Palæstina: Nytåret skydes ind

Af Kelly B

Nablus 2. januar

Palæstina Fredsvagter

Med nedenstående rejsebrev fra fredsvagten Kelly B sender vi ønsket om et bedre 2004:

Midt i en månedlang invasion bebuder sheikh’en fra moskeen at alle fra deres vinduer og fra toppen af deres flade tage i en time sammen skal råbe “Allahu Akbar” (Gud er stor). Det begynder med stemmerne fra moskeerne. “Allahu Akbar” igen og igen. Stemmerne bliver højere og lyder mere og mere stolte for hver gang råbet gentages. Så høres et helt kor fra den gamle bydel, siden fra flygtningelejrene og ude fra bjergene.

Tusinder af forskellige stemmer, i forskellige rytmer og tonearter, råbende og syngende sammen, en fælles lyd, der næsten er i stand til at drukne lyden af kampvognsilden rundt om. Stemmerne finder sammen i styrke og solidaritet, som en fælles erkendelse af og samtidig en trods imod den smerte, som ligger som en tåge hen over hele byen.

Gennem denne måned har de fleste været indespærret (men ikke i sikkerhed) i deres huse. Elleve er dræbt; tre af dem børn, og hundreder af sårede har været indlagt. Alle sørger, mange er skrækslagne. Alligevel finder befolkningen sammen for at vise at de ikke vil overgive sig.
Medierne har skrevet meget lidt om situationen i Nablus, selv den arabiske presse. Den israelske presse har kort omtalt at militæret udfører operationer for at knuse en terroristisk infrastruktur. Ellers intet.

Hæren er trukket ud af flygtningelejren Balata for nogle få dage siden og har siden intensiveret belejringen af Nablus og den gamle bydel. Et område i den gamle bydel, Qarion, har nu været fuldstændigt lukket i seks dage. Soldaterne bevæger sig langsomt fra hus til hus, ødelæggende døre og vægge, mens de bevæger sig frem.

Hver dag har fredsvagter og palæstinensiske frivillige forsøgt at bringe mad og medicin ud til de indespærrede i dette område – og hver dag er vi blevet stoppet. Både i går og i dag skød militæret mod os med skarpt, da vi forsøgte at bringe brød ud – en palæstinser og en fredsvagt er ramt af splinter. Heller ikke pressen har adgang til området. Eksplosionerne fra Qarion høres gennem hele dagen og hele natten.

Nytårsaften, da vi forsøgte at få en ambulance ind i området for at evakuere sårede og syge blev vi stoppet af en jeep. Soldaterne kom ud og begyndte fnisende at stille os åndsforladte spørgsmål som “Kommer I fra en eller anden anti-globaliseringsbevægelse eller er I her bare?”. Hurtigt gik det op for os, at soldaterne var skæve, at de havde siddet og røget bag i jeepen. Tyve årige soldater, skæve, med M-16 geværer i hænderne havde ansvaret for sikre området mod palæstinenserne. Det er en alt for skræmmende viden.

Præcist ved midnat nytårsaften mærkedes og hørte en kraftig eksplosion ud over hele byen. Vinduer i alle husene over en kilometer fra Qarion splintredes. Vi brugte de næste timer på at forsøge at evakuere familier fra huse nær ved, da der blev udråbt advarsler om yderligere eksplosioner. Bid for bid var soldaterne i gang med at med at ødelægge en over 200 år gammel bygning. Hæren påstod at der var eftersøgte, de lokale sagde at der ingen var. Under aktionen var mange i området ved bygningen blevet fængslet, de fleste af husene var besat af militæret og mange tilfældige tilstedeværende blev arresteret.

I dag ankom kolonner af jeeps til universitet, hvor studenterne var i gang med deres afgangseksamener. Alle blev fjernet. Tre kvinder, nogle af mine veninder, ville gå til universitetet her til morgen. Da de kom udenfor skød soldaterne tåregas og chockgranater efter dem.
Fra moskeerne lød her til morgen atter opfordringen om bryde udgangsforbudet og gå ud på gaderne. De få, der gjorde det, blev mødt med kraftig tåregas, chockgranater og skarpe skud. Det er endnu ikke optalt hvor mange sårede der har været i dag.

På trods af situationen fortsætter befolkningen alligevel den civile modstand. Hver morgen vågner jeg til en blandet lyd af granatild og lydene fra handlen på markedspladsen. I gaden hvor jeg bor åbner de handlende deres butikker og boder klokken syv, umiddelbart efter at en jeep er kørt igennem for at annoncere udgangsforbudet. Klokken halv otte kommer flere jeeps og affyrer tåregas og skyder tilfældigt rundt i gaden. De fleste når at komme væk, ud i gyderne og butiksdørene lukkes hurtigt. Fem minutter efter at soldaterne er væk vender livet tilbage i gaden. Dette katten-efter-musen spil fortsætter hele formiddagen. Ved middagstid har shebab´erne (unge drenge) opstillet vejblokader lavet af papkasser og store sten for at forhindre hæren i at komme ind i deres gader. De afventer og barrikader sig bag vejblokaderne, mens de kaster sten efter militærets køretøjer.

Den tolvårige søn her i huset hvor jeg bor mangler to terminsprøver. De skulle have været afholdt for to uger siden. Hver aften læser han lektierne sammen med mig eller hans far og bedyrer os at han er klar og velforberedt. Hver nat ligger han vågen, angst for skuddene og eksplosionerne som høres fra gaden udenfor huset. Hver morgen hører han jeepen, der kører rundt og annoncerer udgangsforbudet. Og alligevel så klokken otte, står han op, tager tøj på og går mod skolen kl. halv ti i håbet om at kunne afslutte sine prøver. Han når som regel kun lige rundt om hjørnet, før han drives tilbage af soldater eller af varselsskud. Og de få gange han har nået frem til skolen har den været lukket, omringet af militærjeeps.

Ved stædigt at tro på livet og ved stædigt at leve det under disse umenneskelige forhold, fortsætter han og resten af befolkningen i udgangsforbudets Nablus deres kamp mod besættelsen.

Netavisen 6. januar 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne