Fagpolitisk sporskifte?

Fagligt Ansvar, der for første gang så dagens lys 1. marts 2002, har præcis efter et år og syv måneder barslet med et dokument kaldet “Fagpolitisk sporskifte”.
Det skildrer på glimrende vis, hvilken karakter, rolle, retning og formål de bestemmende kræfter tillægger initiativet.
Dokumentet indeholder samtidig 10 bud på “vigtige faglige krav og rettigheder”.
Kommunistisk Politik gennemgår i det følgende indholdet af dokumentet.

I snart to år har Fogh-regeringen siddet på magten i Christiansborg. Hver en dag er en dag for meget. Angrebene er haglet ned over arbejderklassen. Deltidslovens gennemførsel, drastisk forringelse af arbejdsmiljøet, sociale nedskæringer, skattestop til begunstigelse af de rige på bekostning af de fattige, tempoforøgelse på udliciteringer og privatiseringer med forøget brugerbetaling i kølvandet, privatisering af arbejdsformidling osv. osv. Fogh har sendt Danmark i krig – tusindvis af kilometer fra vort lands grænser og som konsekvens overtrådt alle internationale konventioner og regler. Det vil ingen ende tage. Den kommende finanslov vil bl.a. reducere retten for små 100.000 til supplerende dagpenge.

Der er så sandelig brug for at fagbevægelsen vågner op, inden den bliver løbet over ende af desillusionerede medlemmer, som vælger den individuelle løsning i form af udmeldelse.
Der er brug for et kursskifte; – eller om man vil, som Fagligt Ansvar har valgt kalde det: Sporskifte.
Spørgsmålet så, hvorvidt Fagligt Ansvar repræsenterer et sporskifte, eller – for at blive i billedsproget – retningen fører lige ind i remisen.

En del af fagbevægelsen – ikke et alternativ

Fagligt Ansvar lægger kortene på bordet, når det gælder at definere synet på initiativets karakter og rolle:

“Lad os med det samme slå fast – Fagligt Ansvar er ikke noget forsøg på at udvikle et organisatorisk alternativ til den etablerede fagbevægelse.”
“Men der er et stort behov for et slagkraftigt tværfagligt samarbejde, som kan bidrage til at få genrejst den politiske debat og aktivitet i fagforeninger og på arbejdspladser. Et sådan samarbejde vil også være bidragende til udviklingen af et samlende alternativ til den borgerlige politik.
Fagligt Ansvar er et forsøg på at løfte denne opgave.”

Initiativets hensigt virker på papir og i praksis meget tilforladeligt. Den kan ikke kritiseres, men hvori består forskellen fra, hvad LO proklamerer? Der er ingen grundlæggende forskel!
Hvori initiativets eksistensberettigelse så består, vender vi tilbage til.

Enhver klassebevidst arbejder må efter at have ovenstående hensigtserklæring spørge sig selv, hvorvidt det at diskutere politik på arbejdspladsen rykker noget i sig selv. Alle – med blot en smule klassekampserfaring i kroppen – vil besvare benægtende. Fagligt Ansvar har da også på et landsdækkende tillidsmandsmøde i Silkeborg 1. marts 2002 fået indbygget en målsætning, der smager af lidt mere:

“Enhedsfagbevægelsen har uanset meningsforskelle plads til alle, og vi må gå i offensiven for at forsvare den brede befolknings og ikke mindst de udsatte gruppers interesser. Det kræver at vi rejser diskussionen på arbejdspladser og i lokalområder: Hvad er det for et samfund vi vil have? Det kræver at den samlede arbejderbevægelse udvikler en fælles politisk platform, der kan udgøre et troværdigt alternativ for flertallet af befolkningen.”

Altså: opstilling af en fælles politisk platform til fordel for flertallet af befolkningen på baggrund af diskussioner på gulvet.
Fagligt Ansvar vil i øvrigt ikke indskrænke denne bevægelse til kun at omhandle fagbevægelsen:
“Vi vil fastholde og udbygge samarbejdet med en lang række andre folkelige organisationer, der hver på deres område forsøger at imødegå konsekvenserne af regeringens politik.”
Når så entusiasmen og sammenholdet er opbygget, så er det tid til at sætte handling bag.

Her bliver det svært. Udover et svagt kapitel om initiativets hidtidige “Gode resultater”, så er der ikke så meget at komme efter. De gode resultater er en opremsning af forskellige former for samarbejde med forskellige organisationer a la LO-Storbyerne, nedsættelse af temagrupper, etablering af forskellige debatter og lignende.

