Terror i Spanien

Europa har fået sit 11. september 2001: 11. marts 2004. Det er ministres og mediers overskrift på terroraktionen i Madrid, der har kostet hen ved 200 mennesker livet og såret 1000.

3 bomber blev bragt til sprængning mod et til bristepunktet passagerfyldt tog på vej til hovedbanegården, andre på nærliggende stationer. Det er en terrorhandling, som ramte i flæng – mod civile mål, uden adresse til den spanske regering eller dens institutioner, eller mod amerikanske mål.
Det er med andre ord en form for terror, som man så i 70erne med bombesprængningen på banegården i Bologna: Det blev i sidste ende afsløret som den ekstreme højrereaktions værk – som en blodig udåd begået af fascister.

Hvem står bag? Det er selvfølgelig det første spørgsmål, som rejser sig. Den spanske regering har straks peget på den baskiske løsrivelsesbevægelse ETA, som er et hovedmål for Aznar-regeringens stadige antiterrorkampagne.
Der er ‘ingen tvivl’ om, at det er ETA, siger den spanske indenrigsminister Angel Acebes.
Det benægtes af en talsmand for det basiske nationalistparti Herri Batasuna, som peger i retning af ‘arabisk modstand’ – Al Qaeda eller lignende. Indenrigsministeren afviser fuldstændig dette.

Ifølge den spanske indenrigsminister er der altså tale om en rent spansk terroraktion, med lange historiske rødder i Spanien selv. Men så er det ikke ‘international terrorisme’ eller ‘Europas 11. september’ eller ‘EU’s 11. marts’.
Så er overskrifterne mildest talt malplacerede.

ETA benægter som sagt at have noget med denne terrordåd at gøre. Hvis organisationen har det, er det dens sidste store fejltagelse: fascistisk terror er den eneste dækkende betegnelse for denne skændsel. Det ville være en definitiv kompromittering af ETA selv og dens kamp for baskisk selvstændighed.
Det er svært at tro, at ETA vil ødelægge sig selv.

ETA’s aktioner har altid haft et konkret sigte: spanske myndigheder, militær, politi – aldrig mod civile i flæng. De har faktisk forhåndsadvaret ved en række lejligheder for at undgå civile ofre – og de har altid taget ansvar for deres aktioner.

Selvom den såkaldte ‘krig mod terror’ ikke har reduceret terrorangreb, men frembragt flere, er der alligevel god grund til at tvivle på, at terroren i Spanien udspringer i Al Qaeda og omegn. Angrebene på togpassagerer er ikke deres stil. Togterror har derimod en historie i Sydeuropa, først og fremmest de tidligere fascistlande Italien og Spanien.

Alverdens efterretningstjenester ved selvfølgelig det. Terrordåden i Spanien var omfattende, militært udført. Den kræver en organisation og viden, som efterretningstjenester og ekstreme højrekræfter (med tilknytning til samme), fascistiske grupperinger, besidder.

Hvem står bag? For at kunne besvare dette spørgsmål må man først og fremmest spørge: Hvem gavner denne terroraktion? Og dermed: hvad er dens motiv(er), og hvem kan have disse?
Den tjener intet progressivt formål. Dens konsekvenser er hele vejen igennem negative. Den tjener reaktionen og højrekræfterne. Den tjener imperialismen og terrorkrigerne.
Ingen andre.

Netavisen 11. marts 2004