Thorkild Bjørnvig: Arternes eksistens

Mindeord
Kommunistisk Politik 6, 2004

Digteren Thorkild Bjørnvig, Samsø, er død, 86 år gammel. Den første digtsamling udkom i 1947, siden fulgte samlingerne regelmæssigt, livet igennem.
Hans produktion er ikke enorm. De samlede digte fra et langt liv fylder omkring 500 sider. Men han skrev aldrig et ligegyldigt digt. Og mindst et par håndfulde er klassiske.

Ved debuten med ‘Stjærnen bag gavlen’ skrev Tom Kristensen:
“Her er endelig digteren og elskeren, der springer fuldmoden og fuldtbevæbnet ud af poesiens pande, aldrig før set, men straks synlig…”

Der er et enormt anslag i disse ungdomsdigte, der rummer næsten hele den temakreds, som han livet igennem, i skiftende aldre, med stadig større indsigt og et aldrig svigtende, eminent formmesterskab foldede ud.

Det var de store alment menneskelige temaer, han udfordrede, med en absolut tro på digtningens og kunstens rolle som sjælens og menneskelivets kompas: det var eksistens, virkelighed, kosmos, aldrene, kønnet, kultur, kunst, og det blev (under indre protest, men også af indre tvang) menneskene i deres sammenhæng med natur og samfund.
Han efterlader sig en tankedigtning af en enestående lyrisk dybde og følelsesmæssig fylde.

Man kan (med hans eget udtryk om en anden digter) kalde Bjørnvig en ‘religiøs ateist’, som forsvarede tingene, dyrene, naturen, ja universet selv, mod truende farer – mod ‘mennesket’, i form af dets enorme potentiale for ødelæggelse, men også i dets forsøg på at projicere sig selv ind i materien, i naturen og universet – og dermed (sentimentalt, naivt, anmassende) spærre for udsyn og erkendelse. Kun sådan kunne han også forsvare det menneskelige og menneskets ret på jorden.

Denne holdning kommer plastisk til udtryk i disse linjer fra titeldigtet i den relativt sene samling Morgenmørke (1977-79):

Vidunderligt er mennesket
og frygteligere væsen under solen findes ikke;
dyrene har erfaret det, og vor egen arts
svage og tabende.
Forfærdeligt at falde i dets hænder
hvad enten det i sin overmagt
udøver tiltrækning eller fjendskab.

Den ord- og tankefortættede digter, søn af en fabriksinspektør fra Århus, var af opvækst, af uddannelse (magister, senere doktor i litteraturhistorie) og måske af tilbøjelighed et født medlem af den lærde republik, med dens konservative og revolutionsskyende fysiognomi.

Som et ledende medlem af efterkrigstidens Heretica-kreds, der brutalt sagt var en del af den (anglo-amerikanske) kulturelle koldoprustning, var Thorkild Bjørnvig så at sige prædisponeret til en rolle som i det forrige århundrede Poul Møllers ‘Kunstneren mellem oprørerne’, som ‘civilisationens’ (og fyrstens) hævnende sværd. Han fik da også al den anerkendelse og alle de udmærkelser, som kan blive en dansk lyriker til del.

Men det gik anderledes, og det kunne ikke gå anderledes i en epoke, hvor det borgerlige åndsliv skal skønmale kapitalismens destruktive kræfter: Den sanddru digter måtte, på sin måde, slutte sig til oprøret, hvad der en overgang førte til bitre angreb fra regeringsmedlemmer.

I 1959, længe før der eksisterede en miljøbevægelse eller ‘miljøbevidsthed’, havde Bjørnvig i et andet klassisk digt Dag og Nat beskrevet truslen mod arternes eksistens:

… Min jord, med solsort, svale, hest,
sælhund og hval, delfin og albatros,
dådyr, gazelle, løve, ravn og los –
for hver udslettet form forarmes vi,
det dyriske blir plumpt og blindt i os,
perverst og fyldt af skam: fragment og rest –
når ikke vi ser dyrets liniespil
opdrage os, og gøre kroppen fri,
så vi i dansen legemligt er til,
i ro, bevægelse, og favn i favn.
Min jord – og gøgen talte jordens år;
jeg nævnte dyrearter, navn ved navn.

Senere, omkring 70erne, da bevægelsen var der, udsendte han samlinger af ‘miljødigte’, politiske digte, heraf mange lejlighedsdigte af stor virkning, fordi hele det klassiske poetiske beredskab var intakt.

I dag rynker borgerlige æsteter med kastrerede følehorn på næsen af dem, fordi de overskrider grænsen for det tilladte (det individuelle og ufarlige) oprør. Men denne del af Bjørnvigs forfatterskab er ikke den mindst lødige. Det var og er nødvendige digte

Hans sene digtning (herunder forårsung kærlighedsdigtning) i Nattemørke og alderdomsdigtene i ‘Siv, vand og måne’ (1993) rummer nye højdepunkter. De afrunder et af de rigeste danske forfatterskaber i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Netavisen 8. marts 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater