Ulandet Danmark

Sådan behandles Hassan Al-Shami, familiefar, PLO-leder, torturoffer, beboer i Mjølnerparken, af det sociale system i Danmark

Palæstinenseren Hassan er opvokset i en libanesisk flygtningelejr. Han startede våbentræning, da han var 13 år, og var soldat i fem år i PLO, hvor han blev chef og arbejdede tæt sammen med Arafat. Har været fængslet flere gange og er blevet udsat for vold og tortur under fangenskabet. Hassan Al-Shami kom til Danmark i 1988 med ægtefælle og to børn og er i dag dansk statsborger.

I 1995 blev Hassan sendt i aktivering, og det var han glad for. Efter 6 måneder blev han hjemsendt; han forstod ikke systemet dengang. I det forløb pådrog han sig en arbejdsskade på højre hånd. Han kom i behandling for lumbago fra 1998 med smertestillende medicin.

I januar 2001 skriver lægekonsulent Jens Bang: “Endnu en palæstinenser, som søger om førtidspension.” Han slutter med følgende skøn: “På det foreliggende oplysningsgrundlag er der selvsagt ikke grundlag for at rejse sag om FØP, ligesom klienten er fuldt aktiverbar.”

Hassan udebliver fra en jobformidlingssamtale den 6.2.2001, og får derfor et brev med følgende indhold fra Socialcenter Nørrebro: “De har over for Jobformidlingen oplyst, at De fysisk ikke er i stand til at blive aktiveret. Socialcentrets lægekonsulent har vurderet, at De kan aktiveres på fuld tid.
Der er derfor truffet beslutning om, at kontanthjælpen for perioden 6.2.2001, og indtil De igen møder på jobformidlingen, skal tilbagebetales …”

Underskrevet af socialrådgiver AMG

Socialcenter Nørrebro, eller Lokalcenter Nørrebro, som det hedder officielt

I en samtale med Revacentret august 2003 giver Hassan udtryk for, at han har følt sig presset til at søge pension, han har selvmordstanker og føler sig ikke hjemme i Danmark: “Danskerne lader os ikke blive bare en lille smule danske.” Og i integrationsprojekterne møder man mange forskellige nationaliteter, “men man møder ingen danskere”.

Socialrådgiveren skriver den 9. oktober 2003 “Du er nu lægeligt afklaret, og det er min pligt at henvise dig til aktivering.” Lægekonsulenten har på baggrund af alle lægelige papirer konkluderet følgende: “Der er skånebehov over for det helt tunge skulderbelastende arbejde, herudover burde klienten kunne påtage sig lidt af hvert.” Og der henvises til pligten til at udnytte arbejdsmuligheder for at modtage kontanthjælp.
Den 30.10. følger endnu et brev fra socialrådgiveren med formuleringen: “… såfremt du møder i jobcentret og fremstiller dig syg igen, må jeg drage konklusionen, at du ikke er motiveret for aktivering og derfor ikke er berettiget til kontanthjælp”.
Den 12.11.2003 fortsætter brevvekslingen: “Da De har fremstillet dem som ude af stand til at blive aktiveret i Københavns Jobcenter …” afsluttende med, at kontanthjælpen vil blive bragt til ophør ved udgangen af november måned.

Hen over sommeren 2001 får Hassan fremmødeforbud på Socialcenter Nørrebro, men bliver i august henvist til arbejdsprøvning på Revacentret med henblik på mulighed for revalidering. Han modtager på dette tidspunkt kontanthjælp. Lægen dér karakteriserer ham som:

En 41-årig mand med lænderygsmerter, nervelidelse og psykisk besvær.
Konstante lænderygsmerter siden 1998, som forværres ved sidden og gang. Daglig behandling med stærk smertestillende medicin.
Skuldersmerter, som går tilbage til tæv og skub med bagbundne hænder under fængsling. Konstante smerter, der forværres ved bevægelser over skulderniveau, bevægelser bagud/opad, løften og bæren (indkøbspose) samt kulde. Anvender overvejende venstre hånd skønt højrehåndet.
Har haft kramper i fingre og tæer på venstre side, uden der kunne påvises noget abnormt. Har karakteristisk ‘hanefjedsgang’, svært ved at fornemme kantsten o. lign.
Kan ikke glemme det forgangne. Sover højst 2-3 timer i træk, plaget af drømme. Irritabel og har trang til at isolere sig. Får episoder med kvælningsfornemmelser og hjertebanken. Dette diagnosticeres som PTSD, Posttraumatisk belastningsreaktion.
Konstant hovedpine. Mavekatar.
Arbejdsskader på højre hånds fingre i 1980 og 1995.”

