For en lovmæssigt fastsat fattigdomsgrænse

Af Kaj Rudi Rasmussen
Kommunistisk Politik 3, 2004

I Danmark er der ikke en nedre grænse for fattigdom. Et socialt mareridt er ved at oprulle sig som virkelighed for store dele af den dårligst stillede danske befolkning. At de og deres familie kunne være på vej ud i bundløs fattigdom, som vi normalt må se den på tv fra USA eller fra fattige nationer i Afrika, er ved at være en realitet for mange i Danmark.

Ethvert land bør have en officiel fattigdomsgrænse med et princip om, at ingen må falde ned under denne. Der må laves en lov, der sikrer, at fattigdomsgrænsen ikke blot skal være tomme ord og statistiske oplysninger. Det nærmeste, vi kommer en officiel fattigdomsgrænse her i landet, er de såkaldte rådighedsbeløb, som kommunerne hver især har som en ledetråd for udbetaling af særlige ydelser til ekstraordinær sociale ydelser, samt for hvor meget kommunernes inkassokontorer må trække at skyldnere.

Fra reguleret til grænseløs fattigdom

Efter socialreformen i 1990’erne gik kommunerne fra princippet om individuel vurdering af den enkelte person eller families trang eller behov til i dag at gå efter et skema for, hvad man bør kunne leve for, hvad ens rådighedsbeløb bør være. Men rådighedsbeløbet dækker ikke de reelle nødvendige leveomkostninger i dagens Danmark. Og disse rådighedsbeløb er kun er vejledende for den enkelte socialrådgiver og inkassomedarbejder, og medarbejderne må ikke sætte disse vilkårligt op, men gerne vilkårligt ned. Derfor fastsætter rådighedsbeløbene blot, hvor meget fattige familier maksimalt kan leve for, men ikke hvor lidt de bør leve for.

Derfor må der fastsættes en reel fattigdomsgrænse her i landet, som arbejderklassen må kæmpe for får et lovmæssigt grundlag i folketinget og i kommunerne.

Fattigdomsgrænser er politisk besluttede

Det er naturligvis et særligt problem at fastsætte den eksakte grænse for fattigdom i et samfund. Graden af fattigdom er politisk bestemt og reguleres af magthavernes interesser, i Danmark vil det sige af borgerskabets og dets regerings interesser. Generelt vil fattigdomsgrænsen fastsættes ud fra de gennemsnitlige leveomkostninger og leveniveau i det enkelte land, som igen bestemmes af landets historie, kultur og graden af industrialisering samt af kampen mellem de sociale klasser, især kampen mellem arbejderklassen og borgerskabet.

EU’s beregning af fattigdom sker ud fra en vurdering af , at man er fattig, hvis man tjener mindre end 60 % af den gennemsnitlige indkomst i det pågældende land. Ud fra denne definition lever 30.000 danskere under EU’s officielle fattigdomsgrænse. Men EU’s definition er nærmere et tal for ulighed end for fattigdom.

FN har beregnet fattigdommen i Danmark til 9 %, beregnet ud fra parametre som det antal mennesker, der forventes at dø, inden de fylder 60 år, antal medborgere med læse- og skriveproblemer, andelen af langtidsledige og det antal mennesker, der befinder sig under EU’s fattigdomsgrænse. Derved beregnes, at der er mellem 200.000 og 450.000 mennesker i Danmark, der lever under FN´s fattigdomsgrænse.

Verdensbanken regner med en absolut fattigdom som en fattigdomsgrænse gældende for hele klodens folk og stater. Denne er 1 dollar eller 7 kr. pr. dag, dvs. 2.555 kr. om året, så ifølge denne definition er det kun i de allerfattigste af verdens lande, der findes fattige.

Regeringen er imod en officiel fattigdomsgrænse

Rådet for Socialt Udsatte foreslår på baggrund af de barske realiteter i sin nye fattigdomsrapport, at det nu er på tide, at der indføres en officiel fattigdomsgrænse i Danmark. Men det er regeringen meget imod. Henriette Kjær, der er socialminister, har i en kommentar til dette udtalt, at hun er imod at indføre en fattigdomsgrænse. Hun skriver blandt andet:

“Forslaget om at indføre en fattigdomsgrænse i Danmark er jeg lodret uenig i. Det vil simpelthen ikke være muligt at fastsætte en sådan grænse på nogen rimelig måde.”

At regeringen er imod en grænse for fattigdom og graden af elendighed kommer nok ikke bag på mange. Dels forpligter en sådan grænse regeringen, og dels vil en grænse for fattigdom kunne stille regeringen og hele det kapitalistiske samfunds grundlag i miskredit. Dels vil det gå imod kapitalismens interesse i at sænke prisen på arbejdskraft. En veldefineret lovmæssig nedre grænse for fattigdom vil nemlig være med til at holde prisen på den billigste arbejdskraft på omkring dette fattigdomsniveau.

2. del af denne artikel:
Bud på en fattigdomsgrænse i Danmark
Kommunistisk Politik 4, 2004

Se også:
Loft over kontanthjælp rammer hårdt
Netavisen 28.01.2004

Netavisen 28.januar 2004