Hr. og fru Middelmand

Kommentar til Bernie Sanders: Den amerikanske middelklasses kollaps
Kommunistisk Politik 18, 2003

‘Middelklassen’ er et nøglebegreb i anglo-amerikansk politik. Og i øvrigt også i latinamerikansk. Det fænomen, som Bernie Sanders beskriver, altså den hastige proletarisering af de lag, som han i overensstemmelse med den politiske poesis tradition kalder ‘Amerikas rygrad’, finder sted og beskrives af politikere, journalister og sociologer ikke bare i USA, men også i Latinamerika, som f.eks. i Argentina – med den forskel, at de sydamerikanske middelklasser i højere grad end i USA er knyttet til den offentlige sektor, som er blevet raseret af nyliberalismen og den imperialistiske globalisering.

Ifølge Sanders’ klasseanalyse rummes middelklassen i de 95 procent – det overvældende flertal af amerikanerne – som tilsammen ejer mindre end den rigeste procent dollarmillionærer. Måske han også til sin middelklasse vil henregne nogle af de øvrige 4 procent amerikanere, som han ikke omtaler, og som ejer noget mere end den gennemsnitlige middelmand og -kone.

At sikre en loyal middelklasse har traditionelt været afgørende i amerikansk og britisk politik. En relativt tilfreds og relativt stor middelklasse som rygraden i det gamle britiske kolonirige og det ny amerikanske imperium. For USA har det været ikke bare småborgerne, men også white collar-arbejderne (funktionærerne) og de relativt højtlønnede arbejdere, såsom arbejderne fra General Motors. Resten tilhører ikke middelklassen, men lavtlønsklassen eller er simpelthen fattige eller farvede.

For at sikre deres støtte til regeringerne, det politiske system og ikke mindst til amerikansk og britisk imperialisme, indbefattet de endeløse kolonikrige, har regeringerne måttet sikre en vis grad af velfærd for netop disse lag – og har til den ende anvendt nogle krummer fra profitterne fra den globale imperialistiske udplyndring. Velfærden består i eget hus, biler, ferier, et relativt højt forbrug, en rimelig sikring mod sygdom, fungerende pensionsordninger og mulighed for at sende hr. og fru Middelmands børn på college. Og så selvfølgelig aktieoptionerne – deltagelse i det store børslotteri. Det er denne såkaldte middelklasse, som benytter sin stemmeret, og som begge de amerikanske partier bejler til.

Men denne middelklasse er altså – i den kapitalistiske virkeligheds verden – sat på skrump. De privilegier, som imperialismen har afkastet, skæres bort. Den amerikanske middelklasse frygter med rette for sin fremtid. I Tyskland efter 1. verdenskrig med efterkrigsdepression og økonomisk kollaps i 20’erne var det netop en sådan ‘middelklasse’, Hitler søgte som social basis for sit naziparti. For denne proletariseringsproces skaber ikke bare arbejdere, som søger mod socialismen, men også desperation med tilbøjelighed for støtte til nøgen militæraggression.

Det sociale lag i USA og andre lande, som betegnes som middelklassen, omfatter altså det traditionelle småborgerskab, men også de småborgerlige mellemlag i de private virksomheder og offentligt ansatte samt arbejderaristokratiet, det øverste lag i arbejderklassen (som eksisterer i alle imperialistiske lande), som bestikkes til at støtte imperialismen med krummer fra dens profitter.

Såkaldt ‘progressiv’ amerikansk politik har bestået i at ville udvide ‘middelklassens’ privilegier til at omfatte hele den amerikanske befolkning – indbefattet de ufaglærte lavtlønsarbejdere, det store flertal af afro-amerikanere, latino’er osv.

Men – som Sanders’ tal og kendsgerninger afslører – det er en umulig ambition. Det USA, som har opkastet sig som rollemodel for den øvrige verden, er én stor fiasko med hensyn til at sikre flertallet af sine borgere reel velfærd: Reallønningerne er faldet, arbejdstiden forlænget. Det er ikke den amerikanske underklasse, der hæves op til middelklassen. Middelklassen synker ned i den store masse af lavtlønsarbejdere – som må sætte deres fremtidshåb til et andet økonomisk og socialt system.
Nøjagtig den samme sociale proces foregår i alle de imperialistiske lande – Danmark indbefattet. USA er bare først og synligst.

Netavisen 22. september 2003