På plejehjemmet anno 2004

Strøtanker
Kommunistisk Politik 6, 2004

I løbet af de seneste fem uger på plejehjemmet døde tre af de 20 beboere. Nå ja, hovedparten er over 90 år, så hvad kan man forvente. Der er mange faktorer, der er medvirkende til, at beboere på plejehjem i gennemsnit er blevet ældre og svagere i de senere år: Gennemsnitslevealderen stiger, ‘længst muligt i eget hjem’ praktiseres, medicinsk behandling holder de svageste længere i live, og tiden på hospitalerne forkortes.

At dette tilsvarende har betydet en tilførsel af mere plejepersonale, er der ikke noget, der tyder på.
“Plejesektoren er så hårdt ramt af nedskæringer og underbemanding, at mange ansatte går på arbejde, selv om de reelt er syge og burde blive under dynen derhjemme. Forklaringen er, at de ansatte har en stor ansvarsfølelse over for deres i forvejen belastede kolleger, som skal løbe ekstra stærkt, når en medarbejder er sygemeldt.”
Sådan lød konklusionen i en ny undersøgelse fra en del af plejesektoren i Horsens kommune, refereret i Fyns Stiftstidende den 2.2.2004.

Der, hvor jeg er for tiden, er der 4-5 plejere på dagholdet, to på aftenholdet og én på natholdet – og som sagt 20 beboere. Dertil kommer forskelligt servicepersonale, der kan ‘bestilles’, samt en sygeplejerske i dagtimerne og mulighed for at tilkalde akut fra andre afdelinger om natten.

Den aktuelle situation er omtrent sådan: Tre er lænket til en kørestol og skal hjælpes til stort set alt. Seks kan kun gå ganske kort og kun ved andres hjælp og gangstativ-hjælp og skal hjælpes til næsten alt. Tre er så demente, at de ikke kan finde vej til toilettet eller deres egen bolig og skal guides til al personlig hygiejne, seks er omtrent selvhjulpne til den daglige vask og på- og afklædning. To boliger er midlertidigt tomme, men der flytter nye ind inden en uge. De fleste beboere enten ser eller hører meget dårligt, enkelte både og.

Normeringen, den praktiske indretning og den organisatoriske planlægning gør, at langt det meste af plejepersonalets tid bliver brugt til vask, påklædning, forflytning, toiletbesøg, sårbehandling o. lign. samt servering af piller og mad og madning. Der er altså ikke meget tid tilovers til samtaler, gåture, spil mm. Indretning og organisering er heller ikke sådan, at det kan lade sig gøre bare i nogen grad at inddrage beboerne ved madlavning eller anretning. Beboerne kan heller ikke inddrages ved rengøring og vedligeholdelse af egen bolig, da det ville tage for lang tid, og det er også kun ganske få, der kunne magte bare det mindste. Det sociale liv er fortrinsvis banko-spil og filmforevisning samt gymnastik (hurra for det!) for alle på institutionen.

Samtidig er bygningen indrettet med lange gange, der har boliger til den ene side og køkken og kontor samt opholdsrum, der er del af gangarealet til den anden side. PLS Rambøl skrev i 2002 i undersøgelsen ‘Viden om den gode plejebolig’ bl.a.: “I plejeboligbyggeri, hvor der projekteres med et antal enheder omkring et fællesrum, undgår man lange gange, men ellers gælder det, at jo kortere en gang er, desto mere intim og overskuelig virker den … Endelig føles en gang med boliger på begge sider mere privat end en gang med boliger på den ene side og funktionsrum på den anden.”

I den nyeste viden om demens understreges netop betydningen af tryghed, tillid, sikkerhed og socialt samvær som en meget vigtig bestanddel af en behandling, der kan forsinke og udskyde udviklingen af sygdommen. Altså alt det, der her og mange, mange andre steder er meget lidt tid til eller mulighed for. Det er ikke underligt, at nye undersøgelser både i Sverige og Danmark peger på, at forbruget af beroligende medicin er voldsomt stigende.
Det kan godt være, vi lever længere, men hvem har glæde af det?

Netavisen 11. marts 2004