En gentagelse af 1998?

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 8, 2004

Vi er i øjeblikket vidner til et scenario i forbindelse med fornyelse af overenskomsterne – på mange niveauer. 650.000 ansatte i den private sektor afgiver i disse uger deres stemme til det foreliggende resultat, der bliver gældende de næste tre år:

Nogle håndører til lærlinge og mindstelønsansatte. Pensionsbidraget er hævet fra 9 til 10,8 pct. Og så det store clou: En barselsfond, som gøres til det totale centrale element, når forbundene forsøger at afsætte varen.

– Vi har ikke fået varen, lyder det fra NEJ-bevægelsen, der har sin styrke på arbejdspladserne.
– Vi har ikke tilnærmelsesvis fået opfyldt de rejste krav om 12 kr. mere i timen til lærlinge, 110 kr. i timen på mindsteløn, 30 timers arbejdsuge for skiftehold – 35 timer til alle andre, 16 pct. i feriepenge og et-årige overenskomster. Det var kravene, da de fagligt aktive kræfter havde sat hinanden i stævne i efteråret.

– Til gengæld har arbejdsgiverne fået både i pose og sæk. 3-årige overenskomster, mulighed for forøget arbejdstid lokalt og ekstra straf for overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, udtaler Stem NEJ-bevægelsen OK 2004.

Forløbet har vist, at arbejdspladsernes krav slet ikke er nået frem til forhandlingsbordet. CO-Industri sprang i målet på blandt andet mindstelønskravet, da der ikke er særlig mange i minimallønsområdet, der har interesse for dette. Derved fraveg de solidariteten med det store normallønsområde, hvor kassedamer og bordafryddere blandt mange andre, er afhængige af en høj mindsteløn. CO-Industri svigtede, selvom de var klar over, at Dansk Industri havde afkrævet alle andre arbejdsgivere evigt troskab mod deres resultat.

Resultatet er usolidarisk, hvor forbundslederne skelner mere til en væsentlig forhøjelse af pensionsmilliarderne, som de selv administrerer og lever fedt på. SiD, KAD, HK & Dansk Metal anbefaler alle et JA til minusoverenskomsterne, samtidig med at de håner NEJ-bevægelsen for ikke at have fået “de sidste marginaler” opfyldt, som HK Industri i København skriver til medlemmerne. Hvem husker ikke 1998, hvor den samlede LO-top hånede arbejderne for at være en flok forkælede møgunger, da arbejdspladserne til stor forundring stemte resultatet ned?

Igen i år har forbundstoppene accepteret, at afstemningen afvikles under forligsmandsloven, der betyder udemokratiske afstemningsregler, hvor et NEJ kun respekteres med 40 pct. afgivne stemmer, og slagteriarbejdere og mange andre kan majoriseres ned af funktionærgrupper eller lignende.

Derudover har LO sikret sig, at et NEJ-resultat ikke får gældende virkning, idet de efter storkonflikten i 1998 har sikret sig mod en konfrontation. De har sammen med DA indgået en “Klimaaftale”, der sikrer en genforhandling for at tage brodden ud af kampen. Den kan passende kaldes for den faglige “Edinburghaftale”, der retter et par kommaer, indføre fire forbehold og så: Ny afstemning. De håber og beder til, at det ikke kommer så vidt. Hertil vil de forsøge at bringe barselsfonden i centrum som et solidarisk element.

– Dur ikke, lyder det fra en typisk lavtlønnet virksomhed med fortrinsvis kvindelige ansatte.
– Resultatet er simpelthen for ringe, og vi frygter for vore løn og arbejdsforhold i mange år fremover, udtaler en tillidsrepræsentant for de ansatte på Toms fabrik i Ballerup til Kommunistisk Politik.

Stemningen er klar til konflikt. Afstemningsprocenten nærmer sig de 90, hvoraf langt hovedparten er NEJ-sigere. På forbundets hjemmeside stemmer 90 pct. nej! Heri rummes også slagteriarbejderne, der så ofte før har vist, at de ikke repræsenterer den sløveste kniv i skuffen.

De omkring 400 lavtlønnede på chokoladefabrikken udtrykker på bedste og klareste vis, hvilken retning den solidariske vej bør betrædes.
NEJ-kampagnen – anført af OK 2004 – bør udvise tillid til denne retning og kampvilje. Her må der ikke forplumres med paroler som ‘Forhandlingen bør gå om igen – bak forhandlerne op!’

Forhandlerne har forspildt deres chance. De fremførte ikke kravene. De stod slet ikke fast. De accepterede resultatet og anbefalede det. De anerkendte forligsmandens inddragelse med efterfølgende bunkebryllup og udemokratiske afstemningsregler.

Alle sunde NEJ-kræfter må ruste sig til en konflikt, der tager livtag med DA og Dansk Industri. Kun derved kan arbejdspladser høste resultater.

Netavisen 3. april 2004