort folk i dets kamp for befrielse!
Nederlag og skam over besætterne og deres lakajer!”

Netavisen 29. juni 2004