Arabiske ”demokrater” i USA’s tjeneste

Af Carsten Kofoed
talsmand for
Komiteen for et Frit Irak
3. juni 2004

Den 31. maj kunne DR Nyheder Online oplyse, at der ifølge det egyptiske forskningscenter Ibn Khaldun Center for Development Studies (ICDS) (1) i Cairo er sket meget godt i Irak, selvom der er krig og besættelse i landet. (2)

De arabiske “demokrater” og menneskerettighederne i Irak
Arabisk satire. Klik og forstør

I sin seneste rapport ”Civil Society, Democratic Transformation and Minorities in the Arab World” (maj 2004), der blandt andet behandler forholdene i Irak indtil december 2003, siger ICDS, der ifølge eget udsagn beskæftiger sig med demokratisering og civilsamfundets rolle i de arabiske lande, at der med den amerikansk ledede besættelse af Irak er kommet menneskerettighedsorganisationer, politiske partier og en uafhængig presse i landet.

Endvidere påstås det ifølge den britiske avis The Guardian, at ”situationen i Irak efter besættelsen er meget bedre end i Saddam Husseins Irak; sandheden er, at enhver situation ville have været bedre end Saddam Hussein”. (3)

Det er så sandelig udmeldinger, der vil noget. For i Irak under besættelse krænkes menneskerettighederne, der ikke blot omfatter de politiske rettigheder som ytrings-, religions- og forsamlingsfrihed, men også de sociale såsom retten til arbejde, uddannelse og sundhed, nemlig voldsommere end under Saddam Husseins reelle enevælde, hvor hovedproblemet var undertrykkelsen af irakernes politiske rettigheder.

I dag er Irak et amerikansk ledet militærdiktatur med systematisk massetortur, massiv arbejdsløshed, nul social sikkerhed og ingen tryghed. Økonomisk udplyndring og fascistisk terrorkrig er irakernes ”befrielse”. På blot et år har krigen og besættelsen slået mindst 40.000 irakere ihjel.

Ikke bare ICDS, men også danske besættelsestilhængere og irakiske kollaboratører både i Danmark og i Irak forsøger til stadighed at legitimere besættelsesmagtens konstante krigsforbrydelser imod det irakiske folk ved at referere til Saddam Husseins styre, der beskrives som ét mørkt helvede og langt værre. Det er blot endnu en propagandaløgn i den uendelige række af løgne om Irak.

For den uomtvistelige kendsgerning er, at Saddam Husseins Irak, selv under de næsten 13 års kvælende FN-sanktioner, hvor end ikke en toiletrulle kunne importeres uden USA’s godkendelse, gjorde mere for og var – ikke mindst i kraft af sit madrationeringssystem, som FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) i 1990 betegnede som en ”model for effektivitet” – langt bedre i stand til at sikre den brede irakiske befolknings basale behov end den torturerende besættelsesmagt, der i dag ”arbejder” under omstændigheder, hvor der ingen sanktioner er, hvor der kan eksporteres al den olie, som man ønsker, og hvor udenlandsk kapital frit kan flyde ind i Irak.

Med hensyn til de politiske partier er der rigtigt nok kommet flere af slagsen i Irak efter Saddam Husseins fald, men dem, der er imod besættelsen, enten forfølges eller forbydes simpelthen. Opfordring til modstand mod besættelsesmagten, en modstand, der er fuldt lovlig i henhold til FN’s Charter, er ulovligt i dagens Irak og kaldes terrorisme.

Og hvad den uafhængige presse angår, så findes der i Irak i dag ikke én eneste avis, der støtter modstanden mod besættelsen. De er alle blevet lukket af besættelsesmagten. Til gengæld findes der mængder af amerikansk støttede aviser og tv, der buldrer løs med besættelsesmagtens propaganda. Det kalder ICDS for ”uafhængig presse”.

Hele denne mildest talt forvrængede beskrivelse af forholdene i det besatte Irak ville ikke have været så bemærkelsesværdig, hvis den var kommet ud af munden på notoriske løgnere som Bush, Blair og Fogh. Men den kommer fra egyptiske intellektuelle bosiddende i den arabiske verdens kulturcentrum.

Demokrati som propaganda for den amerikanske imperialisme

Derfor er det relevant at slå et par ting fast om ICDS.

ICDS oprettedes i 1988, og dets stifter og nuværende leder er den amerikansk-egyptiske Saad Eddin Ibrahim, professor i sociologi ved Det Amerikanske Universitet i Cairo. Men hvem er han egentlig, denne Ibrahim?

