Fogh uden klasse

“Klassesamfundet er opløst. Klassekampen er slut. “
Foghs åbningstale til folketinget 7. okt.

“Kan du nævne konkrete regeringsinitiativer, hvor vi har set regeringens værdidebat slå igennem?
Anders Fogh Rasmussen: -Vores beslutning om at tage del i den internationale koalition i Irak, er jo båret af denne tankegang”
Interview i Berlingske Tidende 3. okt.

Kommentar
Kommunistisk Politik 20, 2003

Hvad arbejderklassens mere end hundredårige kamp ikke har formået (endnu), har Anders Fogh kunnet: han har ophævet klasserne, afskaffet klassesamfundet og afsluttet klassekampen. I marxistisk forstand hedder denne samfundsformation kommunisme. Men den klasseløse Fogh ville sikkert slå syv kors og en hel Mary og Frederik for sig ved at høre Danmark kaldt kommunistisk. Det slipper han også for …

Bag den flove retorik om klassernes afskaffelse, som har paralleller til den nazistiske, fortæller virkeligheden en anden historie om det kapitalistiske Danmark i disse år: Klasseskellene bliver større og tydeligere. De rige bliver rigere og de fattige fattigere. Klassekampen mellem de besiddende og de besiddelsesløse skærpes.

Fogh snakker om ‘debat’, ‘værdidebat’ – men på sit særlige nysprog, hvor ordene nok er danske, men indhold og begreber er uden virkelighedskontakt. Debat med hvem? Antikrigsbevægelsen ‘går Saddams ærinde‘. Titusinder af aktionerende elever får denne besked: – Alt det hylen og skrigen om nedskæringer gør det ikke det fjerneste indtryk på mig.

Denne patologisk virkelighedsforstyrrede mand er ude af stand til at føre en dialog, fordi han kun ser og hører, hvad der passer ind i hans ideologiske fejlkonstruktion.
Med ‘debat’ mener han ‘monolog’, med det ‘klasseløse’ samfund mener han Møllers olieparadis, og med ‘værdier’ mener han – krig. Den danske deltagelse i oliekrigen mod Irak er værdifast liberalisme.

I åbningstalen fik han yderligere drejet tingene en omgang:
Menneskelige værdier og den sunde fornuft har vundet indpas. Mennesket før systemet. Den sunde fornuft frem for ideologien. Virkeligheden frem for løsagtige teorier.
Den barbariske krig mod Irak er’menneskelige værdier’, ifølge Fogh. Den er rent ud en humanistisk helteindsats.

For at disse ‘værdier’ ikke skal blive alt for blødsødne, har Fogh introduceret et liberalt ‘Noget-for-noget’-princip, som oversat fra nysprog betyder forkælelse af dem, der har, og spark til dem, der ikke har det så godt. ‘Opgøret med janteloven’ og det frie initiativs triumf betyder hetz mod hele grupper: arbejdsløse-, bistandsmodtagere-, flygtninge og indvandrere.

I sin åbningstale fik han lagt sig ud med endnu en gruppe: skolelærerne, som han beskyldte for at drive blød rundkreds-pædagogik. Foghs bemærkning er ‘hånlig, latterlig og bekymrende’, siger Anders Bonde Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Og baseret på et omfattende konkret ukendskab til realiteterne.

Vi skal til at passe på: Bare et minimalt kendskab til Foghs sprogbrug og virkelighedsfornemmelse får alle alarmklokker til at bimle. Fogh vil “løbende forny velfærdssystemet”. Pensionister, pas på! Efterløn og folkepension er i fare!
‘Det er et centralt mål at skabe flere arbejdspladser’, siger Fogh. Det har han sagt før – og arbejdsløsheden er eksploderet. Så arbejdere med og uden arbejde, pas på! Nu skal der skæres i dagpenge, bistand, understøttelser.

Dansk deltagelse i Irak-krigen er ikke bare en stor humanistisk værdi, den er også både ‘nødvendig’ og ‘rigtig’, sagde Fogh. På dette punkt afslørede han en af årsagerne til sin manglende virkelighedsberørring: Han kan ikke huske. Han glemte helt at omtale de masseødelæggelsesvåben, som han op til krigen angav som hovedargument for krig.

Fogh er uden klasse. Han er ikke bare fjern fra verden, men løsagtig i enhver omgang med virkeligheden. Visse realiteter skal man dog ikke frakende ham sansen for. Han har sans for de fattiges få midler. Og en vis humanisme kan man heller ikke fraskrive ham, når man ser, hvor medfølt han administrerer den sidste olie til A.P. Møller.

Regeringsaftalen forærer igen den danske nordsøolie og -gas væk til det samme multinationale selskab. Dermed kan Mærsk-Møller herske uafbrudt over det sorte guld i Nordsøen i 80 år – fra begyndelsen på dets ‘olieeventyr’ i 1962 frem til den 8. juli 2042, hvor eksperterne regner med at den vil være tømt. Fra start til slut.

Hvis aftalen ikke var indgået, ville A.P. Møllers rettigheder til at hente olien op af havbunden være udløbet i 2011. Nu får selskabet lige 30 år mere – hvis fidusen ikke bliver stoppet.
Hele spillet mellem den danske stat og A.P. Møller er et skoleeksempel på en ‘vellykket privatisering’: Private monopoler scorer superprofitter i multimilliardklassen, mens samfundet må nøjes med krummerne.
Det er også ‘værdidebat’. Eller rettere sagt: Virkelighed.

Netavisen 9. oktober 2003