Demokrati i praksis

Onsdag eftermiddag blev den svenske udenrigsminister stukket ned i et varehus midt i Stockholm. Anna Lindh døde tidligt torsdag morgen af sine kvæstelser. Gerningsmanden stak af og blev set af mange vidner, men ingen løb efter manden. Politiet står stadig uden klart motiv og holder centrale spor tilbage fra offentligheden. Mystikken har bredt sig ...

Først på folkeafstemningsdagen frigav politiet billeder af den formodede attentatmand

Efter forbrydelsen har politiets metode givet gerningsmanden et meget langt forspring. Det er tankevækkende at mordet er uløst når valget om euro afholdes.

At motivet er politisk findes der ingen tvivl om (hos politi eller medier): det mest oplagte er. at Anna Lindh er blevet et offer for en enlig pro-amerikansk reaktionær sekterisk galning, der tilfældigt har genkendt hende efter i ugevis at havde set hendes ansigt på de mange gigant Ja-plakater. Og på en eller anden måde har angrebet hende som symbol for den “antiamerikanske” supereuropæiske linie.

Det eneste, der halter i denne simple tese, er, at motivet ikke hænger sammen med svaret på spørgsmålet om, hvem der drager fordel af forbrydelsen.

Det er oplagt og kendt, at udenrigsministeren var ved at tabe afstemningen. Hun ville komme til at stå som Uffe Ellemann i 1992, hans sidste år som udenrigsminister, slået på egen bane. Nu da hun er død står sagen om afstemningen pludselig i sympativælgernes tegn, valget blev også et symbolsk valg: for eller imod demokrati og fred. Hendes regeringskolleger fra hele euroland har stået på nakken af hinanden for at hylde den afdøde som en stor europæer.

Er der tale om en enlig pro-amerikansk reaktionær sekterisk galning, må man i så fald sige, at ugerningen har fået den modsatte effekt end den man må formode lå til grund for hans handling. Hans optræden på gerningsstedet og efterfølgende flugt tyder ikke på, at manden var sindsforvirret. Ingen har hørt ham sige noget, han bar kasket (hvad der slører vidnernes beskrivelse), ingen fingeraftryk. Den bestialske udførelse af overfaldet og valget af gerningssted kan nemmere ses som et signal end en galnings afsindige raseri.

Derfor er et ligeså godt gæt på motiv og morder en desperat EU-tilhænger betalt af Svensk Industri – hvis forhold til den lyserøde socialdemokrat, i alle andre henseender end netop den forestående folkeafstemning, var anstrengt.

Udenrigsministeren var ubeskyttet af sikkerhedsfolk. Varehusets egne sikkerhedsfolk er usynlige. Politiet var 10 min. om at komme frem til gerningsstedet: Vi taler om det centrale Stockholm! Politiet sikrede ikke en øjeblikkelig afspærring af trafikken fra mordstedet.

Politiet var desuden meget længe om at få stykket et signalement sammen af gerningsmanden og endnu længere om at udsende en generel efterlysning til patruljer. Man har holdt fast i, at manden løb fra stedet, men om han sætter sig ind i bil eller der måske oven i købet holder nogen og venter – det er lukket land – for der er allerede fra starten udelukkende blevet arbejdet efter ideen om den enlige galning.

Politiet har brugt flere dage på at finde ud af om der var noget brugbart på overvågningskameraer, og da der endelig findes videoclips, så vælger man kun at rundsende stilbilleder og vælger at lade være med at sende billederne til pressen direkte.

Billederne “lækkes” i stedet, hvilket giver en bedre historie i pressen og samtidig betyder, at de føler sig nødsaget til at sløre mandens ansigt. Offentligheden holdes altså ude af jagten på morderen. Og politiets begrundelser bliver end ikke anfægtet på pressekonferencer – den meget finurlige forklaring på, at de ikke vil udlevere filmen, går på noget i retning af, at det vil kompromittere vidneudsagnene. Mage til bavl! Har man video af en mand, der matcher signalement, som omkring gerningstidspunktet er gået rundt i storcenteret, og denne herre ikke er dukket op hos politiet for at fortælle, hvad han har set – så er der ikke en eneste ting, der efterforskningsfagligt kan forsvare at holde billedet af manden tilbage – andet end at man er bange for at han bliver genkendt og fundet!

Forløbet tyder altså både på uduelighed hos politiet i de kritiske minutter lige efter forbrydelsen samt mere alvorligt, at man har villet sikre at forbrydelsen for blev uafklaret til tidligst mandag – efter folkeafstemningen.

Netavisen 14. september 2003