Det har Carl Gershman, formand for The National Endowment for Democracy, en pro-Reagan tænketank oprettet i 1983, en mening om. Han har betegnet Ibrahim som ”en Lech Walesa i Mellemøsten”. (4)

Og deri har Reagan-tilhængeren Gershman på sin vis ret, for ligesom der i Østeuropa findes amerikanske marionetter som polske Walesa, tjekkiske Havel m.fl., så har USA også sine dukker i Mellemøsten. Ibrahim og hans ICDS er en af dem. Det officielt uafhængige, men israelsk støttede Middle East Media Research Institute (5), der leverer zionistisk propaganda forklædt som ”uafhængige analyser fra Mellemøsten”, er en anden.

Disse proamerikanske ”analyseinstitutter” i Mellemøsten, som alle støttes af USA, beskæftiger sig på overfladen med demokratisering, menneskerettigheder, udviklingsforhold osv., men deres virkelige virke er – ud fra en angivelig akademisk og ”demokratisk” vinkel – at drive propaganda for det amerikanske demokrati, altså den amerikanske imperialisme og zionismen, hvis model nu skal udbredes til hele Mellemøsten. De fungerer som USA’s og Israels trojanske heste i den arabiske intelligentsia og offentlige opinion.

Når det regeringskritiske ICDS kan arbejde i Mubaraks Egypten, så er det udelukkende, fordi det egyptiske styre er helt afhængigt af USA’s støtte. Mubaraks regime, der næppe kan kaldes demokratisk og hvert år modtager omtrent 1,3 milliarder dollars i militær støtte fra USA, så nemlig allerhelst centre som ICDS lukket, og ICDS forfølges da også i perioder, hvorved dets ”progressive” billede males. På denne måde er både en Mubarak og den proamerikanske intellektuelle ”opposition” brikker i USA’s spil.

Det overordnede politiske mål, som ICDS og lignende institutter i Mellemøsten i dag har, er at skabe den ideologiske grobund for et nyt lag af amerikanske lakajer, der kan tage over, når de gamle som Mubarak er blevet slidt op og for ustabile til at sikre USA’s interesser i området, og at blive brugt over for de vestlige befolkninger, når den vestlige imperialismes angreb på den arabiske verden skal retfærdiggøres under henvisning til ”intellektuelle (moderne) araberes ønske om demokratisering af regionen”.

Endvidere forsøger ICDS og arabiske intellektuelle som Ibrahim gennem deres forlorne snak om demokrati og menneskerettigheder dels at fastholde de arabiske befolkningers forståelige utilfredshed med undertrykkende proamerikanske regimer som for eksempel Mubaraks inden for rammerne af den amerikanske imperialismes interesser og dels at bane vejen for angreb på stater som Syrien, som til en vis grad modsætter sig USA’s diktater, og hvor amerikanerne og det zionistiske Israel derfor ønsker ”regime change”.

Disse formål reklameres der selvfølgelig ikke med fra USA’s side, men ét er sikkert: Strategerne i toppen af det amerikanske statsapparat, i CIA og andre hemmelige tjenester, tænker mange, mange år ud i fremtiden – især i Mellemøsten, hvor olien ligger.

Men med en rapport som den netop frigivne, der altså hylder den ulovlige og brutale besættelse af Irak, afslører ICDS imidlertid fuldstændigt sig selv som et amerikansk propagandacenter.

Falske demokratiske kræfter som Ibrahim og lignende amerikanske agenter i Mellemøsten, som også tæller erklærede kommunistiske partier som eksempelvis Iraks Kommunistiske Parti, der sit navn til trods begår landsforræderi i den amerikansk indsatte quislingeregering i Bagdad, fortjener ingen som helst støtte til deres form for demokratisering af Mellemøsten. Det, som de vil, har man set i Irak. Deres ”demokrati” har irakiske mænd og kvinder følt på deres egne kroppe i Abu Ghraib-fængslet, mens ”demokratiet” – det vestlige imperialistiske pseudodemokrati – torturerede og voldtog dem.

De ægte demokratiske kræfter i Mellemøsten er dem, der, mens de kæmper for at udvide befolkningernes demokratiske muligheder i deres respektive lande, samtidig og konsekvent afviser alle former for imperialistisk indblanding i Mellemøsten. De er der og fortjener vores støtte.

Noter:

1. Ibn Khaldun Center for Development Studies, http://www.eicds.org/

2. DR Nyheder Online: Forholdene er blevet meget bedre i Irak, 31. maj 2004.

3. The Guardian: Arab Report: Iraq Situation Improving, 30. maj 2004.

4. U.S. Department of State: Saad Eddin Ibrahim Urges Democracy for Muslim World, 19. maj 2003.

5. The Middle East Media Research Institute, http://www.memri.org/

Netavisen 3. juni 2004