De villiges koalition

Leder
Kommunistisk Politik 23, 2003

De nuværende styrker fra ‘De villiges koalition’
– alle mål for den legitime irakiske modstandskamp.

Krigen i Irak er igen blevet til en varm krig. USA har genoptaget krigsførelsen i Irak, som blev erklæret afsluttet den 1. maj. Det ‘bruger jernnæven’ og har indledt en storoffensiv mod guerillaen. Som i Tikrit – hvor en hel by blev genstand for gengældelse og hævn for nedskydningerne af to amerikanske Black Hawk-helikoptere – gennemfører USA nu også i Bagdad og i andre byer voldsomme militæroperationer.
Talrige hjem er ødelagt, mange civile er dræbt, hundreder er blevet arresteret.

USA er i gengældelsesaktionerne ikke mindst inspireret af den israelske adfærd over for de besatte palæstinensiske områder. Operation Iron Hammer – “Jernhammeren” – skal tilintetgøre den stadig voksende modstand mod besættelsesmagten.
‘Genopbygningen af Irak’ og ‘nationsbygning’ er afløst af en tilbagevenden til egentlige krigshandlinger med fornyede bombardementer fra luften.

Tvunget af den stadig større modstand og opslutning til den i den irakiske befolkning har USA – med over 400 dræbte og mere end 9000 lemlæstede og sårede soldater, der er fløjet til hospitaler uden for Irak – ændret taktik: Nu søger man at fremskynde den officielle magtoverdragelse til irakere, og man fremskynder rekruttering og uddannelse af en styrke på 200.000 irakiske soldater og politifolk, som skal overtage amerikanernes beskidte arbejde.

Derfor er man i gang med at ‘irakisere’ krigen som man i sin tid ‘vietnamiserede’ – med et for USA sørgeligt resultat. Samtidig arbejdes der heftigt bag kulisserne for at få aftaler med de vigtige imperialistmagter, som har afvist krigen, og for at få FN til at spille en større formel rolle i et forsøg på at legitimere den ulovlige krig.

Det er gået op for amerikanerne, at de står over for en bred front af irakisk modstand. Forsøgene på at fremstille modstanden som ‘de sidste rester’ af Saddam-loyale og importerede terrorister tror ingen længere på.

Sandheden om den storslåede militære sejr, som Bush og Rumsfeld pralede så højlydt af, er, at den blev vundet over en hær, som kun for en lille dels vedkommende kom i kamp. Den ‘forsvandt’ – med masser af udstyr og ammunition, med masser af militær viden. Forrædderi og opkøb af en del af Saddams hærledelse hører også med til forklaringen på den tilsyneladende lette sejr. Men hæren og befolkningen er uddannet i guerillakrig, og guerillakrigen var også forberedt før det amerikanske angreb. Nogle iagttagere mener ligefrem, at uden Saddams svage militærledelse og uden de forræderiske generaler bliver den irakiske militære indsats mere effektiv.

Den amerikanske militæroffensiv kom efter selvmordsangrebet i den sydirakiske by Nassiriya, der kostede 18 italienske soldater og politimænd livet. Den understregede at tropperne fra ‘De villiges koalition’ også er mål for den irakiske modstandskamp.

USA har lagt stort pres på allierede og klientstater for at de skal sende soldater til at deltage i besættelsen. Indtil nu har 30 lande adlydt Washingtons ordrer. Listen over dem viser, at overalt hvor USA har spillet en aktiv kontrarevolutionær rolle må befolkningen betale med deltagelse i de amerikanske angrebskrige. Mange tidligere østbloklande samt Albanien fører nu krig i Irak. Det samme gør El Salvador og en række mellem- og latinamerikanske klientstater.

Men hvad laver italienere, polakker, danskere og de øvrige koalitionsstyrker egentlig i Irak? Med hvilken ret er de der?
De italienske soldater er ligesom de danske og mange andre med beskedne troppekontingenter i færd med netop at “irakisere” – dvs. uddanne irakiske væbnede styrker (politifolk, soldater) under amerikansk kommando til gennemførelse af amerikansk politik uden amerikanske tab.

Det er Washingtons hovedopskrift på den ny fase i krigen: borgerkrig. Og det er også forklaringen på, hvorfor irakiske politistationer er angrebsmål, ligesom besættelsesmagternes soldater er det – uanset deres påskud for deltagelse.
Næste gang kan det være danskere.

For nylig fortrød Tyrkiet en beslutning om at sende soldater, og Japan ser ud til at bakke væk fra sit løfte om tropper. I Italien vokser kravene om at trække soldaterne hjem.
Det gør det også i Danmark og de andre besætterlande.

Netavisen 19. november 2003