Nu gælder det unionsforfatningen

Leder
Kommunistisk Politik 13, 2004

EU-parlamentsvalget er overstået, stemmerne er talt op, mandater og diæter ved at være fordelt. Valgkommentarerne er afleveret – for at forstørre en fremgang eller skjule et nederlag. At projekt monopolernes Europa i realiteten befinder sig i en dyb krise – uden folkelig opbakning – forties af de fleste.

Artsfæller søger sammen: Parlamentarikerne bænker sig i deres EU-grupper. Venstre og De Radikale er i samme europæiske parti (ELDR). De konservative sidder i gruppen af kristendemokrater (EPP/ED), parlamentets største. Dansk Folkeparti er med i UEN-gruppen (‘Nationernes Europa’-gruppen). Junibevægelsen i EDD (‘Gruppen for Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa). Og både SF og Folkebevægelsen mod EU er med i GUE/NGL (European United Left/Nordic Green Left). Ingen danske partier er tilsluttet EU-parlamentets ‘Grønne’ gruppe.

Denne EU-parti-virkelighed var ikke noget tema i en valgkamp, der ikke havde nogen temaer – og slet ikke handlede om EU eller EU-virkelighed.

Unionsforfatningen er EU-virkelighed. Den kan også meget hurtigt blive dansk. Allerede inden dette blad når abonnenterne. EU-topmødet den 17-(19) juni vil blive en ’succes’: regeringslederne er allerede på forhånd enige om, at nu skal traktaten over alle EU-traktater (og over den danske grundlov og de øvrige nationale forfatninger) afskibes i enighed. En ny fiasko som i Rom i december vil ikke blive tolereret. Det irske formandskab har lagt op til konkrete kompromisser omkring uenighederne, som topmødet ventes at følge. Det folketomme monopolprojekt skal køre videre i fulde omdrejninger.

I den danske valgkamp var der et par af partierne, der meddelte at de endnu ikke kunne tage stilling til unionsforfatningen, uden at kende den endelige tekst. Det er latterligt. Dens hovedlinjer er urokkede, og selv de detaljer, der måtte blive ændret i forhold til det sidste udkast, er velkendte.

Den kan beskrives i få ord: Det er et dokument, der skal fremme opbygningen af en europæisk imperialistisk supermagt med markedsøkonomi og nyliberalisme indskrevet som urokkelig økonomisk doktrin i grundlaget.
Det er ikke så vanskeligt at tage stilling til – for eller imod – afhængigt af hvilken klasse man tilhører.

Bliver forfatningen tiltrådt af regeringslederne, venter der en lang og (for unionspolitikerne) vanskelig proces for at få den endeligt ratificeret af de enkelte lande. I en hel stribe lande er der allerede besluttet folkeafstemninger, heriblandt det særdeles EU-reserverede UK. Hvor mange lande, der skal stemmes, er endnu ikke afgjort. Svenskerne f.eks. synes de skal stemme, men det synes deres regering ikke.

I Danmark er der ingen vej uden om en afstemning, som sikkert kommer i 2005, hvor der i forvejen skal ligge folketings- og kommunalvalg (hvis ikke et folketingsvalg kommer før).
Det kan til gengæld blive den eneste afstemning om den. Hvis forfatningen vedtages, kan EU selv ændre den fremover uden folkeafstemninger. Hvad der måtte mangle i teksten for den endelige superstat kan indføjes uden at spørge de nationale parlamenter eller befolkningerne.

Det er en vigtig situation for den danske EU-modstand, som til trods for en massiv kampagne for at eliminere den ved parlamentsvalget, og trods tilbagegang, lever endnu – og er indstillet på for tredje gang at sikre et dansk nej til en reaktionær traktat og mere union.

EU-projektet er notorisk skrøbeligt, og der vil i løbet af den proces, som nu sættes i gang, blive skabt mulighed for at Danmark kan gå en anden vej end unionsvejen: vejen ud af supermagts- og superstatsprojektet.

Men det vil også stille store krav til den konsekvente modstand for at en sådan situation kan blive en realitet. Først og fremmest må det sikres, at der stemmes efter klasselinjer, efter virkelige interesser. Et klart flertal i befolkningen – med arbejderklassen som den afgørende del – har interesse i at unionsforfatningen bliver forkastet, og at Danmark bevæger sig ad nye veje.
Det er kun et gennemslag for en sådan forståelse, der vil kunne sikre et solidt, perspektivrigt nej.

Netavisen 17. juni 2004