Genèveaftalen:Udsalg af palæstinensernes ukrænkelige rettigheder

Af Henning Paaske Jensen
Arbejderpartiet Kommunisterne
Kommunistisk Politik 24, 2003

Med Genèveaftalens offentliggørelse den 1. december i Paris er endnu en fredsplan (denne gang en officiel “uofficiel” plan) lavet, uden at freden af den årsag er kommet nærmere, tværtimod. “Fredsplanen” ses som et tillæg til den sidste fase i “køreplanen for fred” – som allerede har vist sig at være død – med et omfattende konkretiseringsudkast til det, der er omtalt som “en palæstinensisk stat”.

Genèveaftalen er særlig alvorlig. På trods af, at den foregiver at rumme alle elementer til en sammenhængende palæstinensisk stat, så indeholder aftalen først og fremmest fra palæstinensisk side (hvem der så har bemyndiget dem til det) et storudsalg af det palæstinensiske folks ukrænkelige rettigheder på især to vigtige spørgsmål:
1. Flygtninges rettigheder.
2. Besættelse/ kolonisering.

Denne underhåndsforhandling mellem repræsentanter for den nuværende israelske parlamentariske opposition og uofficielle repræsentanter for den palæstinensiske ledelse lægger op til et skred – en alvorlig forringelse i forhold til, hvad en fredsløsning kan rumme.

Sharon kalder aftalen et snigløb, fordi han stadig har sin drøm om folkefordrivelse af palæstinenserne fra de besatte områder, med præsident Bush som Sharons nærmeste allierede – begge kalder hinanden for fredens mænd.
Det er svært at forestille sig det palæstinensiske folk acceptere en sådan Genèveaftale, som i realiteten rummer de elementer, det palæstinensiske folk sagde nej til, da de startede den 2. intifada for tre år siden. Clintons Camp David-udspil dengang indeholdt hovedelementer om udsalg af flygtningenes ret til tilbagevenden, om store dele af bosættelsernes fortsatte forbliven samt anerkendelse af Israels ret til at annektere dele af Øst-Jerusalem.
Svaret dengang blev det væbnede oprør. Det er svært at forstille sig andet, end at man vil få samme svar nu: Fortsat kamp for sine rettigheder.

Ved Genèveaftalens offentliggørelse den 1. december sendte Bill Clinton en hilsen, der varmt anbefalede udkastet. Tidligere USA-præsident Jimmy Carter var til stede ved ceremonien og udtalte i sin tale forhåbningsfuldt: “Det er tvivlsomt, om vi nogen sinde siden vil se et mere lovende grundlag for fred.”

Det samme sagde man ved Camp David, med trusler om, at palæstinenserne nu havde “forspildt en historisk chance”.
Flygtningenes legitime og af FN sanktionerede ret til tilbagevenden, skal det nu på palæstinensisk bekostning danne præcedens som et storpolitisk forhandlingsobjekt? Palæstinensernes ukrænkelige rettighed om at kunne vende tilbage, hvor de blev fordrevet fra, lægges i aftalen helt op til israelsk afgørelse og velvilje.

Genèveaftalen bryder også med den internationale lov, der siger, at erobring af land i forbindelse med krig er utilladelig.
Aftalen lægger ikke op til, at den israelske besættelsesmagt trækker sig tilbage fra alle besatte områder siden 1967, men tillader israelsk kolonisering af store dele af Vestbredden og Gaza med de fleste bosættelsers fortsatte tilstedeværelse. (Ganske vist tales der om at Israel vil udveksle det besatte land med nogle områder ind i Israel, men denne pseudo-løsning ændrer intet grundlæggende ved virkningen).

Realiseres en sådan plan, betyder det en fortsat sønderdeling af de besatte områder uden en reel infrastruktur og mulighed for en virkelig selvstændig økonomi.

Fredsaftalen forudsætter også, at palæstinensisk territorium er helt afmilitariseret, men nævner intet om, at den det militaristiske Israel fortsat er væbnet til tænderne med alle mulige avancerede våben, herunder atomvåben.
I realiteten rummer aftalen en plan for et mini-mini-Palæstina under israelsk dominans med hensyn til alle afgørende spørgsmål.

Fredsaftalen tager langtfra udgangspunkt i FN’s oprindelige delingsplan, der blev påtvunget det historiske Palæstina i 1947, og heller ikke FN’s resolutioner om palæstinensernes rettigheder og kravet om, at Israel trækker sig helt tilbage til 1967-grænserne.

Geneveaftalen er endnu mere uforståelig, når man tænker på, at den israelske besættelsesmagt befinder sig i en omfattende national og international krise.

Israel er hårdt ramt økonomisk og stadig mere politisk splittet. Israelske soldater og officerer vender sig imod besættelsen. I stedet for indvandring er der i dag tale om udvandring på grund af sikkerhedsforholdene og hele den politiske situation. I forhold til omverdenen er Israel isoleret i verden som aggressor og besættelsesmagt som aldrig før i historien. Den verdensomspændende folkelige solidaritet med Palæstina er større end nogensinde. Alt sammen noget der understøtter kampen for at besættelsesmagten fjernes helt fra Gaza, Vestbredden, Øst-Jerusalem og tager bosætterne med sig så palæstinenserne opnår deres legitime rettigheder.
Udsalg af palæstinensernes rettigheder vil derimod give Israelerne mere blod på tanden.

Metoderne for besættelserne af Palæstina og Irak ligner efterhånden hinanden. Terror, skræk og rædsel, der også rammer civilbefolkningen, er svaret på modstanden. Resultatet er ikke afdæmpning af kampen, men tværtimod opflamning af større modstand.

For blot et halvt år siden var der mange, der ikke kunne forestille sig muligheden af, at USA kunne blive tvunget til at rømme Irak. Men nu stiller stadig flere spørgsmålet, om det på længere sigt vil gå USA i Irak, ligesom det gik dem i Vietnam.

For det hårdt martrede palæstinensiske folk er denne kamp og modstand af stor betydning og vil sikkert være en stor inspiration for den begges kamp for national selvbestemmelse, imod Israels og USA’s forsøg på at kontrollere Mellemøsten og dens olierigdomme.

Netavisen 3. december 2003