Det er slående, at Fagligt Ansvar ikke er i stand til at give ét eksempel på, at initiativet opfordrede og koordinerede protestaktioner mod deltidslovens gennemførelse, mod de sidste to års reaktionære finanslove, mod Fogh-regeringens arbejdsmarkedsreform “Flere i arbejde”, endsige mod dansk krigsdeltagelse osv.

Udover at “fastholde og udbygge samarbejdet med en lang række andre folkelige organisationer” rummer dokumentet kun én aktivitet for det fremtidige arbejde:
“I forbindelse med et kommende folketingsvalg vil vi arbejde for, at der etableres et flertal af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, og en regering på det grundlag.”
Her slap katten ud af sækken!

Mens LO-toppen og diverse forbundsledelser fører en – sagt med deres egne ord – realpolitisk linje, der bygger på et “samarbejde hen over midten” (hvilket i, under og efter Staunings tid har kostet den danske arbejderklasse dyrt), så vil Fagligt Ansvar vække den gamle ide om en arbejderregering til live igen.
Her har vi initiativets eksistensberettigelse: en venstresocialdemokratisk kongstanke, der alle dage er gået godt i spænd med det daværende revisionistiske DKP’s forsøg på at realisere det antimonopolistiske demokrati.

Arbejderflertalsregering

‘Arbejderregeringen’ er sidst set i Danmark i 1966-67 i form af Socialdemokratiet og SF med henholdsvis Jens Otto Krag og Aksel Larsen ved roret. Den blev kaldt for det Røde Kabinet. Bukserne sprak, da de to partiledere forsøgte at skære i den tids eksisterende dyrtidsportioner. Det var for meget for en kreds af SF’ere, hvoraf flere var medlemmer af Folketinget. SF blev splittet, Venstre Socialisterne (VS) blev dannet, og regeringen faldt.

På trods af erfaringerne har drømmen om en arbejderflertalsregering levet mere eller mindre udtalt lige siden i nøjagtig de samme kredse, hvortil man kan tilføje datidens DKP, eller nutidens KPiD og DKP-ml. De to sidstnævnte partier har fået en enkelt luns med i dokumentet, som de har sloges hårdt for: “De krav vi kæmper for, vil blive fastholdt, uanset regeringens sammensætning.” Med dette figenblad bakker DKP-ml og KPiD op om den samlede platform trods dens illusionsfyldte indhold.

Modsætningen mellem den kapitalistiske samfundsøkonomi og en regering/et folketingsflertal, der vil praktisere en politik til fordel for den brede del af befolkningen på bekostning af kapitalens interesser, gør i sig selv denne drøm til en illusion.

Sejre og forbedringer af arbejderklassens levevilkår springer ikke ud af en passiv arbejderklasses repræsentanter, der uden magthavernes indblanding i ro og mag tager profit og magt fra kapitalisterne. Det koster kamp i ordets mest bogstavelige og alvorligste betydning.

Fagligt Ansvars projekt bliver ikke reddet af én sætning.
Det er der mindst tre årsager til:
– Platformen er modsætningsfyldt og uden stillingtagen til afgørende, principielle problemer.
– De mange erklæringer følges ikke op af handling.
– Struktur og beslutningsproces er stramt topstyret.

Modsætningsfyldt platform

Det er betegnende, at initiativet fastslår, at “den faglige kamp er blevet politisk”, som om det i øvrigt skulle være noget nyt. I dokumentet må det opfattes som en undskyldning for at forholde sig til, hvad der sker “på borgen” eller endnu værre i EU. Initiativet konstaterer, at “skiftende regeringer gennemfører en politik, der ustandselig ændrer vilkårene for de overenskomster, vi indgår med arbejdsgiverne, gennem direkte eller indirekte indgreb. Det samme gælder Danmarks medlemskab af EU…”

Som et kuriosum kan bemærkes, at det ikke kun er overenskomstindgreb, det handler om, men den samlede sum af overgreb på HELE arbejderklassens levevilkår og rettigheder. Det afgørende er imidlertid, at platformen i virkeligheden understøtter den socialdemokratiske løgn om, at dansk arbejderklasse i EU fortsat kan bevare “den danske aftalemodel”.

Fagligt Ansvar skøjter hen over den kendsgerning, at EU i årevis har tilsidesat den danske aftalemodel, og det sidste søm bliver slået i med EU-forfatningen, der foreligger til ratificering allerede næste år – uden at initiativet har rejst krav om dansk udmeldelse. Det ville også bringe Fagligt Ansvar på kant med LO og den etablerede fagbevægelse, der arbejder for en hovedaftale i EU-regi!

