I den irakiske suppegryde

Leder
Kommunistisk Politik 9, 2004

Avisen International Herald Tribune har bragt en ikke specielt flatterende artikel om den danske statsminister: ‘Endnu en regeringsleder, der bliver kogt i den irakiske suppegryde’, hedder den (20.04). Anders Foghs situation bedømt af international avis:
‘Transatlantiker, gæst i Det Hvide Hus, den første ikke-socialistiske leder i sit land i næsten et årti, krigsførende i Irak med 510 kamptropper, et lommeslagskib og ubåd i den amerikansk-ledte krig – som Tony Blair i UK eller hans kolleger i Polen er Rasmussen i svare vanskeligheder’.

Den fyrede FE-major Frank Grevil trådte frem som ‘whisteblower’ – som manden der lækkede de officielle hemmeligheder – og sagen tvang regeringen til (i beskåret form) at offentliggøre efterretningsrapporterne op til Irak-krigens udbrud.

Offentliggørelsen viste to ting:
At Fogh løj uhæmmet, da han påstod, at ‘det er ikke noget vi tror, vi ved, at Saddam Hussein besidder masseødelæggelsesvåben’.
Og at Forsvarets Efterretningstjeneste tog eklatant fejl, da væsenet påstod, at Saddam Hussein sandsynligvis besad kemiske og bakteriologiske våben og kapacitet til at fremføre dem.

Statsministeren løj, og efterretningstjenesten viderekolporterede løgne fra sine kilder, de allierede efterretningstjenester.
Det hele er en særdeles pinlig affære for dem begge – for en halvlammet regering og for et væsen, der trives bedst i skyggerne. De har sendt spionen ud i kulden, men er selv kommet i den varme gryde.

Det er alt sammen rigtig underholdende. Men spørgsmålet om hvilket løgnegrundlag Fogh og Co. sendte Danmark i krig på kan let komme til at overskygge et andet nok så relevant og ulige mere aktuelt spørgsmål – nemlig Hvad pokker laver de danske tropper i Irak nu?

Det irakiske folk har med sin opstand i april fået verden til at forstå, at besættelsesmagten er uønsket i Irak og vil blive bekæmpet, indtil den er væk. Uanset knusende militær overlegenhed vil krigskoalitionen ikke kunne sejre mod et folk, der slås med bare næver og primitive våben, fordi de kæmper for deres ret, for frihed og uafhængighed.

Irakerne finder sig ikke i at være besat – uanset alle besættelsesmagtens fraser og løfter.
De er gået fra passiv modstand til aktiv modstandskamp. Det burde være til at forstå også for en statsminister, der har erklæret sig som beundrer af den danske modstand mod en anden besættelsesmagt.

Men Fogh holder ikke op med at lyve. Det er nærmest blevet til en besættelse hos ham. Han bliver ved med at lade som om de danske kamptropper ikke deltager i den amerikanske terror mod irakerne, men hjælper med ‘demokrati’ og ‘genopbygning’.
Han var med fra krigens start, en af de få trofaste Bush-allierede, som var parat til at ofre ungt dansk blod fra begyndelsen – og vil blive ved til det endelige nederlag, hvis det står til ham.

Da krigen officielt blev erklæret for afsluttet for næsten et år siden, sendte mange lande kontingenter til besættelsen, i den ene eller anden ‘militære’ eller ‘humanitære’ funktion – hvad der kommer ud på ét.
Nu er besættelseskoalitionen ved at smuldre. Spanien har forladt den. Honduras, Den Dominikanske Republik, Nicaragua følger efter. Polen, Norge, Thailand planlægger deres exit. Andre tilbagekalder deres løfter om deltagelse.

Aggressionskrig er krigsforbrydelse efter international ret. Aggressorer og ulovlige besættere er pligtige til at betale krigsskadeserstatninger, efter samme internationale ret.

Vi bør ikke diskutere, om Fogh er en løgner – det véd vi – men hvordan han straffes efter international ret. Vi bør diskutere, at Danmark skal betale for de skader, vi har påført Irak gennem en tøjlesløs krig. Især bør vi LIGE NU sørge for, at Danmark følger de andre lande ud af Irak, og trækker soldaterne hjem. Bidrage hvad vi kan til at bringe besættelsen til ophør.

Alle progressive kræfter, venstrekræfterne, de intellektuelle, har endnu en pligt: åbent at udtrykke støtte til den retfærdige og legitime irakiske modstandskamp!

Netavisen 22. april 2004