Den amerikanske middelklasses kollaps

Af Rep. Bernie Sanders

Bernie Sanders fra Vermont er medlem af Repræsentanternes Hus og er dets eneste uafhængige medlem – hverken fra Republikanerne eller Demokraterne.
Med tal og kendsgerninger påviser han de stadig større klasseforskelle i USA – og at levesituationen gennem en årrække er blevet voldsomt forværret for det store flertal af almindelige amerikanere. Den amerikanske middelklasse, hvis politiske repræsentant Sanders opfatter sig som, er ved at smelte ned, proletariseres.
Se også Kommunistisk Politiks kommentar til Sanders’ artikel
Hr. og fru Middelmand

Monopolpressen siger ikke meget derom, men De Forenede Stater er hastigt på vej til at blive tre adskilte nationer.

Først er der et lille antal ufatteligt velhavende mennesker, som ejer og kontrollerer mere og mere af vort land. For det andet er der en skrumpende middelklasse, hvis almindelige medlemmer for det meste arbejder stadig længere til lavere løn og færre goder. For det tredje lever et voksende antal amerikanere i den yderste armod – de sulter og sover på gaderne.

Der har altid været en rig elite i dette land, og der har altid været en kløft mellem de rige og de fattige. Men de forskelle i formuer og indkomster, som for tiden ses her, har ikke været kendt i de sidste hundrede år. Den rigeste ene procent ejer større rigdomme end de nederste 95 procent tilsammen, og direktørerne for de store selskaber tjener mere end 500 gange så meget som gennemsnittet af deres ansatte. Landets 13.000 rigeste familier – én hundrededel af 1 procent af befolkningen – har næsten lige så stor en indkomst som de 20 millioner fattigste amerikanske familier lagt sammen.

Mens de rige bliver rigere og får store skattelettelser fra Det Hvide Hus, kæmper middelklassen for at holde hovedet oven vande. Arbejdsløshedsraten nåede det højeste niveau i ni år i juni 2003. Der er nu 9,4 millioner arbejdsløse – tallet er vokset med tre millioner siden kort før Bushs tiltrædelse som præsident. Siden marts 2001 har vi mistet mere end 2,7 millioner job i den private sektor, herunder to millioner anstændigt betalte job i produktionen, eller 10 procent af hele produktions-sektoren. Det er skræmmende, at raseringen af anstændigt betalte job nu bevæger sig ind blandt funktionærer og på kontorer (the white-collar sector (slipseland, red.)). Forrester Research Inc spår, at mindst 3,3 millioner informationsteknologi-job i 2015 vil være tabt til lavtlønslande med udvidelsen af digitaliseringen, internettet og højhastigheds-datanetværk.

Men at forstå middelklassens smerte og bekymring kræver, at man går længere end blot at se på arbejdsløshedstallene. Der er tital millioner af fuldtidsbeskæftigede amerikanere, som i dag – i inflationskorrigerede dollars – tjener færre penge, end de fik for 30 år siden. I 1973 fik arbejderne i den private sektor i USA i gennemsnit 9,06 dollars i timen. Reallønnen i dag er 8,33 dollars i timen – en nedgang på mere end 8 procent. Arbejdspladser i fremstillingsvirksomhederne, som engang gav en løn til at leve af, er nu placeret i Kina, Mexico og andre lavtlønslande, hvor de amerikanske firmaer nu sender deres fabrikker hen.

Ligesom i Wal-Mart, som nu har afløst General Motors som landets største arbejdsgiver, er mange arbejdere i servicevirksomhederne ikke bare lavtlønnede, de får også kun et minimum af tillægsgoder. Samtidig med at priserne på sygeforsikringer og lægeordineret medicin eksploderer, tvinger stadig flere arbejdsgivere arbejderne til at stå for en stadig større andel af udgifterne til deres sundhed. Det er nu ikke ualmindeligt, at stigninger i udgifterne til sundhed overgår arbejdernes lønstigninger – hvorved de glider endnu længere bagud. Med støtte fra Bush-regeringen skærer mange virksomheder også ned på de pensioner, de har lovet deres ældre ansatte – og truer dermed pensionssikkerheden for millioner af amerikanere.

Et af udtrykkene for middelklassens kollaps er det voksende antal arbejdstimer, amerikanerne nu er tvunget til at have for at kunne betale deres regninger. I dag har den gennemsnitlige amerikanske ansatte langt flere arbejdstimer end nogen andre arbejdere i den industrialiserede verden. Og situationen bliver værre endnu. Ifølge data fra Den Internationale Arbejds-Organisation (ILO) arbejdede den gennemsnitlige amerikaner sidste år i 1978 timer, mod 1942 timer i 1990 – det er en stigning på næsten en hel arbejdsuge. Vi lægger nu flere timer i arbejdet end på noget tidspunkt siden 1920’erne. Femogtres år efter den formelle fastlæggelse af 40 timers-arbejdsugen under Fair Labor Standards-loven arbejder næsten 40 procent af amerikanerne nu mere end 50 timer om ugen.

Og hvis middelklassen har det hårdt, hvad så med de 33 millioner i vores samfund, som lever i fattigdom, hvoraf 1,3 millioner er kommet til over de sidste to år? Hvad med de 42 millioner, som savner enhver form for sygesikring? Hvad med de 11 millioner, som forsøger at klare sig igennem med en patetisk minimumsløn på 5,15 dollars i timen? Hvad med de 3,5 millioner mennesker, som i år er boligløse, hvoraf 1,3 millioner er børn? Hvad med de ældre, som ikke har råd til de vanvittig høje priser på den ordinerede medicin, som de har behov for? Hvad med veteranerne fra militæret, som står på venteliste til at få bevilget dækning af deres sundhedsudgifter?

Dette land må radikalt nytænke og omlægge sine nationale prioriteringer. Middelklassen er Amerikas rygrad, og det kan ikke tillades, at den falder sammen. Vi har brug for at genoplive amerikansk demokrati og skabe et politisk klima, hvor regeringen træffer beslutninger, som afspejler hele folkets behov, og ikke blot de rige bidragydere til valgkampagnerne. Vi har brug for at middelklassen udvides, ikke at den kollapser.

Sanders’ artikel ‘The Collapse of the Middle Class’ er offentliggjort af Common Dreams 4. september 2003.
Oversat af Kommunistisk Politik 18, 2003.

Netavisen 22. september 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater