Demokratisk socialisme og eksemplet Chile – Af John Max Pedersen

John Max Pedersen:

Eksemplet Chile viser umuligheden af en fredelig vej til socialisme

Arbejderbladet oktober 1972

Forbemærkning

Det kan i dag være svært at forstå, hvor stor en plads ‘Chiles vej til socialismen’ fik i diskussionen blandt venstrekræfterne i Danmark og internationalt både før og efter kuppet den 11. september 1973. Allende-regeringen og UP blev voldsomt propaganderet af hele den prosovjetiske ‘kommunistiske’ bevægelse som selve modellen for’ fredelig overgang’ til socialisme – i Danmark især af DKP, men også af SF og Socialdemokraterne.

Allende-regeringen og Chiles ‘kommunistiske’ Parti stolede på den borgerlige statsmagt – konkret på den chilenske hærs ‘demokratiske’ karakter.
Det var en fejlberegning og en strategi, der kostede dyrt.

Den marxistisk-leninistiske bevægelse verden over kritiserede den ‘fredelige overgang’ både før og efter kuppet, og ikke (som DKP/ML’s Sven Tarp påstår i 2003) først i bagklogskabens lys.

Den følgende artikel af den senere kommunistiske arbejderforfatter John Max Pedersen (1942-1992) stod at læse i Arbejderavisen næsten et år, før kuppet fandt sted.

Kommunistisk Politik 20, 2003

Da der i slutningen af august (1972, KP) blev proklameret undtagelsestilstand i Chiles hovedstad, Santiago de Chile, fæstnedes opmærksomheden atter på det såkaldte socialistiske eksperiment, som ledes af den “marxistiske” præsident Allende. Lad os straks slå fast, at der her er tale om falsk varebetegnelse.

At den borgerlige presse i blandt andet Danmark gerne viderebringer udtryk som “den marxistiske præsident Allende”, “socialismens Chile” osv. er kun naturligt. Det ligger i dens interesse at tilsmudse socialismen.

Hvad er det nemlig, der sker i Chile i denne tid?
For knap to år siden overtog “Folkeenhedens” partier (dvs. blandt andet det venstreliberale, det socialdemokratiske og det såkaldte kommunistiske parti) regeringsmagten. Regeringen vandt valget på store løfter om “socialismens indførelse ad parlamentarisk vej”. Siden da har det chilenske folk oplevet mangt og meget på det politiske område – socialismens vej er der imidlertid ingen, der har set noget til.

Eller hvad skal man kalde følgende:
Arbejdsløsheden på landet som i byerne har næppe nogensinde været værre.
Fødevaresituationen er på grund af ustraffet sabotage fra godsejerne katastrofal.
Varer og reservedele til industrien mangler.
Sortbørsen blomstrer, og den ulovlige omsætning er vokset fra 13 milliarder escudos i 1970 til 30 milliarder i 1972.
Valutareserven er sunket fra 220 mill. dollars til 25 mill. i 1972.
Fødevarepriserne er steget med 113 procent – mange gange hurtigere end lønningerne.
Administrationen og bureaukratiet er svulmet enormt op og er absolut ineffektivt, fordi det helt beherskes af de erklærede borgerlige og kontrarevolutionære kræfter.
Kapitalisterne saboterer efter behag landets økonomi (ved at undlade at investere, ved at flytte udenlands osv.).

Til trods for alt dette fastholder Allende og hans regering – med det borgerlige “kommunist”parti som mest ivrige deltager – den “fredelige vej”, og man er nærmest helt syge efter at overholde den borgerligt-demokratiske forfatning …
Det mest tragikomiske er, at den erklæret borgerlige og delvis fascistiske opposition ikke viger tilbage for at bryde den samme forfatning, når som helst den finder det passende.

Det kan derfor heller ikke overraske nogen, at stadig bredere dele af den chilenske arbejderbefolkning mister troen på Allendes “socialisme”. De første strejker fandt sted for over et år siden, og fattigbønderne tager i stadig større udstrækning sagen i egne hænder: De besætter godsejernes jord og begynder at dyrke den. I begge tilfælde har regeringens reaktion været den samme: loven (forfatningen) forbyder strejker og jordbesættelser – loven skal overholdes – altså sættes politi og militær ind for med våbenmagt at knuse folkets forsøg på at rette op på deres desperate situation.

Dette er sket i flere tilfælde, for eksempel den 5. august i år, da politifolk angreb et af hovedstadens mange slumkvarterer. Formålet var at få ram på nogle af de revolutionere ledere – resultatet, at flere af dem blev anholdt, en arbejder blev dræbt og fem hårdt såret. Dertil kom de lettere sårede. For fuldstændighedens skyld må det tilføjes, at flere af de morderiske politifolk var medlemmer af det såkaldte kommunistparti …

Sagens kerne er, at den reformistiske Allende-regering afviser, at det for at nå socialismen er ubetinget nødvendigt at mobilisere og bevæbne arbejderklassen for, under ledelse af et virkeligt kommunistisk parti, at knuse det gamle statsapparat (hær, politi, administration osv.) og derefter at erstatte det med arbejderklassens egen statsmagt, arbejderklassens diktatur.

Alle de vanskeligheder, den chilenske regering er kommet i, skyldes denne afvisning. For hver dag, der går, skærpes klassekampen mere og mere, og undertrykkelsen af folket øges – i sidste ende vil en borgerkrig være uundgåelig.
Sådan er reformismens logik – og det, hvad enten det foregår i Chile eller i Danmark, og hvad enten de reformistiske klasseforrædere kalder sig “Folkeenhedens regering” eller dølger sig bag S-, SF- og DKP-fraser.

Fra Den Røde Tråd, Udvalgte Politiske Tekster 1969-83, Nexø Forlag 1984, s. 92


Se også
Den ‘chilenske vej til socialismen’ 2003
Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 19, 2003

 


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne