Parmalat – EU’s Enron

Kommunistisk Politik 2, 2004

Italien og EU fik en gigantisk erhvervsskandale på hånden i samme størrelsesorden som den amerikanske Enron-skandale, da den transnationale fødevaregigant (mejerikoncern) Parmalat før jul måtte gå i betalingsstandsning – og det efterfølgende viste sig, at der i årevis var fiflet og svindlet med regnskaber og beløb i en størrelsesorden på 10 milliarder dollars.

Følgevirkningerne sender dybe rystelser gennem det italienske samfund og den internationale bankverden. 8,7 milliarder dollars er tilsyneladende forsvundet. Fodboldklubben Parma er blot et af de mange underselskaber, som er knockout’et.

Stifteren, hovedaktionæren og bestyrelsesformanden Calisto Tanzi sidder nu fængslet og har tilstået en milliard-euro-svindel, som indledtes for 15 år siden – og ikke er blevet afsløret før nu, hvor selskabet kom i en akut likviditetskrise som en af mange multinationale koncerner, der er hårdt ramt af den globale økonomiske krise.

Det står klart, at svindelen, der ikke mindst bestod i kreativ bogføring og opførelse af ikke-eksisterende poster og bankindeståender, ikke kunne have været sket, uden at det involverede en lang række økonomiske medarbejdere og direktionen, hvoraf mange er familiært knyttet til den nu detroniserede guldfugl Tanzi.

Skandalen rammer blandt andet verdens største emballagevirksomhed, Tetra Pak. En tidligere topmand i Parmalat har afsløret, at Tetra Pak årligt har overført 38 millioner dollars direkte til Calisto Tanzis private bankkonti. Tetra Pak ‘undersøger nu sagen’.

Berlusconi-regeringens første reaktion på Parmalats krise var at skræddersy en lov, der muliggjorde en betalingsstandsning for selskabet og en rekonstruktion af det inden for 100 dage.
Derefter kom fængslingen af Tanzi og hans tilståelser, og skandalen eksploderede. Som under Enron-skandalen i USA skal tilliden til virksomhederne genoprettes. Lovene skal overholdes. Syndere skal straffes. Kontrollen med selskaberne skal øges.

Der er blot det problem for Berlusconi-regeringen, at ingen tror på den. For et halvt år siden vedtog den en lov, der konsekvent har afkriminaliseret alle de fupnumre, selskaberne kan bedrive. F.eks. afkriminaliserede den for et halvt år siden reglerne for falsk bogføring. Maksimumsstraffen herfor nedsattes fra 4½ års fængsel til nu tre år.

Berlusconi bevilgede også sig selv og andre erhvervsledere immunitet fra retsforfølgelse, så længe de bestrider ‘folkevalgte’ poster. Denne lov er imidlertid – efter Parmalat eksploderede – blevet underkendt af den italienske forfatningsdomstol.

Familierne og EU

Italien har altid været præget af store familiefirmaer, der har blomstret og er faldet sammen. I øjeblikket er Berlusconi Italiens største og rigeste, mediekongen over alle. Nr. 2 er Leonardo Del Vecchio, der på under 40 år har tjent over 30 mia. kr. på at omforme billigt plast til dyre modebrillestel med varemærkenavne som Ray-Ban. Modekongen Luciano Benetton, der også har penge i bl.a. italienske motorvejsanlæg, er Italiens tredjerigeste.

Andre er milliardærer på skiftende mode, bl.a. Giorgio Armani og Achille Maramotti med modehuset Max Mara, der er i bestyrelsen for den magtfulde bank Mediobanca. Agnelli-familien er i dag kun Italiens syvenderigeste. Endnu en komet er spekulanten Emilio Gnutti, der tjente styrtende med penge på en central rolle i afprivatiseringen af Telecom Italia i 1999.

På grund af familiedynastierne og det italienske samfunds traditionelt dårlige image lader man, som om Parmalat-skandalen kun kan forekomme der. Tværtimod: Italien er et foregangsland i Unionen, også for virksomheder og virksomhedskultur. Der er ingen tvivl om, at der ligger saftige skandaler og venter på at eksplodere andre steder i EU.

Mangelen på enhver form for effektiv kontrol med Parmalats svindelregnskaber i 15 år (som selvfølgelig har været ‘reviderede’ efter alle kunstens og EU’s regler) får nu EU-kommissær for det indre marked Frits Bolkestein til at overveje at stramme revisionsreglerne endnu en tand i forhold til et forslag, der skal fremlægges i maj måned.

Bolkestein ønsker, at alle dele af et selskab eller en koncern fremover skal have samme revisor. Parmalat havde to revisorer, og ansvaret risikerer at falde mellem to stole (!). For det andet vil de enkelte lande skulle indføre nationale kontrolorganer til at holde øje med revisorernes arbejde, magen til det organ, amerikanerne etablerede oven på Enron-skandalen.

Der er med andre ord god grund til at nære fuld tillid til EU, til Berlusconi-regeringen og gigantkoncernerne.
Der er styr på dem.

Baggrund

Berlusconi og medierne Interpress

Politiske mord i Italien
Interpress

Netavisen 14. januar 2004