Man bør også undre sig over, at initiativet overhovedet ikke med ét ord forholder sig til den mest betændte politiske problemstilling i dansk nutid: dansk krigsdeltagelse. Den eneste fornuftige holdning, at bringe dansk krigsdeltagelse til ophør uanset FN’s deltagelse eller ej, ville bringe initiativet på kant med såvel LO som SD og SF. Hvordan ville projektet om en arbejderregering så se ud?
Allerede i dag bekender Fagligt Ansvar kulør. De holder hånden over deres EU-liderlige og krigsliderlige fremtidsregering. Så meget for DKP-ml og KPiD.

Retorik uden handling

Dokumentet afslører alt for godt Fagligt Ansvars manglende vilje til at rejse og samle modstanden mod Fogh-regeringen til aktivitet og slagkraftig handling. Det lille kapitel med initiativets Gode resultater fortæller alt. Den synlige modstand har været overladt til studerende, ungdommen, fredsbevægelsen og mange andre.

Den faglige modstand toppede med protestbevægelsen om deltidsloven foråret 2002. Den efterfølgende landsdækkende tillidsmandskonference den 7. september i Århus var fyldt til bristepunktet af kampgejst, men blev af ledelsen i Fagligt Ansvar lagt ned. Den efterfølgende reaktionære arbejdsmarkedsreform, som blev vedtaget med Socialdemokratiets stemmer, gav ikke initiativet anledning til at mane til modstand. Det samme gælder de to reaktionære finanslove. Der har været masser af muligheder. En enkelt gang har de formået at stille en faneborg. Og det var dét.

Strukturen og kræfterne bag Fagligt Ansvar

Initiativet bryster sig selv af en flad og åben struktur:
“I Fagligt Ansvars opbygning fastholder vi den flade og åbne struktur. Alle faglige organisationer – arbejdspladsklubber, lokale fagforeninger og forbund – er velkomne til at deltage i koordinationsudvalgets arbejde.
Koordinationsudvalget nedsætter et sekretariat, der ligeledes er åbent for repræsentanter for de tilsluttede faglige organisationer.”
I en bisætning kan man spørge, hvor de omkring en million udstødte arbejdere er repræsenteret i så vigtigt et forum?

Det vigtigste er imidlertid, at initiativet er ledet og styret yderst stramt af venstresocialdemokratiske kræfter, der ikke – på trods af den påståede åbne og flade struktur – tillader, at klassebevidste og kampvillige elementer rokker ved deres platform.

På tillidsmandsmødet i Århus den 7. september 2002 var der således fra flertallet tydeligt behov for protestaktioner mod Foghs kommende finanslov, hvis vedtagelse i øvrigt var sammenfaldende med EU-topmødet i København, hvor Fogh afgav EU-formandskabet.

Der var rigeligt med grunde til at udløse og fortsætte den bevægelse, der spontant i løbet af foråret 2002 var opbygget i forbindelse med deltidsloven. Forslaget gik ud på at ændre en tandløs lørdagsmarkering til en regulær strejkedag på en hverdag.

Her gik Christian Juhl, formand SiD-Silkeborg, Finn Sørensen, formand for bryggeriarbejderne og Anders Olesen, Byggefagenes Samvirke, på vingerne:
– Vi kan ikke lave om på de aftaler, vi har med andre organisationer [trods det faktum, at der var flere måneder til aktionsdagen], og hvis mødet beslutter anderledes, vil vi ikke tage ansvaret.

Så meget græsrod er der over den form for arbejderaristokratisk ledelse. De traditionelle socialdemokratiske, bureaukratiske metoder blev bragt i anvendelse. De tre venstresocialdemokrater – uanset deres partitilhørsforhold – er i øvrigt aldrig blevet valgt i noget, der kan betegnes som et demokratisk forum, men er selvbestaltede i ledelsen af Fagligt Ansvar.
Deres aktionsdag den pågældende lørdag blev i øvrigt et faneborgsflop.

De ti bud

Fagligt Ansvars dokument afsluttes med ti bud på vigtige faglige krav og rettigheder under overskriften: Vi gør vores pligter – og kræver vores rettigheder.

Det er alle relevante og centrale dagsaktuelle krav, der hver for sig er underbygget af en række underpunkter. Bortset fra, at de ikke antaster dansk medlemskab af EU og dansk krigsdeltagelse i Afghanistan og Irak, så kan “de ti bud” ikke skabe nogen væsentlig uenighed.

Det er ikke de nævnte dagsaktuelle krav, der skiller fårene fra bukkene. Det er karakteren, rollen, formålet og retningen for Fagligt Ansvar, der er afgørende for at bedømme, hvorvidt det fører til et sporskifte for dansk fagbevægelse, eller hvorvidt det er en gentagelse af årtiers blindgyde.
Hertil tjener det historiske element som en yderligere lakmusprøve.
Døm