På denne baggrund findes forsøg på arbejdsprøvning uden perspektiv, og erhvervsevnen skønnes varigt reduceret af psykiske og fysiske årsager. Ved individuel samtale blev det tydeligt, at Hassan har det for dårligt til at kunne indgå i en gruppesammenhæng på introduktionskurset til arbejdsprøvning. Der ses ingen erhvervsmuligheder, heller ikke på fleksbetingelser.

18.2.2003 modtager Hassan en indkaldelse til samtale tirsdag den 11. marts 2003 med mødepligt og trussel om, at kontanthjælpen uden yderligere varsel blive bragt til ophør ved manglende fremmøde. Socialrådgiveren hedder nu PB.
11.3.2003 møder Hassan op til en lukket dør og modtager derefter et brev: “Jeg beklager, at samtalen blev aflyst i dag.” Samtalen er derefter udskudt til 27.3. 2003.

Denne og følgende samtaler udskydes gang på gang i sidste øjeblik. I alt syv gange finder en aflysning af samtale sted. Sidste gang den 17. juli, hvor sagsbehandleren dog føler sig foranlediget til at skrive: “Jeg er ked af, at samtalen bliver aflyst gang på gang. Jeg vil opfordre dig til at give mig dit telefonnr., så jeg kan ringe til dig, hvis der er en aflysning.”

Når en nervesvækket person med posttraumatisk belastningsreaktion udsættes for en sådan behandling, ligner det i betænkelig grad psykisk tortur. Amnesty International nævner som én af formerne for psykisk tortur trusler, både mod ofrets og dennes familie og venner.

I en samtale med Revacentret august 2003 giver Hassan udtryk for, at han har følt sig presset til at søge pension, han har selvmordstanker og føler sig ikke hjemme i Danmark: “Danskerne lader os ikke blive bare en lille smule danske.” Og i integrationsprojekterne møder man mange forskellige nationaliteter, “men man møder ingen danskere”.

Socialrådgiveren skriver den 9. oktober 2003: “Du er nu lægeligt afklaret, og det er min pligt at henvise dig til aktivering.”
Lægekonsulenten har på baggrund af alle lægelige papirer konkluderet følgende: “Der er skånebehov over for det helt tunge skulderbelastende arbejde, herudover burde klienten kunne påtage sig lidt af hvert.” Og der henvises til pligten til at udnytte arbejdsmuligheder for at modtage kontanthjælp.

Den 30.10. følger endnu et brev fra socialrådgiveren med formuleringen: “… såfremt du møder i jobcentret og fremstiller dig syg igen, må jeg drage konklusionen, at du ikke er motiveret for aktivering og derfor ikke er berettiget til kontanthjælp”.
Den 12.11.2003 fortsætter brevvekslingen: “Da De har fremstillet dem som ude af stand til at blive aktiveret i Københavns Jobcenter …” afsluttende med, at kontanthjælpen vil blive bragt til ophør ved udgangen af november måned.

Herefter blev der samlet underskrifter ind i Mjølnerparken mod den behandling også mange andre beboere har mærket fra socialcenteret.

Venner ogstøtter af Hassan afventer behandlingen af hans sag udenfor Socialcenter Nørrebro mandag den 15. december

På en generalforsamling i Mjølnerparken har lederen af socialcenter Nørrebro Bodil Vendel forklaret sig og efterfølgende er der sendt et brev fra Bo Asmus Kjeldgaard i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til beboerne med en beklagelse over at så mange beboere føler sig dårligt behandlet. Desuden skriver centerchefen i lokalcenter Nørrebro: “På baggrund af de 7 klager, der er opstillet, så er det min vurdering, uden at jeg har haft lejlighed til at undersøge det nærmere, at klagepunkterne mere har sammenhæng med lovgivningens krav til en målrettet beskæftigelsesindsats, samt de seneste ændringer af loven pr. 1. juli 2003.”

Hassans sag har været behandlet på et møde mandag den 15. december, med en bisidder samt en lille gruppe, der støttede ham, ved at møde op på socialcenteret. Sagen vil nu fortsætte som en pensionssag.

Se også
Mjølnerparken i oprør

Netavisen Opdateret 16. december 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne