Underklasse

Kommentar
Kommunistisk Politik 2, 2004

Der er en overklasse og en underklasse her i verden. Der er et jet set og mere end 2 milliarder ludfattige med omkring en dollar om dagen. Der er Overdanmark og der er Underdanmark. Og de underste i Underdanmark er nydanskere, indvandrere fra Underverdenen.

Fra åbningen af World Social Forum
Mumbay 16. januar 2004

Arbejderpartiet Kommunisterne har for længst konstateret, at der føres en politik for at gøre indvandrerne til et proletariat i proletariatet. Det var tilfældet under socialdemokratiske regeringer, og det er gået meget stærkt under Fogh-regeringen, som har anstrengt sig ekstraordinært for at gøre livet surt for de allerfattigste.

Nu har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udsendt en undersøgelse, som fastslår, at der er ved at blive skabt et permanent indvandrerproletariat. Rapporten ‘Fordeling og levevilkår’ kortlægger, hvordan danskernes indkomster, formuer og andre økonomiske forhold har udviklet sig i perioden 1991-2001.

Et af de spørgsmål, der undersøges, er hvordan de fattigste 20 procent af befolkningen, den såkaldte lavindkomstgruppe, kan forbedre deres situation. Den viser at godt halvdelen af de lavestlønnede danskere fem år senere befandt sig i samme gruppe, mens knap halvdelen havde bevæget sig op i et højere indkomstlag. Anderledes med indvandrerne: Af folk fra udviklingslande var 80 pct. stadig i bunden. Kun 20 % var rykket op.

Uddannelse – uddannelse i stedet for klassekamp, ikke uddannelse og klassekamp – har altid været den socialdemokratiske patentmedicin til at forbedre de understes situation. En veluddannet arbejderklasse: så vil det gå godt både for det danske samfund, kapitalister og arbejdere, er filosofien. Det går godt for kapitalisterne, ikke så godt for de danske arbejdere. Derfor snakkes der om den ’sociale arv’, der skal brydes, men ikke bliver brudt, så længe de kapitalistiske produktionsforhold består. Den sociale opstigning er først og fremmest individuel – og undtagelsen.

Rapporten fra Erhvervsrådet lægger endnu en pind til den socialdemokratiske forestillings ligbål, idet den konstaterer, at ‘uddannelse hjælper kun i ringe omfang indvandrerne til job og økonomisk fremgang’. Rapporten siger:
‘Faktisk er det langt lettere for en ufaglært dansker at komme ud af lavindkomstgruppen, end tilfældet er for en indvandrer med videregående uddannelse. Manøvren var således lykkedes for næsten 40 procent af de ufaglærte danskere i løbet af de fem år.’

Integrationsminister Bertel Haarder har en forklaring. Eller rettere tre. Efter hans opfattelse har Danmark sammen med Sverige verdens dårligste integration af indvandrere. Det skyldes
1. Verdens højeste minimumslønninger
2. verdens højeste sociale satser, og
3. desuden de værste uddannelsesbarrierer.
Deraf følger naturligvis, at mindstelønnen skal sænkes og de sociale satser beskæres yderligere – nu i integrationens navn. Arbejdskøbernes diskrimination er ikke noget stort problem – for Bertel Haarder. Og ‘uddannelsesbarriererne’ skal naturligvis fjernes – i det omfang, arbejdsgiverne vil.

Det lyder spagt, når socialdemokraten Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd her over for stiller op med følgende:
– Uddannelsessystemet er ved at blive ghettoficeret i disse år. Andengenerationsindvandrere går på HHX og HTX og tager bagefter de korte videregående uddannelser sammen. Men desværre er det fag med stor arbejdsløshed og betydelig risiko for at løbe ind i den diskrimination, vi har set på praktikpladsområdet. Det havde været bedre, hvis de valgte uddannelser som for eksempel sygeplejerske og pædagog, siger han.

Arbejderne skal uddanne sig. Og indvandrerne skal blive sygeplejersker eller pædagoger!
Det er ligesom det ikke rigtig hænger sammen.

Socialdemokraterne har begået endnu et kæmpe forræderi. De er aldrig gået til kamp for indvandrernes rettigheder som en del af arbejderklassen, og dermed for reel integration. Derimod har de mere end halvt overtaget den borgerlige diskriminationspolitik ved at gøre indvandrerne – og ikke kapitalismen og diskriminationen – til problemet, der skal tackles.

Selvfølgelig skal de unge – også de unge indvandrere – søge at uddanne sig. Men vigtigere endnu er det, at arbejderklassen integreres, og bekæmper den borgerlige såvel som den socialdemokratiske splittelsespolitik. Faglærte og ufaglærte – danskere og indvandrere – gamle og anden generation: Det er samme klasse og samme kamp.

Og det er den samme kamp på globalt plan: En gigantisk ‘underverden’ går imod overmenneskenes diktat: Modstanden i Irak, Afghanistan og Palæstina mod militær aggression, Protesterne mod det amerikanske nyliberale projekt FTAA i Mexico. Det sociale verdensforum har i disse uger for første gang sat protesten stævne på det asiatiske kontinent – i Bombay, Indien.
Den globale underklasse rejser sig.

Netavisen 18. januar 2004