Anders Fogh er ikke Anna Lindh

Kommentar
KPNet

De danske medier – og statsminister Anders Fogh selv – har draget maleraktionen i folketinget, da Fogh sendte Danmark i krig mod Irak, ind i reaktionen på mordet på Anna Lindh.
Det er absurd. En politisk medieaktion er ikke mord eller attentat. Og Anders Fogh er ikke Anna Lindh.

Mordet på den svenske udenrigsminister kan ikke på nogen måde sammenlignes med aktionen i folketinget den 16. marts, da de to antikrigsaktivister Lars Grenaa og Rune Eltard Sørensen kastede maling på stats- og udenrigsministeren.

Knivdrabet på Anna Lindh var et fascistisk attentat, sandsynligvis begået af en sindssyg højreekstremist. Uanset hvilke motiver gerningsmanden måtte have, var det et attentat mod den demokratiske debat i Sverige op til folkeafstemningen om euro’en på søndag. Den fik en brat afslutning. Den politiske virkning er en styrkelse af ja-siden, som i alle meningsmålinger har stået til et stort nederlag.

Anna Lindhs morder stak af fra sin handling, som foregik under ministerens anonyme indkøbstur uden sikkerhedsvagter.
Maleraktionen mod Fogh og Per Stig Møller foregik i folketinget, da en beslutning om dansk krigsdeltagelse var truffet – uden nogen form for folkelig demokratisk debat og i modstrid med befolkningsflertallets mening. Som medieaktion var det netop en protest mod mangelen på demokrati, den foregik i fuldstændig offentlighed – og maleraktivisterne vidste på forhånd, at de ville blive arresteret.

Anders Foghs eller Per Stig Møllers liv eller sikkerhed var ikke på noget tidspunkt truet. De eneste, som risikerede noget, var maleraktivisterne. En panikreaktion fra sikkerhedsfolkene i folketinget kunne have været alvorlig.

Maleraktionen var en symbolsk aktion, som viste, at de to krigsministre var på vej til at få ikke maling, men menneskeblod på hænderne.

Spørgsmålet om ministrenes sikkerhed er et helt andet spørgsmål. Maleraktionen viste, at det var relativt let at få adgang til folketinget – og at et virkeligt attentat dér var muligt. Det har ført til en skærpelse af sikkerhedsforanstaltningerne der, og til en permanent bevogtning af statsministeren og større sikkerhedsforanstaltninger for andre politikere.

Intet tyder imidlertid på, at Fogh, Per Stig Møller eller andre danske ministre på noget tidspunkt har haft grund til at frygte for at blive slået ihjel. Den danske venstrefløj er ikke sindssyg og praktiserer ikke individuel terror som aktionsmetode.

At medierne og Anders Fogh ikke er i stand til at skelne mellem politisk protest og attentat, mellem liv og død, ja og nej og demokrati og ikke-demokrati bliver på tragikomisk vis demonstreret igen. Samtidig med at medierne bekvemt glemmer at nævne det eneste politiske mord i Danmark i nyere tid: det stadig uopklarede nazistiske bombedrab på IS’eren Henrik Christensen i 1992.

Hvis man ikke vidste det i forvejen, så er det demonstreret igen:
Anders Fogh er ikke Anna Lindh.

Netavisen 12. september 2003