Service-Danmark

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 3, 2004

Danmark var engang et landbrugsland. Hovedparten af landets produkter kom fra mulden og husdyravlen. Det var absolut det største erhverv med flest beskæftigede. Igennem et århundrede fortrængte industrien stille og roligt landbrugets status. Til gavn for landet og dets udvikling opstod der en mangfoldig industri, der i sin natur byggede på værdiskabelse og samtidig lagde grunden for en videreudvikling af samfundet. Levestandard og forbrugsgoder er totalt afhængig af en industriproduktion.

I 1950 udgjorde landbrug og industri i Danmark hver især omkring 25 pct., når det opgjordes i antal beskæftigede. Bygge og anlæg beskæftigede ca. 10 pct., mens serviceerhvervene markerede sig med de resterende ca. 40 pct.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop begået en ny rapport, der på glimrende vis afdækker erhvervsudviklingen indtil 2002.

Der kan altid tolkes, hvorvidt den enkelte virksomhed hører til den ene eller anden branche, men undersøgelsen giver et meget præcist billede af udviklingen:
Landbruget er reduceret til 3-4 pct., bygge- og anlægsvirksomhederne er stagneret, industrien er reduceret til ca. 20 pct., mens servicesektoren er vokset til omkring 70 pct.

Statistikken er i sig selv graverende nok, men bag tallene gemmer der sig faktorer, der skærper problemstillingerne. Reduktionen af den forholdsmæssige beskæftigelse i industrien dækker nemlig over, at det mærkbare fald i landbruget skyldes industrialiseringens overtagelse. Reduktionen i industrien skal altså ses på baggrund af en overtagelse af landbrugets 20 procents fald.

Det er faktisk kun en enkelt industrisektor, der i perioden har oplevet en vækst: Medicinalbranchen har sammen med den beslægtede udstyrsproduktion formået mere end en fordobling af ansatte siden 1966, fra 12.000 til 27.500. Til gengæld er servicesektoren på trods af butiksdøden næsten fordoblet.

På den anden side hersker der en logik bag resultaterne. Monopolernes EU har med den fastsatte “arbejdsdeling” afsavet vigtige industrigrene, eksempelvis stål- og skibsværftsproduktion. 21.000 arbejdspladser er reduceret til 9.000. Store industrier har flyttet kapitalen til omkostningsbillige lande østpå. 90.000 arbejdspladser i tekstil, beklædning og læderindustrien er reduceret til 10.000. Mange andre store virksomheder truer med at flytte produktionen.
Monopolfirmaet Danish Crown truer jævnligt med at lukke og flytte produktion. EU har desuden braklagt massevis af dansk landbrugsjord og reduceret fiskeriet til fordel for større industriskibe.

Undersøgelsen afdækker ikke, hvor mange af de resterende arbejdspladser der er opkøbt af udenlandske transnationale monopolvirksomheder, hvilket kun vil gøre billedet endnu mere skræmmende. Det svenske Arla har eksempelvis opkøbt og opnået monopolstilling på det danske mælkeproduktmarked. Amerikansk og vesteuropæisk kapital har sat sig på masser af andre tunge sektorer.
Dansk industri er med andre ord i lommen på udenlandsk kapitals goodwill!

Mens ældrebyrden, indvandrerne og vore børns angivelige mangel på paratviden jævnligt bliver gjort til genstand for bekymringer for landets fremtid, så er det slående, at undergravningen af dansk selvstændig produktion ikke har vakt den mindste foruroligelse. Der er tværtimod i årtier blevet slået på tromme for, at Danmark har en fremtid i servicesektoren.

Storebæltsbroen, Øresundsbroen og den kommende Femernforbindelse skal alle ses i lyset af svensk, finsk, tysk og fransk kapitals ønske om gensidige fordele ved hurtig vareudveksling, mens den danske rolle er udtænkt til konference-, turist- og fornøjelsescentrum. Derfor skal der i København som en del af Ørestaden bygges Metroer fra city til lufthavnen, hoteller, kongres og konferencepaladser. Opførelsen af de største projekter tilfalder ikke engang danske arbejdspladser, men udliciteres til andre EU-lande.
Vore lokale folketings og kommunale politikere har i årtier bifaldet denne udvikling.

Denne kommentar er ikke skrevet i bekymring for dansk kapitals profitmuligheder, men fordi udviklingen underminerer den danske arbejderklasses udgangspunkt for opbygningen af et socialistisk Danmark. Når arbejderklassen sætter sig selv til magten, starter vi på mange måder forfra.

Opgaven består ikke “blot” i at opbygge en ny stat, men tillige – stort set helt fra bunden – en industriel produktion.
Desto før samfundsstyringen overtages – desto bedre.
Det haster.

Netavisen 30. januar 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne